Tværfagligt samarbejde: Succesen afhænger i høj grad af lederne
Kommunikation. Kommunikation. Kommunikation. Sådan lyder de tre vigtigste arbejdsredskaber for ledere, der skal understøtte tværfagligt samarbejde. Lykkes det, kan man nå langt. Lykkes det ikke, kan samarbejdet blive en dundrende fiasko.
»Det kan være det mest meningsfulde i verden, hvis man løbende formår at snakke om, hvilke fagligheder der skal være i spil og hvorfor. Men det kan også være det modsatte. Hvis man som medarbejder ikke kan se pointen fagligt, og man føler, at det bliver trukket ned over hovedet på én, kan det være meningsløst. Der er mulighed for alt eller intet. Kommunikationen afgør, hvor man ender,« siger Mie Plotnikof, der er adjunkt på professionshøjskolen UCC og forsker i tværfagligt samarbejde på velfærdsområderne.
Det er langtfra let at få et tværfagligt samarbejde til at fungere. Mie Plotnikof hører jævnligt praktikere og eksperter tale om, at man skal identificere barriererne for tværfagligt samarbejde. Men emnet er for kompliceret til at anskue så simpelt.
»Når man taler om barrierer, forudsætter man, at ledelse af tværfaglige processer er en lineær proces, hvor man kan identificere barriererne og overkomme dem én gang for alle. Men processen er sjældent så lineær, men i stedet et sammensurium af forskellige aktørers dagsordener, hensyn og praksisser. Derfor er det mere seriøst at tale om, hvilke udfordringer og problemer ledere af dagtilbud og klubber møder, når de udøver tværfaglig ledelse,« siger hun.
Skal ikke blive mere ens
En af de største udfordringer er, at der i tværfagligt samarbejde er mange uklarheder, og at flere forskellige fagsprog er i spil.
»Der er forskellige faglige tilgange, forskellige roller, forskellige syn på kerneydelse og forskelligt ansvar. Der er også forskellige forståelser af tid. Er det for eksempel hurtigt eller langsomt, hvis man kan se en ændring på et barn, som man har haft fokus på, efter to måneder? Det kan der være vidt forskellige opfattelser af,« siger Mie Plotnikof.
Meningen med tværfaglig dialog er ikke, at man skal ensrette sproget på tværs af faggrupperne. For medarbejderne skal ikke være mere ens.
Fælles og forskellige mål
»Dialogen skal blandt andet handle om, hvorfor de hver især er vigtige, og hvad de særligt kan bidrage med for at synliggøre den gensidige afhængighed. De er hver især i spil, fordi de kan noget særligt. Det er vigtigt, at kommunikationen er fælles, for på den måde kan lederen, sammen med medarbejderne, skabe en fælles dagsorden, hvor den tværfaglige personalegruppe kan give emner betydning sammen og forhandle mening med opgaver og deres konsekvenser,« siger Mie Plotnikof.
Hun opfordrer til en løbende fælles kommunikation om fælles og forskellige mål med kerneydelsen.
»Så kan man få øje på, om kerneydelsen ser forskellig ud fra forskellige steder, sådan at aktørerne bliver opmærksomme på interesseoverlap og interessekonflikter – ikke for at bekæmpe hinanden, men for at blive klogere på relationen mellem fagligheder, og hvordan de kan supplere hinanden,« siger Mie Plotnikof.
Ord på faglighed
I den proces er det afgørende, at pædagogerne kan sætte ord på deres egen faglighed.
»Derfor skal lederen understøtte en dialog med medarbejderne og mellem medarbejderne om, hvad de kan som pædagoger, og hvad deres faglighed er. Og så skal de øve sig i at synliggøre fagligheden, så andre kan forstå det,« siger Mie Plotnikof.
Generelt oplever hun, at pædagogers udfordringer med at beskrive deres egen faglighed ligger i, at de verbalt kan falde i to grøfter: enten at faglighed bliver udtrykt som en selvfølgelighed a la ’Vi er gode til mennesker’, eller at man bliver ekstremt faglig og begrunder sit arbejde ud fra eksempelvis ’Vygotskijs zone for nærmeste udvikling’, som kan være svært at forstå for andre faggrupper.
»Det er et ledelsesansvar at synliggøre kompetencerne, så de bliver genkendelige for andre faggrupper. Ikke at pædagoger ikke må være gode til mennesker eller ikke må anvende teorier – de skal helst begge dele – men i kommunikation på tværs af fagligheder kan det være væsentligt ikke at være for indforstået,« siger Mie Plotnikof.
Lyt til kritikerne
En væsentlig pointe i forhold til at definere pædagogers (og alle andres) faglighed er, at det ikke er noget, som ledelsen entydigt skal definere, understreger Mie Plotnikof.
»Lederen skal skabe rum for, at de enkelte personalegrupper sammen og hver for sig løbende kan forholde sig til, hvad de forskellige fagligheder kan og skal – og også hvad de ikke skal. Der skal være plads til at meningsforhandle, for hvad en faggruppe skal bidrage med, er ikke statisk.«
I den løbende dialog er det vigtigt at lytte til alle, også til kritikerne.
»Og det bedste vil være, hvis man kan indarbejde kritikken i det videre arbejde. Den skal bruges konstruktivt i stedet for at blive tiet ihjel,« siger Mie Plotnikof.
