Lær af os. Løbecykler hitter i vuggestuen

Pædagogerne Britta Søndergaard Nielsen og Jeannette Winther fra vuggestuen i Børnehuset Regnbuen på Frederiksberg vil have mere bevægelse i hverdagen. Løbecyklen er redskabet, og en årlig event trækker andre vuggestuer med.

Det ville vi

I vores vuggestue satser vi på bevægelse. Det er vigtigt for børnenes generelle udvikling, at de hver dag får mulighed for at deltage i aktiviteter, hvor de kan bruge deres krop og finde glæde ved udfordrende bevægelseslege i alt slags vejr på legepladsen og nærmiljøet. For at udfordre børnene mere, end vi kan på legepladsen er de fra toårsalderen med på en ugentlig løbecykeltur i de lokale parker. For at dele vores erfaringer med bevægelsesglæde, børnenes glæde og læring arrangerer vi et årligt løbecykelløb for andre vuggestuer på Frederiksberg under mottoet ’Mere bevægelse - mindre iPad’.



Sådan gjorde vi

En gang om ugen tager vi løbecyklerne i klapvognene og børnene i hænderne og går til en park i området. Vi tegner en streg på grusstien og cirka 100 meter derfra en mållinje. Efter et par løb på stien, kører børnene også på boldbanen og i et tomt vandbassin, gennem vandpytter. Snart erfarer børnene, at de kan løfte benene og undgå at blive våde, og med is på pytterne lærer de at bremse hårdt op, så cyklen skrider ud. Det synes de, er sjovt. Der bliver også spillet cykelhockey på ’glatbanen’. Efterhånden er mange vuggestuer på Frederiksberg med til det årlige cykelløb, hvor både børn og voksne hygger sig sammen.



Det lærte vi

Aktiviteten styrker tilhørsforholdet og fællesskabet i gruppen og knytter børnene sammen i et inkluderende fællesskab. Vi kommer tættere på hinanden, og forholdet mellem børn og voksne styrkes ved den tilbagevendende aktivitet, som foregår en gang om ugen hele året. Børnene er generelt mere modige og selvhjulpne nu end tidligere. De børn, som er på cykelholdet, får styrket deres indbyrdes relationer og føler sig som en del af en gruppe og omtaler hinanden som ’mine venner’. Desuden får børnene styr på deres krop, så de for eksempel kan stå op på gyngen og gynge uden hjælp. Flere børn kan cykle uden støttehjul, når de er tre år.



Vores råd til andre

● Vælg en fast ugentlig dag for cykelholdet. 

● Vælg en fast park/

cykelbane.

● Lær 3 spilleregler: for eksempel klartegn (hånd oppe), tæl til tre for start, kør til et aftalt sted (f.eks. en bænk). 



Om projektet

Løbecykelaktiviteten i Regnbuens vuggestue på Frederiksberg ved København er opfundet af pædagogerne Britta S. Nielsen og Jeannette Winther. De har modtaget økonomisk støtte fra kommunen og er blevet tildelt ’et columbusæg’ – en pris fra Frederiksberg som anerkendelse for løbecykelprojektet. Pædagogerne har udarbejdet en film om cykelholdet og cykeleventen. Vil du vide mere, kan du kontakte pædagogerne på mail: regnbuen@mail.tele.dk.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.