Børnelitterære byvandringer - for fanden

Vinduesplads

De fleste børn kan på et tidspunkt i deres liv godt lide at sidde ved et vindue, kigge ud og lade øjet vandre. Betragte et papkrus eller nogle blade flyve hen over en plads, observere fuglene og katten. Eller holde øje med, hvad der sker, hvis man råber ud ad vinduet. Den tyske børnekulturforsker Donata Elschenbroich beskriver det som en ret til vinduesplads, side 157-159 i Kanon for syvårige, der er en iderig bog om, hvilke mål man kan have med børnehavearbejdet. Bogen er meget inspirerende og har for eksempel fået tegneren Antje Damm til at lave billedbøger for (og sammen med) børn. En af dem er "Spørg mig!" Slår man op på side 74, ser man inspirationen fra Elschenbroich meget direkte i form af et foto af et barneværelses vinduesplads med udsigt ind ad dukkehusets glugger og udsyn til altan med tøsne, parkerede biler og til vinduerne i genboejendommens vinterlyse beton. Billedet er ledsaget af denne tekst: "Hvad ser du, når du kigger ud ad dit vindue?" Det tiende opslag spørger: "Kan du somme tider se dyr på himlen?" Og billedet viser nogle skyformationer. Dette dialogiske princip mellem billede, tekst og lytter holder bogen hele vejen igennem, og sammen med en nøje afstemt variation i billedvalget er der tale om en bog, som nærmest må være et must i enhver børnehave. Anvendelsemulighederne er utallige, og den kan anbefales fra tre år.

H.C. Andersen lod Den lille pige med svovlstikkerne kigge ind ad vinduerne, ind til hjemmenes lys og varme. Men vindueskiggeriet er jo ikke det eneste motiv på en byvandring. Der er uendelige muligheder for at se i en by. Jeg vil i denne artikel invitere en tur med på børnelitterære byvandringer. Formålet er at give ideer til, hvordan børnehavens ture kan blive inspireret af børnelitteraturen, og hvordan oplæsning kan tage afsæt i temaet byvandringer. Alle bøgerne er i handelen, men da der er alt for få nye billedbøger i vinduerne hos boghandlerne, kan det blive nødvendigt at bestille hjem fra forlagene. Det er som om, der ikke er mange, der interesserer sig for at sælge kvalitets-billedbøger, hverken oversatte eller danskproducerede. Man kan jo prøve at opfordre sin boghandler til at gøre det. Prøv det!



Antje Damm, "Spørg mig!", CDR-forlag, 2002, 198 kroner.





Konstruktion

Der er en særlig børnefaglitteratur, hvor byen danner inspiration til konstruktionslege, og som medvirker til at give et andet blik på byen og byggeri. Sådanne bøger er "På byggepladsen" og "På ridderborgen", hvor man kan tage flapper ud, se ind bag byggeriet, se hvordan det hele bliver til undervejs, kigge ind bag borgens mure eller husets vægge. Spændende faktabøger med øje for byggeri. En mulighed for at variere Byggemand Bob-versionerne. Fra tre-fire år.

For de større børn findes "Haroun og det arabiske hus", der meget smukt og informativt beskriver hus, byggestil og levevis i den arabiske verden. Denne bog er både en bog med plantegning (næsten) og kulturgeografi. Den er veludført og indeholder opskrifter og slutter med spørgsmål til indholdet. En form, der tilfredstiller en søgning efter læring og information på egen hånd. Fik jeg nu som læser fat i det vigtigste? Bogen er knyttet sammen om en fortælling om drengen Haroun, hans familie og hverdagsliv. Bøgerne er vurderet fra ti år og opefter, men mon ikke man kunne bruge dem sammen med lidt yngre børn også?



Delphine Grinberg, "På byggepladsen". Kididoc. Borgen 2005. 149,50 kroner.

Michéle Longour, "På ridderborgen". Kididoc. Borgen 2005. 149,95 kroner.

Jes Vagnby, "Haroun og det arabiske hus". Forlaget Guldmaj 2005. 130 kroner.





Klassikeren

Tudemaries anekdoter er en klassiker. Forlaget Sesam har genudgivet bøgerne om den livskraftige proletarunge, som forstår sig på at opleve noget og færdes på egen hånd. Bøgerne er fortalt i episoder og egner sig til små oplæsningsstunder med børn fra syv år og op. Forfatteren Maria Andersen har skrevet dem sammen med veninden Gudrun Eriksen på baggrund af sine egne barndomserindringer. Gennem bøgerne får man et indblik i, hvordan livet kunne forme sig i 1880'ernes København. Tudemarie-bøgerne var, samtidig med Karin Michaelis' Bibi-bøger i 1930'erne, bøger, hvor hovedpersonerne siger voksne imod, lyver og stjæler. Med andre ord nogle af de første børnebøger, der ikke skildrer artige børn, men har en vis livsnær nerve i personskildringerne. Jeg er vild med Tudemarie og synes faktisk, at man ikke kan lade være med at holde af bøgernes hovedperson, der så let kommer galt af sted, men redder sig ud af det meste og vinder de fleste med sit kærlige væsen.

Den første bog udkom i 1936, og er siden genudgivet flere gange, senest 2006. Hver bog koster knap 50 kroner.



Maria Andersen, "Tudemarie".

Maria Andersen, "Hvad der videre hændte Tudemarie".

Gudrun Eriksen, "Tudemarie søger plads".





Dyr på vejen

Jagten på den skjulte elefant giver ideer til en ny slags udflugter med skattejagt efter kort. Kartozoologi kaldes denne nye sport, som nogle vanvittige nordmænd har fundet på. Ligesom man kan se på figurer i et terazzogulv og i skyernes formationer - som hos Damm og Nyström - kan man se figurer forme sig på et kort. Gademønstre kan danne en fisk, en ko, en skjult elefant. Ideen er at gå bykortets rute i form af den figur, man har tegnet, og se på alle sporene efter dette dyr. Har man tegnet en hest, vil man se spor af heste overalt! Fiktionen ligger lige parat til at blive skabt som en fælles fortælling. En sjov og ny, fantasifuld form for skattejagt, hvor man sammen med børn kan lave sin egen byguide, der med garanti aldrig er set før. I bogen "Jagten på den skjulte elefant" er der ruter fra flere byer, blandt andre København. Her danner Nørreport Station gumpen på Den grimme ælling. Ruten i Reykjavik er selvfølgelig en fisk. Ideen er nem og sjov at kopiere. Kartozoologien har sin egen praksis, teori og metode, og trænger man til at grine af en pseudo-videnskabelig diskurs, anbefales kapitlet Kartozoologiens ontologi, der er et lærestykke i at puste en tekst unødigt op. Selvfølgelig gøres der en dyd ud af seriøsiteten, og med pokeransigt afvises anklager om, at det hele bare er noget, som nogen har fundet på. Bogen er ikke en børnebog, men man kan godt kalde den en slags fagbog. Den består mest af turbeskrivelser fra større byer i Nordeuropa, men ideen kan bruges overalt, hvor der er bymæssig bebyggelse. Selvfølgelig er der en forening, hvortil man kan indsende sine observationer, hvis man er med på den nørdede spøg. Måske bliver den antaget på www.kartozoologi.no



Tor Åge Bringsværd, Roger Pihl og Eiler Sundt, "Jagten på den skjulte elefant", INTROITE! 2007, 278 kroner.





Myldrebilleder

Pernelle Laulund er en rigtig tegner, hun er født i 1976 og har indtil videre lavet to billedbøger. Den ene er "En sommerdag i Mylderby", som er en byvandring i sig selv. Det er en detaljerig og meget gennemarbejdet billedbog i stort format med 12 opslag med scener fra en begivenhedsrig by. Her er stof til mange timers billedkigning, samtaler og fortællinger. Der er ikke kun en enkelt Holger at gå på jagt efter, men en hel række figurer, som går igen. En tyv, en cykelmygagtig cykelrytter, en linedanser, et par punkere og en hel del flere. Efter det femte opslag med en zoologisk have er aben løs i byen og løven på spadseretur. Her er rytterstatuer, gademusikanter, byggepladser, alskens transportformer, indkøbscentre med meget mere.

Japaneren Mitsumassa Anno var i Danmark for 40 år siden, hvor han i Odense tegnede motiver fra H.C. Andersens eventyr, viste dem til nogle børn, som straks guidede ham til H.C. Andersens hus. I billedbogen "Danmarksrejsen", som er en ordløs billedbog, følger vi en kutteklædt rejsende. Det er den samme figur, som man kan følge i nogle af Annos øvrige bøger, En rejse, Italiensrejsen, Englandsrejsen og USA-rejsen. En rejsende på vej rundt i et eventyrland, hvor drøm og virkelighed blandes. Lokaliteter i Ribe, Odense og Tønder, på Bornholm og Skagen, i Tivoli, ved Limfjorden, Amalienborg og på Kronborg bliver gengivet i en parafrase af dansk bygnings- og kulturhistorie og eventyrskat med appel til både børn og voksne. Bag i bogen er der korte tekster med oplysninger til den voksne læser om hvert billede. Det er meget nyttigt, for der er rigtig mange motiver fra H.C. Andersens eventyr, hvoraf nogle måske er i mere frisk erindring end andre. Og det er nu en gang meget rart med en 'facitliste'. Anno er født i 1926, men er moderne. Hans billeder ligner, men så er perspektivet måske forskudt eller "fladt", og det ligner måske ikke helt det, du forestiller dig alligevel.

Billedkunstneren Bente Olesen Nyström illustrerer opslagsværker om fisk med en nøjagtighed, akkuratesse og præcision, man kan genfinde i hendes surrealistiske billedbøger. I hendes seneste bog står titelfiguren Hr. Alting ved sin gadedør med noget, der kunne ligne en fjernbetjening til universet. Eller er det til "Horisontmaskinen"? Et mytologisk univers er på spil med skabelsesmyter og religiøse motiver. Naturfænomener som bjerge og himlen bliver gengivet set med andre øjne. I bogen "Hvad som helst" ser vi på opslag nummer 12 trolde på udflugt. Troldene er skabt af det bjerg, som de sidder på, og skyernes formationer danner dyr, landskaber, roere, vandrere og faldskærmsudspringere - og slotte i det fjerne. Alle Nyströms billedbøger er nyklassikere, som efter min mening bør være en del af skatkisten i børnehaven. De surrealistiske billeder er blevet kaldt de intellektuelles Find Holger. Anskuer vi dette med en faglig viden om børn og billedsprog, ved vi, at børn senere er parate til et realistisk billedsprog, end de er til fantasiens sprog. Det er først, når de er omkring otte år, at de er parate til realismens konventioner. Når de er små, er de med på Hvad som helst.

Den århusianske tegner og forfatter Søren Jessens "Faldt du?" begynder med en helt klassisk hverdagssituation. Rasmus og hans far går tur sammen. "I fodgængerfeltet må han endelig ikke træde ved siden af de hvide felter. Men en dag kom han alligevel til det. Og så faldt han ned gennem tusind favne og en himmel". Jessen bruger blandt andet himlens skyformationer som billede på et af de landskaber, drengen falder igennem. I én af himlene falder han forbi nogle af fyrtårnene i dansk litteratur, som til forveksling ligner de digterstatuer, som står foran Hovedbiblioteket i Århus. Men hvem er de, og hvad har de skrevet? Et mål for en byvandring.

Efter at have været igennem ni favnes dybde lander Rasmus igen på sikker grund i fodgængerfeltet. "Faldt du?", siger far. Denne bog benytter sig af en sofistikeret fiktionskontrakt, som er klassisk: Først bevæger vi os på realistisk grund, så falder vi ind i et fantastisk univers, hvorefter vi atter befinder os på et realplan, og ingen tid er tilsyneladende gået. Denne tredeling er på en måde mere sammensat og udfordrende end Nyströms univers, der bare er surrealistisk, og hvor man ikke bevæger sig fra et realplan til et fantastisk univers og tilbage igen.



Mitsumassa Anno, "Danmarksrejsen",

Høst og søn 2005, 116,25 kroner.

Søren Jessen, "Faldt du?" Apostrof 1999, 59 kroner.

Pernelle Laulund, "En sommerdag i Mylderby",

Borgen 2007, 169.95 kroner.

Bente Olesen Nyström, "Hr. Alting",

Gyldendal 2006, 225 kroner.

Bente Olesen Nyström, "Hvad som helst",

Gyldendal 2004, 199 kroner.





Billedbogspædagogikken

Billedbøger er mange børns første møde med et kunstnerisk visuelt sprog, og et elementært pædagogisk mål er at lade børn stifte bekendtskab med så mange forskellige billedtyper og formsprog som muligt, og forskellige må man sige, at Anno, Jessen, Laulund og Nyström er. Nu vi har fået de nye lovpligtige børnemiljøvurderinger, må det være et nærliggende perspektiv at inddrage en vurdering af, om man har tidssvarende kvalitet i sin billedbogssamling. Børnenes perspektiv er jo også, om der er varierede billedbøger til rådighed for deres kultur.

Billedbøger uden ord stiller krav til både børn og voksnes fortællekompetencer. Afkodningen af billeder kan give mange oplevelser og udfordringer. En af de store fordele ved de ordløse billedbøger er, at de træner de narrative kompetencer og tvinger den voksne til at se på billederne. Undersøgelser viser, at mange voksne kan have en tendens til at undgå netop dette, så også derfor kan der være grund til at udfordre sig selv med nye, ordløse billedbøger. Det er ikke, som man måske skulle tro, et "let" område, men et felt med udfordringer og forskellige kvaliteter.

De mange detaljer og kravene til fortællemæssige kompetencer betyder, at billedbøger som disse vurderes som egnede til børn fra fire år.







Bandeord og sprogstimulering

En lille mis med blå øjne

og godt humør

gik engang ud i verden

for at finde landet med de mange mus.



Sådan starter en af vores klassikere. En anden kendt fortælling er den om drengen, der drog ud for at lære frygten at kende. Mange remser er skåret over denne læst, både tælleremser og remser om pandekager, som triller af sted for at undgå deres bestemmelse om at blive spist, men alligevel ender i maven på en ræv. Eller hvad med verdensberømte Muldvarp, der vil vide hvem, der har lavet .... på dens hoved? Den er i grunden også en remsefortælling.

"Den dag Hulan tog ud i verden for at finde det allerbedste bandeord" har denne opremsende struktur. Hulan føler sig lidt udenfor sammen med Rend og Hop, som er Hulans to eneste venner. "Jeg vil sværge på, at der findes én som passer bedre til mig, sagde Hulan." Af sted tager han, og "så kan I jo rende og hoppe imens." Undervejs møder Hulan både Bevares og Skråt op, samt et par stykker til foruden naturligvis både Fanden og hans Oldemor. Men det ene bandeord er værre end det andet, og Hulan kan ikke blive andet end skuffet og udbryder derfor: "For Filan" og straks dukker Filan op og spørger, hvem der kaldte. Og du kan bande på, at de to drager videre for at finde flere bandeord. Bogen har en meget enkel scenografi, og man kan ikke sige, det er en byvandring. Faktisk er det den rene ørkenvandring med gul bund, samt grå og blå horisont. Ideen er gennemført og ind i mellem hylende morsom. Desuden er der fraklip af bandeord, som blev udelukket ved castingen.

I Irene Pedersens og Tine Modeweg-Hansens "Sgu Fanden og for helvede" bringer bandeord frisk luft ind i familien. Sofie Amalie er omkring fire år, og hun er vred. Vred på sin mor, over fletninger, som strammer, men som alligevel bliver flettet hver evig eneste dag, over en forkælet, irriterende og dum lillesøster, over at der aldrig er nogen, som lytter til hende, over dumme lortesko og tøj, der strammer. Bogen fortæller hverdagsagtigt præcist og med en passende brug af bandeord. "Sgu fanden og for helvede" er Sofie Amalies tilbagevendende udtryk. Sofie Amalie er vred, og Modeweg-Hansens billeder viser ekspressivt, hvor vred hun er. Billederne viser scener fra et dejligt almindeligt familieliv, hvor far aldrig ses uden et stykke værktøj i hånden, og hvor mor og børn sysler med andre ting. Alle billeder er rige på lune detaljer fra familielivets samlinger af nips og sager, legetøj: lyserøde Barbiebiler, dukkehuse i enhver nuance på en rosa skala, diademer, perlekæder, brillanter og lyserøde rullepølsemadder mellem smykkeskrin, spilledåser, havfruedukker og glaskugler med sne, puslespilsbrikker og børnetegninger. På gulvet ligger legetøjsbiler, my little pony, briobaner og en billedbog slået op. Midt i alting står mor højgravid med håndklæder, der skal lægges sammen. Samtidig er især Sofie Amalie meget udtryksfuld, og enhver, der er storesøster, vil elske og forstå hende. Sofie Amalie klipper sine fletninger af, men ingen ænser det, for pludselig er mor ved at gå i fødsel. Den irriterende lillesøster Beatrice og Sofie Amalie finder sammen til slut:



"Kom og se jeres nye lillebror", sagde far.

"Sgu, fanden og for helvede," hviskede Sofie Amalie.

"Sgu, fanden og for helvede," hviskede Beatrice.



Hjemme hos Pede er det de voksne, som bander. De råber af hinanden, så ikke en eneste i hele byen kan forstå, hvorfor de bor sammen. De kaster med ord og sviner hinanden til. De kaster også med strikkepinde, knive og gafler. Det er ikke rart. Tegningerne er til gengæld ret rare - humoristiske uhyrer og kiksede voksenfigurer. Sådan nogen, der trænger til at blive gjort grin med.

"Du er den tykkeste so og den grimmeste ko nord for Alperne!" råber far til mor.

"Det kan du selv være!" råber mor. "Du er den blegeste orm med det grimmeste overskæg, jeg nogensinde har set. Ja, du er så grim, at jeg får ondt i øjnene af at se på dig!" råber hun."

I en øm stund - en i bogen helt usædvanlig situation - kalder de kærligt hinanden for lille skrubtudse og store flodhest. De har vænnet sig til at være grove i kæften. Imens de voksne skændes, sidder Pede det meste af tiden under køkkenvasken og tegner uhyrer. Uhyrerne bliver på magisk vis til virkelighed og skræmmer de skrækkelige forældre til en slags husfred. Pede gemmer sine venner, uhyrerne, under køkkenvasken igen. Og det er godt, for man ved vist ikke rigtigt, hvornår der kan blive brug for dem igen.



Irene Pedersen og Tine Modeweg-Hansen, "Sgu, fanden og for helvede", Høst 2004, 199 kroner.

Morten Ramsland og Jarl Egeberg, "Pedes uhyrer", Carlsen 2005,

229 kroner.

Trine Søndergaard og Peter Dam, "Den dag Hulan tog ud i verden for at finde det allerbedste bandeord", Politikens Børnebøger 2007, 79 kroner.







Bandeordenes pædagogik

Emil lærte omhyggeligt Ida alle de bandeord, hun ikke måtte sige. Viden er godt. Nysgerrighed ligeså, synes vi jo. Bandeord inviterer til leg med sprog, til at smage på tiltrækkende ord, til at eksperimentere med lyde og med ordenes grimhed og skønhed, og deres sommetider helt uventede virkning. Nogle ord kan få nogle voksne til at se helt forkerte og sjove ud i ansigterne. Ord har magt og effekt. Meget ofte lærer vi jo sprogkoderne og reglerne at kende i det øjeblik, vi måske lidt overraskede støder ind i dem. Bandeord bliver forstået som ord, der fungerer som bandeord, det vil sige, at udbrud som "din vindrue!" kan fungere som sådan. Men med til definitionen hører, at bandeord ofte er tabuiserede. Sproget er på den måde en sjov størrelse: Den betydning, et ord har for den, der bruger det, kan blive opfattet helt anderledes af andre. Det kan man som barn erfare ved at bruge bandeord. Kirstine Lindberg Sørensen har undersøgt børnehavebørns brug af bandeord og konkluderer blandt andet, at bandeord ud fra en sproglig betragtning er nødvendige i børns sprog. Desuden har bandeord forskellige funktioner. Man kan bande for at forstærke det, man gerne vil sige, for at få afløb for sine følelser, for at provokere, for at vise, hvem man er, for at gøre sin tale uhøjtidelig og endelig enten for at drille eller eksperimentere, altså lege med sproget. Helt grundlæggende er nogle former for banden afhængig af tilhørerne og dermed en social foreteelse. Andre former for banden kan handle om at komme af med noget: Av for satan, siger mange, når de slår sig. Børn kan gå rundt for sig selv og gentage fuck, fuck, fuck ... bare fordi det lyder godt. Eller fordi de synes det er sjovt. Og så er vi tilbage ved Antje Damms bog "Spørg mig!" På side 40 spørger hun: "Er der et bandeord, som du synes er skægt?"

Bruger man børnelitteraturen i sin pædagogik, har man et rum, hvor forbudte og tabuiserede, men udtryksfulde og nødvendige ord er et æstetisk fristed.





Faglitteratur med inspiration til børnelitteraturpædagogik



Donata Elschenbroich, "Kanon for syvårige", Hans Reitzel, 2003.

Marianne Eskebæk Larsen, "Litteratur og læreplaner", side 17-61 i Nedslag i børnelitteraturforskningen.

Anne Mørch-Hansen og Jana Pohl, "Børnelitteratur i tiden", Høst og søn 2006, heri særligt de to første kapitler af henholdsvis Line Beck Rasmussen og Anne Petersen.

Anne Petersen, "Den tilsidesatte bog", Klim 2007.

Kirstine Lindberg Sørensen, "De små bander - En undersøgelse af små børns brug af bandeord". Speciale 2006, kan findes på RUC's bibliotek.

Mogens Sørensen, "Dansk, kultur og kommunikation, et pædagogisk perspektiv", Akademisk forlag, 2007. Heri særligt det sidste kapitel, som er skrevet af vuggestuesouschef og master i børnelitteratur Cecilie Bogh og omhandler litteraturpædagogik.



Andre fagfolk, som har skrevet om børnelitteraturpædagogik og de nul-ni-årige i et pædagogfagligt perspektiv, er Stig Brostrøm og Herdis Toft.



Se desuden www.Peter-og-ping.dk, som arrangerer Tudemarieture og "dyriske ture" ud fra kartozoologien.



Merete Dael og Karen Marie Demuth fra Børnekulturens netværk står bag en masse børnelitterære byvandringer. Hold øje med deres ideer!