BUPL MENER: Pædagoger er dygtigere end deres omdømme

Lige inden jeg stoppede i vuggestuen, var jeg med i et fantastisk projekt. Efter en lang og grundig evaluering af vores læreplaner udfordrede vi pludselig hinanden meget konkret: Der stod ting i vores læreplaner, som vi ikke gjorde.

Hvorfor ikke? Fordi vi havde kendskab til og viden om mange flere fede pædagogiske aktiviteter, end hverdagens tid og rammer tillader. Når vi skrev læreplaner, blev det mere en drømmebeskrivelse end en virkelighedsnær dokumentation af praksis. Det gav nogle grå hår, for hvem vil ikke gerne have en flot, aktivitetsfuld læreplan med gode og velovervejede pædagogiske tiltag? Hvem vil ikke gerne vise, hvad de kan?

Min leder greb muligheden og begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om ikke det måske var udtryk for en lidt større og mere grund­lægende udfordring for vores lille vuggestue. Der var mange ambi­tioner på børnenes vegne, der var masser af faglighed og idéer, som vi skrev ned i aktivitetskalendere og planlægningsskemaer, men når det kom til stykket, var vi ofte ikke nok på arbejde til alt det, vi gerne ville.

Ja, min leder kunne faktisk dokumentere, at vi altid planlagde efter, at vi var 9 på arbejde, men i 80 procent af tiden var vi kun 7. Vores sygefravær var ikke voldsomt højt. Vi var heller ikke særligt dovne eller mødefascister, der rendte væk hele tiden. Livet i en daginstitution er som alle andre steder underlagt en omgivende verden, hvor der er ferie, sygdom, barns 1. sygedag og efteruddannelse, tr-møder, pædagogiske møder, afspadsering og omsorgsdage.

Derfor var der et stort misforhold imellem, hvordan vi planlagde, og de rammer vi havde. Det var så demotiverende at starte hver morgen med at fjerne aktiviteter eller slå grupper af børn sammen, fordi nogle var væk.

Derfor opstod tanken om, at vi skulle planlægge efter virkelig­heden – en virkelighed, der tvang os til at være endnu mere fokuseret på, om vi nåede alle børn, var opmærksomme på alles udvikling og konstant sørgede for at være ét skridt foran. Altså en realistisk vurdering af vilkårene kombineret med en øget faglig fokusering. 

Derfor er jeg meget vred over den debat, som avisen Politiken de seneste uger har kørt om manglende læring i vuggestuerne. For det er løgn, at pædagoger i landets daginstitutioner ikke arbejder målrettet med læring. Vi arbejder med et meget mere nuanceret læringsbegreb, end skoleprofessor Niels Egelund nogensinde kommer til at forstå. Debattørerne skøjter samtidig let hen over de udefrakommende faktorer, der påvirker læringsmiljøet – de fysiske rammer, andel af pædagogisk uddannet personale, antallet af voksne pr. barn samt det faktum, at pædagoger ikke har ret til tid til refleksion og forberedelse, hverken alene eller med andre. 

Jeg ved, at der findes tonsvis af daginstitutioner i Danmark, der kan mere, end de får lov til at vise. Og hvor der er smækre, lækre læreplaner, som ikke altid har rammerne til at blive udfoldet 100 procent. Hvorfor er det ikke den historie, avisen kører? Hvorfor var overskriften ikke: Pædagoger er dygtigere end deres omdømme

Jeg tror, det er, fordi politikere, journalister og i et vist omfang også forældrene kender for lidt til vores arbejde og vores faglighed. Hvad laver pædagoger egentlig? Jeg ved godt, at det primært er min opgave at tale faget og fagligheden op, men jeg har brug for jeres hjælp. Jeg kan ikke løfte den opgave alene. Jeg har brug for ammunition og historier fra hverdagen, både de gode og de dårlige. Så skriv til mig med din historie: Hvornår har du succes som pædagog, og hvornår har du bare ikke rammerne til at udfører dit arbejde? Så vil jeg de næste måneder forsøge at få Politiken til at bringe historien med overskriften:

Pædagoger er dygtigere end deres omdømme. 

Jeg håber at høre fra mange af jer. Min mail er mal@bupl.dk, og ellers find mig på Facebook: Mette Aagaard Larsen.