Forskere advarer: Dårligere normeringer giver flere diagnoser

Fra 2010 til 2017 er andelen af børn og unge, der får en psykiatrisk diagnose mere end fordoblet, viser tal fra Kommunernes Landsforening (KL).

Nu viser to nye studier fra henholdsvis Sverige og Danmark, at der er et sammenfald mellem dårlig normering og flere diagnosebørn.

I forskningsprojekterne har fem danske forskere og tre svenske forskere fulgt og interviewet personalet i tre danske daginstitutioner og på ni svenske skoler. Her kunne de se, at normering har betydning for, hvordan diagnoser bruges og forstås som forklaring på børns udadreagerende adfærd.

Antallet af voksne pr. barn i institutionen og personalets kvalifikationer spiller ind på, hvordan pædagoger synes, de bedst kan hjælpe barnet.

^{Bjørg Kjær, forsker, DPU}

Antal voksne afgør hjælpen

Bjørg Kjær, der er forsker i pædagogisk antropologi ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet, siger:

»Vi kan se, at flere børn får diagnoser, når antallet af voksne pr. barn bliver færre. Om et barn med forstyrrende adfærd bliver set som et diagnosebarn eller ej afhænger af mange forhold. Men ud fra vores forskning, kan vi se, at antallet af voksne pr. barn i institutionen og personalets kvalifikationer spiller ind i forhold til, hvordan pædagoger synes, de bedst kan hjælpe barnet,« siger Bjørg Kjær.

»Hvis vi forestiller os, at vi kan flytte det samme barn rundt i alle daginstitutioner, vil der være forskel på, om barnet ville få en diagnose eller ej,« siger Bjørg Kjær og understreger, at udover normering har også medarbejdernes faglige selvbillede, erfaring, kompetence og evne til at arbejde inkluderende betydning for, om personalet er optaget af, om barnet får en diagnose.

Pædagoger har ikke tid nok til at forebygge

I BUPL er næstformand, Birgitte Conradsen enig med Bjørg Kjær. Problemet er velkendt og bunder i besparelser.

»At der ses flere diagnosebørn, når antallet af pædagoger forringes er desværre ikke en ny problemstilling. Institutionerne er blevet økonomisk udsultet gennem så mange år, at pædagogerne flere steder reduceres til kun at kunne yde en symptombehandlende indsats fremfor at forebygge,« siger Birgitte Conradsen.

Hun mener, problemet kan løses med flere pædagoger, der kunne give ro til en tidlig og helhedsorienteret indsats.

»Når pædagoger bliver presset, vender de blikket mod det umiddelbare problem. De fokuserer mere kortsigtet og på individet frem for langsigtet og på hele børnegruppen. Det sker på et ubevidst plan. Ingen pædagoger ønsker at stigmatisere, men rammerne er så ringe, at de kommer derud.«