Vi skal drage omsorg for naturen, så den kan drage omsorg for os

Vi skal gentænke daglige gøremål

Klimakrisen som en uoverkommelig udfordring for vores samfund og hele menneskeheden. 

At kunne handle på det kræver, at vi grundigt gentænker vores forståelser af, hvordan mennesket og naturen hænger sammen, og at vi oversætter denne gentænkning til daglige gøremål, forklarer Niklas Chimirri. 

Det sker blandt andet i daginstitutionerne. 

”Klimakrisen og biodiversitetskrisen er tydelige symptomer på, at vi har svært ved at kommunikere med vores ikkemenneskelige omverden på meningsfulde måder. Spørgsmålet er, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at nærme os et bedre sted?” 

Et stort eksistentielt spørgsmål at tage med i vuggestuen, men for Niklas Chimirri giver det mening. Han kommer fra en teoretisk tradition, psykologisk praksisforskning, som har en idé om, at alle de store spørgsmål og svar også kan findes i det små, i det partielle. 

Naturen er indlejret i os selv og vores relationer

”Jeg tror, der ligger så meget i de små hverdagseksempler, som netop har at gøre med de store spørgsmål,” siger han. 

Småbørnspædagogik i naturen kan hjælpe børn til at udvikle nye forståelser og handlemåder ved at se naturen som en indlejret del af os selv og af vores sociale relationer, viser Niklas Chimirris forskning. 

For at forstå, hvad der sker i relationerne mellem børn, pædagoger og naturen i skoven, har han fulgt børnene i skoven gennem et halvt år. Som forsker har han fulgt børn i daginstitutioner mange gange før. Men denne gang var det anderledes. 

”Det har aldrig før været så sanseligt: at smage på blade, grave i jorden og tumle rundt i skovbunden. Alt det blev jeg inviteret ind i af børnene,” siger han. 

Oplevelserne i skoven gav Niklas Chimirri en følelse af opslugthed og forbundethed, som han blev dybt interesseret i. Ikke kun som forsker, men personligt. 

”Jeg var overrasket over, hvordan det fik betydning for mig som menneske. Det udfordrede min forskerposition. Det er svært at ’bevise’, hvad der foregår i de erfaringer, som helt åbenbart har en eller anden betydning, også for børnene,” siger han. 

Hvorfor bliver vi så rørt af naturoplevelser

”Det blev meget eksistentielt og vigtigt for mig. En af de ting, som psykologi og andre videnskaber virkelig mangler at kunne sige noget om, er det smukke og det eksistentielle. Nu prøver jeg at finde ord og begreber til at beskrive, hvorfor vi bliver så rørt af naturoplevelser.”

I skoven har børnene fundet en plet, hvor solen trænger igennem det tætte løv. En træstamme ligger væltet på jorden. Overfladen er dækket af grå og grønne plamager, den er fugtig, ujævn og blød, smuldrer næsten, når man rører ved den. 

Forsigtigt triller Mette Vinter-Hansen stammen til side. 

”Hov,” udbryder Ellen på omkring to år og peger på jorden, hvor træet lå: ”Lille mor”. 

Under dækket af jord, nåle, stykker af bark og knækkede kviste ligger to store og en mindre frø gemt. Man skal se godt efter for at få øje på dem, deres grønbrune kroppe går næsten i ét med skovbunden. 

Frøer skal have lidt fred

Børnene stimler sammen og kigger længe der, hvor Mette Vinter-Hansen peger, mens frøerne med langsomme bevægelser møver sig længere tilbage mod mørket og jorden. 

Lige indtil en bænkebider piler hen over træstammen og løber med opmærksomheden. Mette Vinter-Hansen triller træet tilbage på plads. 

”Så kan de få lidt fred, til vi kommer forbi igen,” siger hun. 

Imens er Jonas, Jan og Ellen gået om bord i en rådden træstub. 

”Dejlig fugtigt og blødt,” siger Sanne Thyrgaard, mens børnene hiver stykker af det møre træ af stubben og holder dem triumferende op i vejret, hver gang det lykkes at hive et stort stykke af. 

”Kan det smuldre?” 

Sanne Thyrgaard og tager et stykke mellem hænderne. ”Nej,” svarer Jonas, mens han og de andre børn aser og maser koncentreret videre med stubben. De fortsætter en rum tid, indtil Sanne Thyrgaard siger: 

”Kom, lad os finde nogle kogler, vi kan kaste med!” 

Omsorg i alle mulige små gøremål

Omsorg er et centralt begreb i Niklas Chimirris arbejde. 

I hans forståelse kan ’omsorg’ bredes ud til at også at dække over relationer med omgivelserne, med naturen eller det ikkemenneskelige. 

”Omsorg er en dåseåbner for at tale om, hvor vi vil hen med hinanden og med verden,” siger forskeren og forklarer: 

”Det gælder det sociale mellem børn og pædagoger, men også samspillet med materialer: bladene, billerne, mudderet. Omsorg består også i at bidrage på en ikkeødelæggende måde, når børn går på opdagelse i naturen. Jeg vil mene, at alle de små handlinger er forsøg på at drage omsorg for omverdenen og derigennem drage omsorg for sig selv. Nogle gange begår man fejl, for det er en afprøvning,” siger han. 

I den forstand er omsorg til stede i alle mulige små daglige aktiviteter. Potentielt. 

'Tigeren' er et væltet træ

”Det handler om, hvordan man forholder sig til det, man gør. Gensidighed er et centralt begreb i min omsorgsforskning: Det handler ikke kun om at lære børn at drage omsorg for naturen – vi kan kun mærke omsorgen, når vi får erfaringen sammen. Pædagogisk skaber man et rum, hvor man kan følge med i de her undersøgelsesprocesser.” siger han.

Skovbanden tager altid det samme sted hen i skoven. Ved første øjekast ligner det slet ikke et ’sted’. Men over tid har pædagogerne sammen med børnene fundet rutiner og aktiviteter, som de vender tilbage til hver gang. 

Der er ’spisepladsen’ ved presenningen, hvor de spiser kl. 9-mad og frokost. Her lytter de til fuglene. Er det musvitten? Eller skovskaden? Der er ’træstubben’ med kryb og kravl. 

’Tigeren’ er et væltet træ, hvor de afrevne rødder stritter ud af en klump jord og op i luften. Lige til at tage fat i, så man kan kravle op og sidde øverst og trone. ’Plantagen’, et område med bundvegetation og kig til himlen mellem nåletræerne. 

Langsom pædagogik i naturen

’Tipien’ er en forladt hule, som nogen har bygget af grene op ad en træstamme, hvor Skovbanden synger. For eksempel ’Skovsangen’, en alternativ version af 'Hjulene på bussen': ”Egernet i skoven siger njam, njam, njam …” 

Det hele befinder sig inden for en radius af 20 -30 meter, men bliver en verden at gå på opdagelse i. Gentagelsen skaber tryghed hos de små vuggestuebørn, oplever pædagogerne, der har dyrket en ’langsom pædagogik’, hvor nærvær og følelsen af at have ’god tid’ er centrale elementer. 

At genbesøge steder har en særlig værdi i et bæredygtighedsperspektiv, mener Niklas Chimirri. 

”En af de store udfordringer, vi står overfor samfundsmæssigt, er ideen om, at vi alle skal gå på opdagelse hele tiden. Det ’eventsamfund’, som vi i Vesten har været gode til at udbrede, er ikke en bæredygtig livsstil. 

Find et lokalt sted at genbesøge

Det at finde forandringen og udviklingen et sted, som man genbesøger, skal vi blive langt bedre til at værdisætte,” siger han.

Det handler om at tænke mere lokalt med det udgangspunkt, at her findes noget vigtigt, som vi skal opretholde, dyrke og drage omsorg for. Sådan er man ikke kun passivt modtager, men en aktiv del af stedet, forklarer han. 

”Det er skovskaden og egernet et tegn på. De har vænnet sig til børnene og pædagogerne. Det smukke er, at man bliver inviteret til at værdisætte et sted, som man ellers bare var gået forbi. Der er meget, vi kan lære af den pædagogik, som Mette og Sanne har udviklet og dyrket i skoven,” siger han..

"Der," udbryder Ellen og peger på egernet. 

Børnene er tilbage på den grønne presenning, nu med varm chilli sin carne fra termoflasker i de grønne og blå plastikkrus. 

Pædagogik skal også dyrke 'det smukke'

Egernet er kommet ned fra sit træ og løber nu ivrigt frem og tilbage og rundt om den lille forsamling. 

”Det er jo Egon, ham med den tynde hale,” siger Mette Vinter-Hansen. 

Egernet piler rundt om presenningen, mens børnene spiser færdig, og det bliver tid til endnu en ’flyverkiks’. De hjælper hinanden med at knække små stykker kiks af til Egon. 

De små arme kaster ikke så langt, men den lille rødpelsede fyr er modig. Han har også fået følgeskab af sin makker, der har øjnet chancen for at få kiksekrummer. 

”Det er skægt, at det altid er de samme egern, der kommer. De bor her,” siger Sanne Thyrgaard.

Oplevelsen og opslugtheden af ’det smukke’ er et vigtigt og værdifuldt aspekt, som pædagogikken skal åbne og dyrke, mener Niklas Chimirri. 

Kræver tid og ressourcer

”Mange pædagoger er implicit klar over, at de her oplevelser er betydningsfulde, og de arbejder med at invitere børnene ind i dem. Men det er svært, og det bliver sværere og sværere, jo flere børn og jo færre ressourcer og tid man har,” siger han. 

”Rammerne i vores institutioner er generelt ikke skabt til det her, og det er en stor synd. Den måde, vi har tilrettelagt institutions- og arbejdslivet på, peger ikke i en retning, som er særlig omsorgsfuld og bæredygtig”.