Stigende mistrivsel blandt unge: Vi er nødt til at gøre noget markant anderledes

Flere og flere unge mistrives. Det er den triste kendsgerning. Den Nationale Sundhedsprofil 2021, der har spurgt knap 200.000 danskere fra 16 år og opefter om deres psykiske og fysiske velbefindende, viser, at det fortsat går den forkerte vej med trivslen blandt de 16-24-årige, som er den yngste aldersgruppe i undersøgelsen.

En tredjedel af kvinderne og hver femte mand i alderen 16-24 år har et dårligt mentalt helbred. Lidt mere end hver anden unge kvinde føler sig stresset, og det samme gælder for hver tredje mand.

Det var måske forventeligt, at undersøgelsen ville vise dårligere trivsel end undersøgelsen i 2017, for der blev indsamlet svar under corona-nedlukningen i foråret 2021. Det har med stor sandsynlighed påvirket trivslen, fremgår det af rapporten.

Vi skal gøre noget markant anderledes

Men selv uden corona til at lukke ned for samfundet og samværet har ungdommen gennem de seneste 10 år i undersøgelse på undersøgelse vist en stadig mere udbredt mistrivsel.

Lea Ringskou, lektor på Via University College Campus Viborg, hvor hun forsker i fritidspædagogik, kalder rapportens resultater ’en trist udvikling’.

”Men det er ikke nogen ny tendens. Det gør jo ikke rapporten mere opmuntrende. Rapporten slår bare fast endnu en gang, at der er behov for, at vi gør noget markant – og markant anderledes. Der er en masse trivselsinitiativer i gang, men tydeligvis har vi overhovedet ikke greb om problemet,” siger hun.

Der er mange faktorer, der spiller ind på ungdommens mistrivsel, og en af dem kan være det enorme præstationspres, som mange børn og unge oplever, siger hun.

”Her tænker jeg ikke kun på præstationspresset i skolen, hvor et test-, måle- og evalueringsregime er blevet installeret. Der er et præstationspres på alle mulige arenaer, hvor børn og unge hele tiden skal præstere og være så optimale som muligt. Det forankrer sig i dem. Hele den målingstendens, kan være med til at øge mistrivslen hos nogle af de her børn og unge,” siger Lea Ringskou.

’De andre har et federe liv end mig’

Søren Østergaard, ungdomsforsker og centerchef på Center for Ungdomsstudier, peger på individualisering som endnu en faktor i de unges mistrivsel.

”Individualiseringen betyder, at den enkelte tror, at de selv har ansvaret for alt i deres liv. Og de vokser op i en tid, hvor der er uendelige forventninger til dem: Du skal bare blive lykkelig og gøre det så godt, du kan. Det bliver de jo aldrig færdige med,” siger Søren Østergaard. 

Samtidig vokser de unge op i horisontale vennegrupper, der kun består af jævnaldrende, påpeger han.

”Da jeg var ung, kunne jeg kigge på nogle, der var ældre, og sige ’nå ja, de fleste overlever det her.’ I dag kigger de unge hele tiden til siden, ser på nogen, der er det samme sted i livet og lige så fucked up som dem selv, og som reelt ikke kan hjælpe med så meget, når det kommer til stykket,” siger Søren Østergaard.

Han kalder det ’et individualiseret ekkokammer med flertalsmisforståelser om, at alle de andre har et meget federe liv, end jeg har’. Og problemet bliver forstærket af, at de unge ikke snakker så meget sammen.

”Vi ser en psykologisering af problemerne. 49 procent af de 19-årige kvinder har været til psykolog. Men det er er vigtigt at få snakket med nogen, der er tæt på, om de ting, der er problematiske i ens liv,” siger Søren Østergaard.

Vi trænger til fokus på fællesskaberne

Lea Ringskou peger på, at fritidspædagogikken kan spille en rolle i forhold til at forbedre børn og unges trivsel.

”Fritidspædagogikken kan tilbyde en mulig arena for præstationsfrigørende rum. Det tror jeg, der er enormt meget behov for. Det betyder ikke, at de unge overhovedet ikke præsterer i klubber og SFO’er, men de præsterer på nogle helt andre måder end dem, hvor de hele tiden bliver målt og vejet og fundet for tunge eller for lette,” siger hun.

”De fritidspædagogiske fællesskaber kan noget, som er anderledes, og som giver flow, livsglæde, livsmod og nogle sociale relationer, som utvivlsomt kan bidrage til trivslen. Vi trænger til at få fokus på fællesskaberne,” siger hun.

Lea Ringskou er sammen med Anders Petersen, lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, i gang med et forskningsprojekt, som netop skal undersøge fritidspædagogikkens muligheder for at skabe præstationsfrigørende rum.

Ræk ud – de unge gør det ikke

Søren Østergaard fremhæver også fritidslivet som en arena, som kan tilbyde børn og unge noget andet.

”Skolen er en perfektionskultur, hvor det gælder om at få 10 eller 12 i karakter, og så rækker jeg ikke hånden op, hvis der er ting, jeg ikke har styr på. Fritidslivet er i højere grad en vidensmotiveret kultur, hvor man gerne vil blive bedre, hvor man lærer at række hånden op. Og hvis man lærer at række hånden op, når man gerne vil blive bedre, så er der langt større chance for, at man også rækker hånden op, når man har brug for hjælp,” siger Søren Østergaard.

”Lige nu er der rigtig mange, der ikke rækker hånden op, når de har brug for hjælp. Det sker først, når lokummet virkelig brænder. Og man skal være opmærksom på, at de unge ikke kommer efter hjælp af sig selv. I alle de undersøgelser, vi laver, siger de, at det er den voksne, der starter samtalen,” siger han.

Sæt samtalen med børnene i system

Netop i den systematiske samtale har fritidspædagogikken noget at byde på, understreger Søren Østergaard.

”Klubberne kan have en kæmpe indflydelse her, hvis medarbejderne er insisterende, nysgerrige og intentionelle og ikke kun snakker om aktiviteten. Så når vi laver e-sport, så snakker vi samtidig med børnene. Jo mere vi får børnene til at snakke, jo mere snakker de også om det, der er svært,” siger Søren Østergaard.

Center for Ungdomsstudier laver klubmålinger, og her kan man se, at en ud af fire, der går i fritidsklub, siger, at de har haft en samtale om noget vigtigt med en voksen.

”Det, der er interessant er, at 8 ud af 10 oplever, at der er voksne, de kan snakke med, men de gør det ikke. Og det potentiale skal vi have forløst. Vi skal have skabt nogle rammer for, at vi kan komme i gang med samtalen igen, også om det, der er vigtigt,” siger Søren Østergaard.

Brug pædagogerne i skolen

Man skal ikke kun kigge mod fritidspædagogikken for at få vendt den dårlige udvikling, mener Lea Ringskou. Pædagoger er gode til at arbejde helhedsorienteret med trivsel på tværs af skole og fritid, men pædagogernes kompetencer træder i baggrunden, når børnene forlader indskolingen.

”Vi har enormt stor fokus på trivsel i indskolingen, men når børnene kommer til mellemtrinnet, hvor vi ved, at trivslen begynder at falde, og trivslen falder yderligere i udskolingen, så glider trivselsfokus i baggrunden, og vi slipper brugen af pædagogerne,” siger Lea Ringskou.

Det er ikke kun et større fokus på faglige præstationer og manglende økonomi, der reducerer pædagogers rolle i de større klasser. Der mangler også mod til at turde investere tid til trivslen og mod til at tænke skolens indhold anderledes, mener Lea Ringskou.

”Man er nødt til at turde investere i pædagoger på mellemtrin og i udskoling – ikke mindst i det tværprofessionelle samarbejde. For undersøgelser peger på, at pædagoger bidrager til helhedsorienteret trivselsarbejde. Det kan godt være, at det ikke umiddelbart kan måles eller giver større output i læringsresultater, men det mod vil give noget på den lange bane,” siger hun.

Et lille positivt tegn: Forældre taler mere med børn om sociale medier

Selv om mistrivslen er stigende, kan Søren Østergaard alligevel se nogle positive indikationer på, at udviklingen kan vende i en undersøgelse blandt børn i 3.-6. klasse. I undersøgelsen har man spurgt forældre og børn, om de har snakket sammen om sociale medier. 

60 procent af forældrene siger, at de har snakket med børnene, men omvendt er det kun 20 procent af børnene, der synes, at de har haft de samtaler med forældrene.

”Rigtig mange børn siger, at de samtaler, forældrene siger foregår, ikke rigtig foregår alligevel. Men det gode er, at da vi spurgte i 2013, var tallet 10 procent. Vi får en voksengeneration, der træder mere og mere i karakter. Specielt forældre til piger er mere og mere trætte af at høre om mistrivsel og går i højere grad i kødet på deres børn,” siger Søren Østergaard.