Husk børns følelsesmæssige udvikling
I vuggestue, børnehave og hjemme bliver børn mødt med masser af ord. Opfattelsen er, at vi ved at forklare børn, hvad de skal, hvad de voksne vil, og hvad der er rigtigt, kan få dem til at forstå, hvordan de skal opføre sig, og hvad de skal lære. Men der er alt for meget snak og tale til børns tanker – den kognitive del af deres hjerne.
Det mener Susan Hart, psykolog og udvikler af ’Neuroaffektiv Udviklingspsykologi’. Her sætter hun fokus på det, hun kalder en blind plet i vores kultur: Børns følelsesmæssige udvikling.
Leg udvikler følelser
»Børn bliver forvirrede af al den snak. De følelsesmæssigt umodne falder fra og bliver udadreagerende eller lukker sig inde i sig selv. Børn har brug for at indgå i samspil med andre og blandt andet gennem leg få mulighed for at udvikle deres følelser,« siger hun.
I øjeblikket er vi alt for optagede af kognitiv læring, mener Susan Hart.
»Vi har glemt, hvor meget det emotionelle betyder for vores udvikling af personligheden. Selvfølgelig betyder den motoriske også noget, men lige nu er vi overoptaget af det kognitive. Det er meget vanskeligt at få blandt andre politikerne i tale vedrørende fordelene ved et øget fokus på det følelsesmæssige. I vores kultur anser vi det ikke for vigtigt, at vi også har brug for at udvikle følelserne for at være og blive menneske,« siger hun.
Små børn skal have ro
Børn skal have mange følelsesmæssige kompetencer for at kunne begå sig i sociale sammenhænge. Derfor går meget af vuggestuealderen og børnehavealderen med at lære samarbejdende relationer og at løse konflikter. Og at lære, hvordan man kan være i en gruppe, så man får fordele af det selv, men også så det er givende for andre.
»Alt det skal børn lære i fred i de tidlige år, inden krav om kognitiv læring kommer i spil. Lad dog børn, indtil de er fem-seks år, få tid til at udvikle følelser og motorik. For det vil give dem grundforudsætninger for at kunne udfolde deres kognitive evner senere,« siger Susan Hart.
Følelser kommer ikke af sig selv
Desværre hersker der efter hendes mening en udbredt forståelse af, at udvikling af følelser kommer af sig selv. Og man har ikke meget nytte af en IQ på 160, hvis man ikke har en personlighed, som kan rumme det.
»I øjeblikket er vi næsten kun optagede af, hvad der sker ’nord’ for hagen og ikke af, hvad der sker ’syd’ for den. Vi befinder os i en bureaukratisk kultur, hvor vi skærer hjerne og hjerte fra hinanden. Det er blandt andet derfor vi ser et voksende antal børn med diagnoser,« siger hun.
For at modvirke tendensen har Susan Hart valgt at koncentrere sig om det, der skal til, for at mennesker kan udvikle sig følelsesmæssigt, personligt og socialt.
Vi overlever på grund af vores følelser
»’Neuroaffektiv Udviklingspsykologi’ er en sammenkobling af udviklingspsykologi, tilknytningsteori og det, vi ved om de strukturer i hjernen, som har med vores følelser at gøre. Det er en forståelsesramme for, hvordan man udvikler sig følelsesmæssigt, og hvorfor man måske ikke udvikler den selvreguleringskapacitet, der skal til for at være sammen med andre mennesker på en god måde. Og hvad der skal til, for at man kan være i samarbejdende relationer,« siger Susan Hart.
Vi mennesker er hypersociale flokdyr og følelserne er limen, der binder os sammen, mener hun:
»Vi har overlevet, fordi vi kan samarbejde og på grund af vores evne til at udveksle følelser, ikke på baggrund af ’ene-gør-stærk’ eller konkurrence.«
Pædagoger kan hjælpe
Mange af de børn, som pædagoger bekymrer sig om, har knas med den følelsesmæssige udvikling, mener Susan Hart.
»De fleste pædagoger kan intuitivt mærke, når noget er galt. De oplever, at barnet er utilpasset, går til angreb på andre, ikke overholder andres grænser og hurtigt bliver aggressiv og fjendtlig. De bemærker også de børn, som er ængstelige, som kravler langs panelerne, eller som er lidt for aparte. Selvfølgelig skal pædagoger ikke behandle, men de kan godt hjælpe disse børn i en pædagogisk kontekst, hvis de er lidt mere opmærksomme på den følelsesmæssige udvikling, og hvis de leger lege, som stimulerer netop de følelser, som barnet er svag på,« siger hun.
Børn skal ses gennem kærlige øjne
Pædagogerne skal kigge efter, om der er øjenkontakt og ansigtsmimik, hvordan energiniveauet er, om barnet kan mærke smerte eller varme/kulde, kan se sin egen andel i konflikter, eller om det er offer, kan hæmme sine impulser eller er overdrevent tilbageholdende, er god til at have reflekteret empati og sympati for andre og har evnen til at forstå sig selv og andre.
»Vi kommer ind i verden med forskelligt temperament. Hvordan det går os, kommer an på, hvordan vi mødes, og hvordan vi lærer at forvalte det medfødte temperament. Det vigtigste, vi skal vide, er, at mennesker har brug for at blive set gennem et andet menneskes kærlige øjne, at blive anerkendt for den, vi er, og at blive anerkendt for det, vi er gode til.« siger Susan Hart.
