Diagnoser kan kvæle pædagogikken
Kan man diagnosticere sig til mere ro i skolen? Eller skal der sættes ind med tilstrækkelig pædagogisk støtte, hvis et barn er udadreagerende?
Holdningerne varierer, alt efter om lærere og pædagoger er ansat på en skole med et positivt eller et negativt syn på diagnoser.
Børn på skoler, hvor personalet er positivt stemte overfor effekten af diagnoser, får oftere diagnoser end børn på skoler, hvor personalet mener, at pædagogisk støtte er vejen frem. Det viser ny svensk forskning, hvor tre pædagogikforskere ved Göteborg Universitet har fulgt og interviewet pædagoger og lærere på ni skoler.
»Kulturen på den enkelte skole og personalets syn på diagnoser spiller en central rolle i forhold til, om diagnoser bruges som forklaring på børns udadreagerende adfærd. I tilfælde, hvor der er stor grad af tillid til diagnoser, er der også en tendens til at gøre barnet til problemet,« lyder det fra Ylva Odenbring, den ene af forskerne.
Kan ske overdiagnostisering
De tre forskere så blandt andet nærmere på den måde, som personalet taler om og bruger diagnoser på som for eksempel ADHD og autisme til at forklare situationer, hvor børn kommer i slagsmål eller havner i situationer med mobning og drillerier.
Forskningen viser, at skoler med stor tillid til diagnoser, også ser dem som en mulighed for at få tilført ekstra ressourcer. Det hænger ifølge forskerne blandt andet sammen med, at det svenske skolesystem både har oplevet mangel på ressourcer og flere børn med vanskeligheder.
Ylva Odenbring og hendes forskerkolleger understreger, at der i visse sammenhænge er tale om en overdiagnosticering af børn og unge i dagens samfund.
»Med nutidens overdiagnostik er der øget risiko for, at personalet vender sig væk fra sociale faktorer og miljøets betydning, når der opstår problemer og konflikter i skolen. I stedet ligger fokus udelukkende på individet og barnets psykologiske tilstand,« siger hun.
Fokus på individet og ikke på miljøet
Ifølge forskerne var konsekvensen, at personalet fokuserede på psykiatriske undersøgelser og indgreb i stedet for at forsøge at påvirke og ændre skolemiljøet generelt og det sociale klima.
På en af skolerne var personalet meget positivt indstillet overfor at bruge diagnoser, og der kunne også konstateres en stigning i antallet af elever med diagnoser. Og det selvom personalet talte om øget stress og stigende krav til eleverne som en del af skolevirkeligheden.
»Men det blev ikke brugt som forklaring på de elever, som var udadreagerende. Personalet talte heller ikke om, at se på skolemiljøet. Diagnose og fokus på individet blev forklaringen i forhold til elever med adfærdsvanskeligheder eller i forhold til de børn, som man mente, ikke forstod de sociale koder,« siger Ylva Odenbring.
Helhedsorienteret syn
På en anden skole havde personalet et mere helhedsorienteret syn på årsagerne til elevernes problemer, og de ansatte var mere kritiske overfor diagnoser. Udover diagnoser inddrog personalet hjemmemiljø og indlæringsvanskeligheder som forklaringer.
Pædagoger og lærere talte også om, at den pædagogiske støtte var afgørende, også selvom et barn senere fik en diagnose. Og man gav støtten, inden der blev stillet en diagnose.
Ylva Odenbring henviser til anden svensk forskning, som peger på, at konsekvensen af en ensidig og ukritisk tilgang til diagnoser er en risiko for overdiagnosticering.
»Man risikerer at overdiagnosticere, når man stirrer sig blind på diagnoser og vender blikket bort fra sociale faktorer og miljøets betydning i gentagne konfliktsituationer,« siger Ylva Odenbring.
