Omsorgen for børn i udsatte positioner sætter de dybeste spor

Hvad er forskellen på den professionelles omsorg, og omsorgen mellem forældre og børn?

”Fra barnets synsvinkel er der ingen forskel, for barnet er ligeglad med, om du får løn eller ej. Når man er halvandet år, har man brug for at blive trøstet, når man rækker ud, og hænder, der hjælper en i sandkassen. Jeg vil gerne udvide omsorgsbegrebet til at være ’sensitiv i forhold til barnets behov’ for nærhed og trøst, men også for at udforske. At pædagogen viser barnet, at ’prøv nu igen, tag en risiko, jeg griber dig, jeg har din ryg’. Børn har først og fremmest brug for at mærke, at de kan regne med de voksne, og at de voksne er involverede.”

Hvad kræver det i praksis?

”Når jeg arbejder med pædagogisk personale, taler vi meget om, hvad det vil sige at være professionel og involveret. Når vi har med børn i udsatte positioner at gøre – børn, der bider, eller børn der er virkelig tarvelige overfor andre – så kan de være svære at holde af. De børn vækker følelser i os. Det kan være følelser af skyld, irritation, vrede, hele paletten. Ens egne følelser kan komme i vejen for at imødekomme børnenes behov. Her består det professionelle i at tale med nogen om sine egne følelser: Hvorfor bliver jeg altid irriteret eller vred på det her barn?”

Mange små børn i Danmark tilbringer mere af deres vågne tid med pædagogerne i vuggestuen end med deres forældre. Hvad siger forskningen om, hvad relationerne til de professionelle omsorgsgivere betyder for børnene senere i livet?

”Vi har ikke det store fede studie, der i procenter viser, hvor stor betydning der kan tillægges henholdsvis forældre og personale i dagtilbuddet. Men vi ved, at langtidseffekterne af relationerne til de professionelle omsorgsgivere er størst, når det gælder de udsatte børn. Hvis vi forestiller os et studie, hvor vi puttede børn i to forskellige dagtilbud – et godt og et dårligt – så ville vi ikke se så stor en effekt af det dårlige dagtilbud på det barn, der er trygt tilknyttet hjemme. Men vi ville sandsynligvis se en kæmpestor effekt af det gode dagtilbud hos de børn, der er utrygt tilknyttede til deres primære omsorgsgivere. Pædagoger kan faktisk ændre barnets skabelon for, hvordan det møder især pædagoger og lærere i fremtiden.”

Hvad skal der til, for at pædagogerne kan lykkes med at ændre den skabelon?

”Pædagoger kan træde ind i en relation til barnet og afkræfte de negative forventninger, som barnet møder den nye voksne med. Det stiller ekstra høje krav og lægger et stort ansvar på til de professionelle omsorgsgivere. For det er rigtigt svært med de børn, der er utrygt tilknyttede hjemmefra. De udtrykker ikke altid deres behov direkte, de kan være udadreagerende eller tilbagetrukne. Deres forbandelse er, at de ofte er sværere at holde af. Det kan være svært at se igennem røgslør og fejlsignaler, for barnet viser ikke nødvendigvis, hvad det har brug for på de tidspunkter, hvor vi forventer det. Derfor vil der være stor risiko for, at de voksne ikke kan aflæse barnet, og det utrygge tilknytningsmønster reproduceres i den nye relation.”

Hvad viser forskningen om betydningen af normeringer, rammer og vilkår for pædagogers muligheder for at udføre den grundlæggende omsorg?

”Det er ikke undersøgt godt nok. Men den forskning, vi har fra lande, som er sammenlignelige med Danmark, viser, at de faktorer, som påvirker professionelle omsorgsgiveres mulighed for at yde omsorg, er normering, gruppestørrelse, uddannelse og viden om tilknytning og samspil.”

”Vi ved, at langtidseffekterne af relationerne til de professionelle omsorgsgivere er størst, når det gælder de udsatte børn"

_{Johanne Smith-Nielsen}