Sådan styrker I børn med autismes vej ind i fællesskabet

Tre drenge bygger med klodser. De har fået til opgave at bygge noget sammen og at blive enige om, hvad det skal være. Den ene dreng, Anders, har fra starten foreslået en ’robot’, men han har tilsyneladende ikke fået svar fra de andre. De bygger bare derudaf uden at tale sammen. Drengene har alle tre en autisme-spektrum-forstyrrelse, og en gruppe forskere studerer nøje børnenes leg, der er optaget på video, som en del af forskningsprojektet CollaboLearn.

Forskerne er fra Interacting Minds Center på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. De samarbejder med pædagoger, lærere og psykologer på specialskolen Langagerskolen om at udvikle nye pædagogiske strategier til social læring hos børn med autisme. Det handler om at øve sig i at samarbejde og kommunikere gennem leg. 

Mumlen satte tanker i gang hos forskere

En psykolog faciliterer legeværkstedet, og hun opmuntrer børnene til at aftale, hvad de bygger. Uden held. Men nu mumler Anders noget. ’Mmm, rumba dum’? eller er det ’dumpa trump’? Med hjælp fra et hold af eksperter i sprogvidenskab lykkes det til sidst forskerne at tyde Anders mumlen til ’Dumper truck?’

Til det svarer en af de andre drenge: ’Men jeg troede, vi havde aftalt, at vi bygger en robot.’

”Det tog os 10 voksne mennesker sammenlagt fem timer at finde ud af, hvad Anders sagde. Jeg ved fra psykologen, der faciliterede værkstedet, at hun heller ikke havde forstået kommentaren. Men den anden dreng hører og forstår det. Hans svar viser, at han helt fra begyndelsen var med på at bygge en robot. Det er tankevækkende,” fortæller Ella Paldam, der leder forskningen.

Forskerne forstår, at de må fokusere på noget andet end bare ord

Situationen var ikke blot eksempel på ’atypisk sprogbrug’, som er karakteristisk for børn med autisme. Den åbner for alvor forskernes øjne for en større og reel pædagogisk udfordring: Hvis den professionelle fuldstændig misser børnenes kommunikation og sociale handlinger, hvordan skal hun så kunne understøtte deres leg og sociale læring? 

Børnene havde aftalt at bygge en robot. Men det har de kun gjort med deres hænder, forklarer Ella Paldam.

”Fordi den voksne er så fokuseret på at få dem til at aftale med ord, hvad de skal bygge, bliver hun ved med at forstyrre deres proces i stedet for at understøtte den. Hele vejen igennem bliver hun ved med at gentage ting som ’hvad mon det skal blive til?’ og ’husk nu, at I skal blive enige’. For hver gang bliver Anders en lille smule mere usikker og mumlende,” fortæller Ella Paldam.

”Det går op for os, at vi må finde en anden måde at få børnenes kommunikation i spil i legen. Vi bliver nødt til at fokusere på noget andet end bare ordene.” 

Paradigmeskifte: ny interesse for leg og social læring i autismeforskningen

Interessen for leg og legende læring, og hvordan pædagoger og andre bedst kan facilitere og understøtte den blandt børn med autisme, er forholdsvis ny inden for forskning i autisme. Mens antallet af børn, der får en diagnose inden for spektret i disse år, eksploderer i både Europa og USA, er et såkaldt paradigmeskift undervejs i både forskningen og den specialpædagogiske tilgang til børnene. 

Siden autisme voksede frem som forskningsfelt i 1940’erne, hvor de første børn fik diagnosen, har fokus de senere årtier flyttet sig fra en overvejende medicinsk tilgang til en mere social forståelse af tilstanden. I det første lange stykke tid handlede forskning i autisme om at definere kriterier og symptomer ved at pege på de vanskeligheder, der var kendetegnende for mennesker med autisme: afvigende sprogbrug, kropssprog og mimik, somme tider særlige og ikke-alderssvarende interesser samt manglende eller svækket forestillings- og mentaliseringsevne, der gør det svært for børn med autisme at indgå i fantasilege med andre børn. 

Ensomhed er den største trussel mod livskvaliteten hos mennesker med autisme

Vanskeligheder, der har ført til en klassisk idé om, at autistiske mennesker ikke har så mange venner og ikke er så sociale, og derfor sikkert heller ikke har et socialt behov, forklarer Ella Paldam. 

”Men da man i forskningen begyndte at spørge mennesker med autisme, fandt man ud af, at en af de største trusler mod deres livskvalitet er ensomhed og følelsen af at stå uden for fællesskabet. Præcis som for alle andre mennesker,” siger Ella Paldam. 

Forskningsresultater indenfor neuropsykologien peger på, at mennesker med autisme ikke er grundlæggende anderledes, men at de sanser den sociale verden på en anden måde end neurotypiske mennesker. Forskere er begyndt at interessere sig for, hvordan livet egentlig ser ud, når man har autisme: Hvad er det gode liv for mennesker med autisme? Hvad er det for en måde at være i verden på, set indefra?

Børn på autismespektret har få muligheder for sociale erfaringer

I takt med, at de første autistiske børn blev voksne, har de selv givet stemme til deres oplevelser. Forfatteren Temple Grandin, som gennem flere værker har beskrevet livet med autisme, har sat ord på oplevelsen af at føle sig fremmed blandt mennesker uden autisme:

’Det meste af tiden føler jeg mig som en antropolog på Mars.’

Sociale situationer er tit overvældende for børn på autismespektret, forklarer Ella Paldam. Den specialpædagogiske tilgang til autisme i skoler og institutioner har traditionelt haft fokus på at skærme børnene, fordi man lærer bedre, når man ikke er i emotionel affekt. 

”Men det betyder også, at vi nogle gange ser børn, som ikke har mange muligheder for at få sociale erfaringer i skolen,” siger hun.

Hvordan understøtter pædagoger sociale strategier blandt børn med autisme? 

Projektet er derfor et forsøg på at skabe et miljø for social læring, der omsætter de nyeste indsigter fra autismeforskningen til pædagogiske strategier, der kan give børnene sociale erfaringer, som de kan bygge videre på.

Men det er ikke let.

”Vi ved, at autistiske børn har en socialitet, som er anderledes end neurotypiske voksnes. Vi ved, at vi opfatter en situation forskelligt, fordi vi sanser forskelligt. Hvis vi vil bygge et læringsmiljø, hvor vi understøtter autistiske børn i at udvikle deres egne meningsfulde sociale strategier, gælder det om at invitere dem ind i sociale relationer. Men hvordan gør vi det som voksne ikke-autister? Det er et ret stort spørgsmål,” siger Ella Paldam.

Børn med autisme kommunikerer med hænderne

En vigtig indsigt fra forskningen er, at enormt meget af børnenes kommunikation med hinanden foregår med hænderne fremfor med ord. Ligesom i eksemplet med ’dumper truck’ og ’robot’. Den indsigt kan bruges pædagogisk for at hjælpe børnene til at reflektere sammen med hinanden og med pædagogerne på andre måder end ved blot at tale sammen.

”Vi begyndte at arbejde med refleksionsrutiner, hvor vi bygger små figurer, som repræsenterer børnenes følelser og sociale strategier. Det er helt klassisk pædagogik, og det er der ikke noget magi i. Vi lærer af erfaringer og af at lege med hinanden,” siger Ella Paldam.

Bygger små figurer som et fælles tredje for refleksion

Figurerne er et fælles tredje, som giver vi børnene mulighed for at reflektere over det, der foregår, med deres hænder. 

"Et eksempel er en dreng, der er blevet sat i en gruppe med to yngre børn for at hjælpe dem med at komme ind i legen. Men den største dreng bliver med tiden mere og mere utålmodig. På et tidspunkt går han hen og finder nogle klodser i en kasse og bygger noget. Han kommer tilbage og siger: ’Nu har jeg bygget utålmodighed’. Pædagogen samler børnene og siger: ’Du må lige forklare os utålmodighed’. Drengen fortæller: ’Jeg har bygget nogle togskinner og en perron. På perronen står tre børn. Det er os. Nogle gange føler jeg, at jeg står på perronen, og toget kommer bare aldrig. Sådan har jeg det, når vi leger’," siger Ella Paldam. 

En anden gang tager pædagogerne figuren frem på ny, fordi drengen igen bliver utålmodig. Og så siger et af de andre børn: ’Nu ved jeg, hvordan det er at være dig.’

Anders er ikke drengens rigtige navn, børnene er anonymiseret i forskningen.