Nærvær og omsorg er den muld, den pædagogiske stolthed lever af

Når Lone Svinth laver observationer i vuggestuer og børnehaver, er der én gennemgående pointe, der lyser krystalklart: Nærvær og omsorg er afgørende for den pædagogiske stolthed, som fastholder dygtige pædagoger i faget. Eksemplerne lagrer sig som forbilleder for pædagogisk praksis i børnehøjde.

»Det kan være vuggestue-pædagogen, der har mødt den urolige dreng med stille fingermassage. Drengen kan endnu ikke tale, men herefter opsøger han nu selv massagen ved at række hånden frem mod hende, når uroen melder sig, og han har brug for trøst. Det kan være pædagogen, der under en højrystet frokost begynder at synge i stedet for at irettesætte, fordi hun ved, at hun møder børnene bedre sådan,« forklarer Lone Svinth forsker i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet.

Kræver overskud at møde børnene

Når hun underviser, er det sådanne eksempler på pædagogisk tilstedeværelse i nu’et, hun bruger, og ofte er responsen fra pædagogerne, at det netop er de helt små øjeblikke af nærvær og omsorg, der får dem til at føle, at de lykkes og bliver stolte af at gå på arbejde. Det er hér, de gør en forskel for børn, som de har uddannet sig til at gøre; styrker børns udvikling og vej ind i fællesskabet med udgangspunkt i, hvad der optager børnene.

»Det kræver overskud og tid at møde børnene, hvor de er og praktisere de her ting. Det er ikke nok at sige, at vi har jo indført læreplaner, som skal sikre kvaliteten i daginstitutionerne. Pædagogerne selv ER jo læreplanen,« siger Lone Svinth.

Nærvær og omsorg i mødet mellem barn og voksen kræver tid. Derfor er normeringer én af flere nødvendige brikker, der må i spil, når vi lægger det pædagogiske arbejde til rette, mener hun.

Savner tid til faglig sparring

Som underviser i pædagogisk psykologi på den pædagogiske kandidatuddannelse møder Lone Svinth ofte pædagoger, der har valgt droppe arbejdet som pædagog, for at læse videre, fordi de ikke har kunne leve med de arbejdsbetingelser, de skulle udfolde deres faglighed i.

»Manglende ressourcer har fået dem til at føle, at de hver dag svigtede. Mange er blevet syge af stress af at kæmpe en kamp for deres fag, de ikke har haft mulighed for at vinde. Det er udtryk for, at betingelserne ikke er tilstrækkelige. Jeg har også forskerkollegaer, der oplever at det er for hårdt at have daginstitutionsområdet som forskningsfelt. Fordi de ganske enkelt synes, at det er for barskt,« siger hun.

En undersøgelse lavet af FOA har for nylig vist, at 25 procent af pædagogerne i landets daginstitutioner ikke oplever faglig sparring i dagligdagen. Det er blandt andet den faglige refleksion og udvikling, de kandidatstuderende pædagoger savner. Det er endnu et udtryk for, at den faglige stolthed er truet. Og her ligger den egentlige trussel for faget, mener Lone Svinth.

»Jeg bliver rigtigt bekymret, når jeg møder områdeledere, der fortæller, at pædagoger opgiver at være åbne overfor børnenes perspektiv, fordi de føler sig nødsaget til at iføre sig teflon for at beskytte sig selv mod følelsen af fagligt svigt. Det er smerteligt for pædagoger at være vidner til den sorg, børn oplever, når voksenkontakten i dagligdagen ikke slår til. Konsekvensen bliver i værste fald svingdørsinstitutioner, hvor man kun kan holde ud at blive i meget kort tid. Men det er vigtigt at skabe forhold, hvor vi kan holde fast i de dygtigste pædagoger, der har lyst til at blive ude på gulvet. Det er her, den faglige fane står, ikke inde på lederkontoret – eller på universitetet,« siger hun.

Faglig stolthed er også at vise sårbarhed

Med undersøgelsen Virkningsfuldt pædagogisk arbejde kaster Lone Svinth blandt andet lys over, hvad der skal til for at føle faglig stolthed. Det er afgørende, at der er plads til faglige diskussioner og en kultur med mulighed for at udvikle og skabe noget sammen.

Men det kræver også, at der er rum for at vise sårbarhed, og at man føler sig tryg ved at tale åbent med kollegaerne om udfordringer, der kan være svære, og at der er mulighed for at trække ressourcer ind ude fra på en fleksibel måde. Det kræver, at en pædagogisk leder tør gå foran og sætte visioner, hvor mødet med barnet er i fokus, forklarer Lone Svinth.

»Det er en kultur, der skal opbygges, men også en kultur, der kan presses af manglende ressourcer. Der er masser af steder, hvor man tager omsorgspædagogik for givet, selv om det slet ikke kan tages for givet. Man kan ikke forcere nærvær, hvis ikke pædagogerne har mulighedsbetingelserne til det. Hvis ikke pædagoger oplever mulighed for at udføre de opgaver, de med deres faglighed ved, er vigtige for børnene, mister de gejsten – deres faglige stolthed og ender med at resignere og måske helt droppe pædagoggerningen for for eksempel at læse videre,« siger hun.

Den gode kontakt med barnet

Den faglige stolthed blandt pædagoger er netop drevet af, hvordan man bevarer den gode kontakt med barnet. Det kræver, at de voksne har mulighed for at være til stede tæt på børnene på stuen – også før konflikten opstår. Og ikke står og skifter et barn eller er ved at putte, argumenterer Lone Svinth.

»Normeringer kan ikke stå alene, men kan potentielt give plads til faglighed og skabe rum for nærvær og ”mødeøjeblikke” af høj kvalitet, som får betydning for børns udvikling og dannelse. Og med bedre betingelser kan vi forhåbentlig forebygge, at mange dygtige pædagoger resignerer og søger væk fra det pædagogiske arbejde, fordi de ganske enkelt ikke kan stå inde for at arbejde under de betingelser, de bliver givet.«