Flersprogede børn skal bruge alle deres sprog

Daginstitutioner og skoler kan med fordel i undervisningen og pædagogikken åbne op for andre sprog end dansk og inddrage alle de sprog, som flersprogede børn har med hjemmefra. Det viser erfaringerne fra et niårigt udviklings- og forskningsprogram, ’Tegn på sprog’, der handler om tosprogede børns sprogtilegnelse.

Danske undersøgelser viser gang på gang, at tosprogede børn halter bagud sprogligt, både inden de starter i skolen, og når de forlader den 10 år senere. For at bryde det mønster skal pædagoger og lærere se børnenes fler­sprogede baggrund som en ressource fremfor et problem, siger Lone Wulff, forskningsmedarbejder i ’Tegn på sprog’ ved UCC.

»Hvis man hele tiden får at vide, at man har det forkerte sprog, får det en negativ effekt. Men hvis man får at vide og oplever, at man kan bruge sit andet sprog som en ressource, at man faktisk bliver klogere, og at de professionelle voksne har respekt for en, når man gør det, så har det en positiv læringsmæssig effekt,« siger hun.

Børn lærer sprog ved at bruge deres sprog

Der ligger nemlig et stort uudnyttet potentiale i at udnytte de sproglige ressourcer, som de flersprogede børn kommer med, mener forskerne.

»Den internationale forskning peger ubetinget på, at det altid er en fordel at have flere sprog. Men successen afhænger af, hvilken status sprogene har,« siger Lone Wulff.

Potentialet ved at inddrage flersprogede børns andre sprog end dansk er en overset pointe i Danmark, hvor der fra politisk hold har været stort fokus på det danske sprog i skoler og daginstitutioner.

Nogle steder er det stadig ilde set, at børnene taler andre sprog end dansk i institutionen. Selvom pædagoger og lærere måske holder fast i det danske i en god mening, så er det en dårlig strategi, hvis man vil udvikle børnenes sprogtilegnelse, viser erfaringerne fra ’Tegn på sprog’.

»Det er gammeldags og fuldstændig uholdbart. Man fortæller jo, at for eksempel arabisk er et forkert sprog. Det er en misforståelse, at man hjælper børnene til at blive dygtige sprogbrugere ved at forbyde dem at bruge deres sprog,« siger Lone Wulff og understreger:

»Man lærer sprog ved at bruge sprog og ved at eksperimentere – ved at bruge sin basis og bygge videre på den,« siger hun.

Har vi for meget fokus på det danske sprog i daginstitutioner og skoler? 

»Det er rigtig vigtigt, at børnene lærer dansk. I vores projekter diskuterer vi, hvordan vi lærer dem det. Lærer vi dem det ved at tage noget fra dem og sige, ’de her ressourcer kan du ikke bruge til noget?’ Eller lærer de ved, at man siger, ’nu beskæftiger vi os med dit sprog som noget positivt, du kan, og så udvider vi derfra?’« tilføjer hun.

Ord på væggen fra børnenes forskellige sprog

’Tegn på sprog’ følger børn i skolen, men erfaringerne fra programmet har dannet grundlag for flere forskningsprojekter i daginstitutioner i Aarhus og København. En af dem er den integrerede institution Tumlehøjen i Aarhus, som har deltaget i projektet ’Biliteracy i børnehavens hverdag’, hvor pædagogerne har arbejdet systematisk med at inddrage børnenes forskellige skriftsprog i pædagogikken.

Projektet var en stor succes, så nu er den flersproglige tilgang en integreret del af institutionens pædagogik. Og det vækker børnenes sproglige interesse, oplever pædagogerne.

»Jeg tror, vi er en af de eneste institutioner, hvor vores graffiti på væggen kommer fra et barn, som har skrevet ’mor’ og ’ål’ på væggen,« fortæller pædagog Trine Steenberg.

Men der er ikke kun danske ord på væggene i Tumlehøjen. Også ord på arabisk, kinesisk, kurdisk og flere andre af de sprog, som de flersprogede børn har med hjemmefra, findes på væggene, skilte, plakater og i bøger. Formålet er at gøre skriftsproget synligt for børnene.

»Det betyder, at børnene får en legende og let tilgang til, at skriftsproget er et sprog i sig selv, og at de kan bruge det til at udtrykke sig på og kommunikere med. Jeg oplever, at de er meget stolte, når de spontant skriver på tegninger på deres forskellige sprog,« siger Trine Steenberg.

Skrift i børnehøjde

I Tumlehøjen har pædagogerne taget al skrift ned i børnehøjde i stedet for at have den oppe i voksenhøjde. Børnenes navne i garderoben er kommet ned i børnehøjde. De har sedler hængende med benævnelser af de forskellige ting, så skriften bliver en del af deres verden, og børnebøgerne er placeret i børnehøjde.

Udover at gøre de forskellige skriftsprog synlige for børnene, arbejder pædagogerne også med at lade børnene selv producere skrift. Når børnene for eksempel har tegnet en tegning, opmuntrer pædagogerne dem også til at skrive deres navn på den, og hvad den forestiller. ’Legeskriften’ kan være på både dansk eller arabisk eller et andet af børnenes sprog, og så taler pædagogerne med dem om de forskellige sprog. Pædagogerne spørger ind til, hvad ting hedder på børnenes modersmål, og lader dem selv fortælle.

»Vi får nogle rigtig gode snakke med børnene, hvor de kan grine lidt ad os voksne. For hvorfor kan man ikke huske, hvad en fersken hedder på arabisk, når man lige har hørt det i går?« fortæller Trine Steenberg.

På den måde er det ikke en forhindring for at arbejde med andre sprog, at pædagogerne ikke selv taler børnenes forskellige modersmål, forklarer Lone Wulff fra ’Tegn på sprog’.

»Det er barnet, som kan noget her. Ligesom når pædagogerne spørger ind til, hvad barnet har lavet i sommerferien eller hjemme hos mormor – der er det også barnet, som fortæller. Barnet får lov til at have en viden, som det kan formidle til en voksen. Det er det samme med sprog,« siger hun.

Opmuntrer flersprogede børn til at bruge deres sprog 

Erfaringerne fra både Tumlehøjen i Aarhus og de københavnske institutioner, der har deltaget i et lignende projekt, viser, at det ikke er nok, at børnene ’har lov til’ at bruge deres modersmål i institutionen. Hvis ikke pædagogerne aktivt opmuntrer de flersprogede børn til at tale om og bruge deres forskellige sprog, så gør de det ikke.

»Selvom to børn taler kurdisk, så taler de ikke kurdisk med hinanden i institu­tionen. Det skyldes vel en dyb psykologisk følelse af, at det ikke er gangbart, at det ikke hører til, eller at de voksne ikke vil have det. Også uden at det egentlig er italesat,« siger Lone Wulff.

»Men i det øjeblik, de voksne interesserer sig for barnets modersmål, og det bliver en del af verden og institutionens rum, så vælter sproget ud af børnene.«

Det er netop, hvad pædagogerne i Tumlehøjen har oplevet, fortæller pædagog Trine Steenberg, som er i gang med at lege skole, da Børn&Unge ringer.

»En af pigerne har lige skrevet en hel masse oppe på tavlen. Vi har sådan nogle skumbogstaver, som de henter og bruger som skabelon. En anden sidder på gammeldags 50’er-manér og skriver linje efter linje med legeskrift på arabisk. Det er meget kendetegnende, at de også bruger skriftsproget i legen,« siger hun.

Bedre forældresamarbejde 

En af de vigtigste erfaringer fra Tumlehøjen er, hvordan det store fokus på børnenes forskellige sprog har styrket samarbejdet med forældrene. Pædagogerne har involveret dem ved at spørge dem til råds om, hvad de forskellige ting hedder på deres sprog.

»Forældrene er virkelig optagede af det. Det er en anden måde at mødes på end den der lidt skæve magtfordeling, som der ellers er. Vi har oplevet, at involveringen af forældrene er en kæmpe ressource og et godt sted også at have forældresamarbejdet. Så de har taget rigtigt godt imod det,« siger Trine Steenberg.

Ifølge Lone Wulff er det afgørende for de flersprogede børns sprogtilegnelse, at forældrene taler med børnene på det sprog, hvor de bedst kan kommunikere. 

»Det lærer barnet at kommunikere, og så skal de nok få lært de sprog, som skal kobles på. Det værst tænkelige scenarie er jo børn, der ikke lærer at kommunikere, fordi der ikke er kommunikation i hjemmet,når familien ikke har et fælles sprog,« siger Lone Wulff.

Forældrene skal til enhver tid tænke, at kommunikationen er det vigtige – ikke sproget, mener hun. Det handler om, at forældrene viser barnet, at de er hele mennesker. Det er det centrale for en forælder – og ikke om de taler dansk, engelsk eller arabisk. 

»Det er meget vigtigt, at man får sagt det til forældrene,« siger Lone Wulff.

Interessen for sprog smitter af på børns dansksproglige kompetencer

Hvis pædagoger og andre voksne omkring barnet lykkes med at få børnene til at interessere sig for sprog, vil det automatisk smitte af på børnenes dansksproglige kompetencer, mener Lone Wulff. Det er, fordi børnene får en nysgerrighed på, hvad sprog er, og hvad de kan bruge det til. Hvis vi kan få børn til at synes, at sprog er spændende, at de ejer det, og at de selv er eksperten, så har vi et rigtigt godt grundlag for at bygge videre på sprogtilegnelsen, også i dansk,« mener hun.

»I dagtilbud handler det ikke om undervisning, men om at få børnene til at interessere sig for sprog og lade dem sprudle med de sprog, de har, på alle mulige måder. Rim og remser, lege med lydene og med måden, man siger ting på.« 

Men bliver det store fokus på skrift ikke for skoleagtigt for de 4-5-årige børn? Overhovedet ikke, mener både forskeren og pædagogerne i Tumlehøjen.

»Det handler ikke om, at alle skal sætte sig ned og lære alfabetet, men at skriftlighed i rummet er helt naturligt, fordi vi kommunikerer ved hjælp af skrift. Det får børnene lov til at være en del af og udforske. Det sker på børnenes præmisser,« siger Lone Wulff.

Ifølge Trine Steenberg handler det om at gribe børnenes egen nysgerrighed.

»Børn har en naturlig interesse for skriftsproget. Vi skal ikke være så bange for, at det bliver skoleagtigt. Den der med ’uha, vi skal endelig overhovedet ikke snakke om bogstaver’, og hvis børnene begynder at skrive, så skal vi ikke opmuntre – det er en gammeldags pædagogik. Vi skal acceptere, at børnene er nysgerrige. Vi skal gribe den nysgerrighed og tage udgangspunkt i den.«