Fra gadestøv til stjernestøv

En laset fodbold og et par ungdomsbøger, nogen havde kasseret, var alt, Ataa Lartey behøvede for at vise en lille gruppe gadebørn vejen til et bedre liv. 

»Sportsaktiviteterne lokkede børnene herover, og når vi var samlet, kunne jeg også lære dem at læse og skrive,« forklarer Ataa Lartey, der dermed grundlagde Sports and Cultural Academy for Street Children i Ghanas hovedstad Accra.

Det var i 1986, og i klublokalet ved det livlige markedsområde Art Center har han siden dengang samlet hundredvis af gadebørn omkring aktiviteter som dans, trommespil, bordtennis, boksning og fodbold. Hvert år underviser han og de i alt 16 medarbejdere omkring 20 piger og en snes flere drenge. Og bare i september sidste år indslusede Street Academy 27 børn i Ghanas folkeskoler. 

Mange har givet et bidrag til projektet, og på kontoret, hvor jeg møder ham, prydes væggen af papchecks på millionbeløb, der omregnet i kroner daler til etcifrede tusindkroners beløb.

»Staten støtter vedligeholdelsen af bygningen og sørger for et antal frivillige medarbejdere, men ellers er vi fuldstændig afhængige af private sponsorer,« fortæller Ataa Lartey, der derfor bruger det meste af sin tid på fundraising. Fra virksomheder skaffer han mad og is til børnene, når akademiet afholder sportsstævner. Idrætsklubber i udlandet sender gamle fodboldtrøjer. Og om et par dage kommer en hollandsk producent af sportsudstyr med 50 hockeystave til børnene.

»Men vi kan altid bruge mere, for der kommer kun flere og flere gadebørn,« sukker han.



Børnene er lønnen. Ataa Lartey nærmer sig de 54 år, der er gennemsnitslevealderen for en mand i Ghana, og Ghana kunne også bruge flere af hans slags. Det mener i hvert fald Anthony Elelakpodia, der er folkeskolelærer og koordinator for de pædagogstuderende fra Esbjerg Seminarium og Frøbelhøjskolen i Roskilde, som søger udlandspraktik i Ghana. Han arbejder tæt sammen med Ataa Lartey, når han hvert halve år supplerer Street Academy med to danske praktikanter.

»Regeringen har ikke midlerne til en målrettet indsats, så det kræver ildsjæle som Ataa Lartey at hjælpe de 20.000 gadebørn, vi har i Accra. Hertil kommer, at børn i Ghana ikke anses for at være meget værd. Ingen voksne spiser sammen med børnene, og de er oftest henvist til at sove på gulvet. Men Ataa møder jeg altid sammen med børn eller gamle, syge mennesker, og ingen sponsor eller statsmand har nogensinde sagt til ham: "værsgo' tag selv en kuglepen eller en blok papir,"« siger han.

Selvom Ataa Lartey ikke får megen hjælp fra myndighederne, mener han selv, at den udvikling, han ser med børnene, er alt slid værd. I starten af 90'erne tilbragte han to år i Leipzig på et socialpædagogisk kursus, hvor han skulle specialisere sig i en sportsgren. Han valgte boksning, og tilbage i Ghana har han set drenge komme fra støvet i Accras gader og på Street Academy skabe sig en fremtid som boksestjerne. En af dem var det ghanesiske bokseridol Moro Tijani, der i 1995 vandt bronze ved Commonwealth Games i Victoria i Canada.

»Han vandt Ghanas eneste medalje det år, og jeg græd, da jeg mødte ham i lufthavnen, hvor han hængte sin medalje om halsen på mig og gav hele sin gevinst til akademiet. 100 dollars var meget dengang, og Moro er beviset på, at selvom det kan synes håbløst, så betaler det sig at hjælpe bare ét barn i Ghana,« siger Ataa Lartey.



Kommer for maden. Den største gulerod for at få børnene til at komme er hverken boksningen eller bogstaverne, men banku'en - en ghanesisk nationalspise lavet af majsmel og søde kartofler der koges, hviler et par dage og serveres som en stor melbolle med stærk chilisovs. 

En tidligere praktikant fra Frøbelhøjskolen lavede under sit praktikforløb i foråret 2002 en statistisk kortlægning af børnene på Street Academy, der dengang talte 25 piger og 35 drenge. Undersøgelsen viste, at bortset fra lidt morgenmad var frokosten på Street Academy det eneste rigtige måltid for hvert tredje barn, og især pigerne fik kun to måltider i løbet af dagen. Den nu færdiguddannede pædagog Jimmy Degns studie viste også, at halvdelen af børnene stod op før klokken fem om morgenen, men først fik morgenmad mellem klokken otte og ni på vej til Street Academy. 

»Hvad børnene får at spise afhænger af, hvad de når at sælge på gaden, før de kommer i skole,« forklarer Ataa Lartey og tilføjer, at det samme gælder børnenes aftensmad.

»60 procent af børnene arbejder også efter skole, og vi må slutte undervisningen klokken to, så børnene kan sælge nok til at købe mad. Jeg ville gerne give dem et måltid mere, men det kræver flere penge,« siger han.

For at få penge til at føde børnene, lønne medarbejderne og købe det nødvendige udstyr til sportsaktiviteterne og den daglige undervisning skal han hver måned ud og finde ni millioner cedis eller cirka 9000 danske kroner.

»Til gengæld er det en lille pris, når man tænker på, at der netop nu går 370 elever i Ghanas folkeskole, som ikke ville have haft den mulighed, hvis ikke de var kommet her på Street Academy,« siger Ataa Latey.



Doktor eller fodboldstjerne. Street Academy er årsagen til, at 13-årige Semen i dag drømmer om at blive fodboldspiller eller læge. Han er med sin bror og en ven fra hans nabolag i det fattige, muslimske kvarter "Cowlane" i Accra troppet op for at spille bold i gården ved akademiet. En ældre kvinde skælder på lokalsproget Ga lidt ud over, at bolden pletter hendes vasketøj, som hun hele morgenen har skruppet hvidt, men ellers er her ganske stille. Alle akademiets nuværende elever er til skoleidrætsdag på Accras nye stadion og ville ikke være til at kende fra de andre skolebørn, som de snart skal gå i klasse med. Semen er ikke med på stadion, fordi han allerede er indsluset i skolesystemet på en skole lidt tættere på hans kvarter, som ikke er med på idrætsdagen. Men han holder stadig af at komme på Street Academy, som han mener, han skylder alt.

»Før gik jeg i en muslimsk skole, hvor jeg kun lærte at recitere Koranen. Her har jeg lært at læse og skrive, og hvis jeg er flittig, kan jeg blive doktor,« siger han. 

Og han er enig med 40 procent af drengene, når han siger:

»Men allerhelst vil jeg være fodboldstjerne.«. 

Ataa Lartey har allerede fostret flere af slagsen, men bokserne er der kun få af for tiden.

»Vi laver de aktiviteter, som børnene interesserer sig for,« forklarer han og tilføjer, at det jo også afhænger af, hvad der er lærerkræfter til.

»For eksempel er der lige kommet to danske studerende, som vil sætte et håndboldhold i gang. Børnene er helt vilde, så hvem ved, om vi ikke i fremtiden kommer og stjæler guldet fra jer,« griner Ataa Lartey.



Bus for børn

Street Academy har gennem årene haft mange sponsorer, der på mere eller mindre fantasifuld vis har samlet penge ind til akademiet. I juli 2002 alierede to australske pædagogstuderende sig med det lokale transportselskab i Accra og lånte en Tro-Tro, som ghaneserne kalder deres busser. Mens Cressida Lorimer kørte minibussen, forsøgte veninden Felicity Marks som billetkontrollør at overdøve transistorens reggaetoner, der gjalder ud i gaden fra minibussernes åbne døre og vinduer. 

"Labadi" eller "Circle" kunne man høre hende råbe, når de to piger hver søndag hele måneden kørte i rutefart mellem de to stationer.

Så mange passagerer sprang på under vejs, at pigerne hver søndag tjente cirka 200.000 cedis (200 kroner), som de donerede til deres praktiksted Street Academy.



På gaden for maden

Ghanesiske børn har traditionelt deltaget i familiens arbejde, men i de fattige familier indgår børns arbejde med at sælge vand og snacks på gaden som et økonomisk bidrag til familiens opretholdelse. Børnearbejdet og brugerbetalingen, der i 1992 blev indført i Ghanas skoler, forhindrer 75 procent af børnene i at gå i skole. Det gælder 10 procent flere piger end drenge, hvilket viser sig i statistikken for analfabetisme: 76 procent af mændene kan læse og skrive mod kun 54 procent af kvinderne. Over halvdelen af Ghanas befolkning (19,7 millioner) er under 18 år, og det vurderes, at 31 procent af befolkningen er ekstremt fattige. Børn søger selv lykken i byernes gadehandel, eller de sendes væk til slægtninge på arbejdsophold og flygter her fra på grund af misbrug, eller de mister deres forældre i en tidlig alder på grund af død eller skilsmisse, eller deres enlige mødre er selv gadebørn. Alt sammen på grund af fattigdom, og antallet af gadebørn i Ghana stiger voldsomt i disse år. I Accra alene lever 20.000 børn under 18 år på gaden.

Kilder: "Lande i lommeformat: Ghana", Det Udenrigspolitiske Selskab, 2000. Samt "Børnearbejde i udviklingslande" og "Ghana - en økonomisk og politisk oversigt. Begge 1998, Udenrigsministeriet, Danida.