Tag styringen: Sæt ord på kvaliteten
Pædagoger nok, god plads inde og ude samt åbningstider, der matcher forældrenes behov. Tænk, hvis det var så enkelt at måle og definere, hvad god kvalitet i dagtilbuddet er.
Tidligere havde politikken på dagtilbudsområdet en langt mere beskeden styringsambition, der handlede om vilkårene for den pædagogiske praksis, for eksempel normering, plads og ressourcer. De dage er for længst forbi.
»Der er en overordnet styringsmotor i den offentlige sektor og i velfærdsledelse, som er omsiggribende ambitiøs. Når man kigger på den historiske udvikling, så er der kontinuerligt flere og flere ting, man gerne vil styre,« siger No Emil Kampmann, ph.d., lektor og projektleder på Københavns Professionshøjskole.
Forbedringstvang
Han står bag et forskningsprojekt, der handler om ’pædagogisk kvalitet i dataorienteret styringsdagsorden.’
Forskerne har i to kommuner undersøgt, hvordan pædagoger, institutions- og områdeledere, pædagogiske konsulenter, forvaltningsledere og dagtilbudschefer forstår pædagogisk kvalitet, og hvordan de udveksler viden og styrer arbejdet med kvalitet.
Debatten om minimumsnormeringer har sat kvalitet i daginstitutioner øverst på dagsordenen i den politiske debat. Igen og igen lyder mantraet, at vi skal skære ned på unødvendigt papirarbejde, bøvl og bureaukrati og have færre af de kolde hænder og flere af de varme - som om vi har sluppet et styringsmonster løs i velfærdsinstitutionerne, som vi nu forsøger at tæmme.
Plaster på et åbent sår
Men ifølge No Emil Kampmann er det ikke så ligetil bare at droppe papirarbejdet og koncentrere sig om børnene, som det igen og igen bliver foreslået i debatten.
»Der ligger i hele evidensbølgen en tro på, at jo flere data vi har, jo mere kan vi sige om, hvilke pædagogiske indsatser der har størst effekt. Den grundlæggende motor er simpelthen så indlejret i hele den offentlige sektor og i daginstitutionsområdet,« siger No Emil Kampmann, og fortsætter:
»Vi kan godt snakke om at afbureaukratisere og forenkle, men jeg vil vædde på, at vi kommer til at se den diskussion de næste 20, 30, 50 år. For hver gang vi fjerner noget, fjerner vi ikke det, der har produceret de systemer. Vi kan godt tage mange ting væk, men det er at sætte et plaster på et åbent sår. Det får ikke såret til at hele. Det grundlæggende er en voldsom stærk styringsambition, som er på daginstitutionsområdet og i offentlig velfærdsledelse generelt,«
Altid på tæer, aldrig i mål
Vi har ikke gjort det let for os selv, for de ting vi som samfund gerne vil måle på, kan man ikke bare lige gå ud og tælle, som man kan med antal kvadratmeter på legepladsen, børn per voksen eller decibel på stuen.
I stedet er den måde, vi tænker styring på, næsten altid formuleret i mål eller ambitioner, som skal få nogle til at gøre det bedre, forklarer No Emil Kampmann. Det er et evigt krav om konstant forbedring – ’forbedringstvang’ kalder forskerne det.
»Kvalitet er stort set aldrig formuleret i absolutte mål som noget, du kan leve op til. For eksempel ’kvalitet er så meget udeplads’ eller ’har vi det, ja eller nej?’ I stedet handler kvalitet om, at børn skal have mest mulig læring og trivsel. Målene er altid relative, og kan altid forbedres. Det skaber en logik, hvor du altid skal stå på tæer, men du kommer aldrig i mål,«
Hvornår er det godt nok?
Et eksempel er sprogscreeninger, forklarer No Emil Kampmann.
»Det er jo ikke en absolut skala. Kan børnene de her 500 ord? Nej, det er en skala, der ranker børnene relativt i forhold til de andre børn i kommunen. Det vil sige, at du per definition har de 15 procent, der klarer sig dårligst. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor mange ord, de kan. Systemet vil altid sige, at de her 15 procent klarer sig dårligst.«
»Det er et eksempel på en styringstænkning, som ikke vil sige, hvornår det pædagogiske arbejde er godt nok. I stedet laves en hel masse avancerede styringsprogrammer, som gør, at der hele tiden bliver et krav om at gøre det lidt bedre.«
Sniger sig ind
Der findes en udbredt skepsis og kritik blandt pædagoger over for den omfattende styring og tiltag, der kommer 'ovenfra' og pålægger institutionerne at producere data til forvaltningen, som ikke umiddelbart giver mening i den pædagogiske hverdag i institutionen. Efter mange år med stadigt mere omfattende styring er der da også tegn på, at pendulet er på vej i en anden retning.
New Public Management er blevet erklæret død, og med den styrkede læreplan og den nye dagtilbudslov kommer et begreb som dannelse og eksplicitte henvisninger til FN's børnekonvention, og der står, at legen har en værdi i sig selv.
Mange bevægelser trækker i retning af at give plads til det, man kunne kalde en traditionel pædagogisk faglighed, forklarer No Emil Kampmann. Men samtidig sniger optimeringsordene sig ind.
Vi går jo ikke bare i skoven
»Når pædagogerne fortæller om, at de er i skoven, så er de jo ikke bare i skoven. De er i skoven fordi, at det at tage på tur stimulerer børnenes ’natur- and science-kompetencer’. De begrunder deres pædagogik i læringsorienteringer langt hen ad vejen. Så den der optimeringslogik sniger sig ind i selvforståelsen. Vi går ikke i skoven, fordi det er den første forårsdag, og solen skinner. Vi skal ikke kigge på en fugl, fordi den er flot. Nej, vi skal kigge på fuglen, fordi det lærer os noget om dyr. Vi skal gå i skoven, fordi det er en kilde til at arbejde med sanseindtryk, og det fortæller os noget om årstiden.«
»Det er virkelig slående, hvor mange gange den form for begrundelser kommer frem hos pædagogerne,« siger han.
Flere bundlinjer
Velfærdskontrakten er i dag, at professioner må legitimere sig selv ved at vise, hvilken effekt de leverer til samfundet. Det kan man være enig eller uenig i, men det er langt hen ad vejen en del af styringslogikken. Pædagoger er nødt til at acceptere, at noget af den dokumentation, de bliver bedt om at levere, kan være meningsfuld for forvaltningen, fordi de skal levere på nogle andre og flere bundlinjer end kun den pædagogiske - kommunens vækststrategi for eksempel.
»Dokumentationen skal ikke bare udvikle praksis. Nej, den skal bruges til alt muligt andet også, og det ville være produktivt for den pædagogiske profession at få et bedre blik for, at man er en del af en større politisk velfærdskontekst,« siger han.
Store abstraktionsspring
Omvendt har cheferne i forvaltningen ikke forståelse for, hvor store abstraktionsspring de forventer, pædagogerne skal kunne lave.
»De er frustrerede over, at pædagogerne ikke kan forstå, at de er nødt til at levere datagrundlag, så forvaltningen kan måle effekt. Der mangler en forståelse af, at pædagoger er bundet til den børnegruppe, de er sammen med. Som de kan navne på, og de kender deres søskende og forældre og kæledyr. De er jo ekstremt tæt i relationen.«
»Det er en gammeldags læggen arm med hinanden. Men det der sker i den offentlige debat, er, at det bliver låst til 'os' og 'dem'.«
Mere dialog og gensidig forståelse
Udfordringen for begge parter er at skabe en forståelse af, hvilken situation den anden part står i, mener No Emil Kampmann.
En vej frem er mere dialog og gensidig forståelse mellem pædagoger i daginstitutionerne, konsulenter og chefer i kommunerne. Hvis alle parter bliver bedre til at formulere, hvad kvalitet er for dem, vil vi nå langt i forhold til at skabe mere meningsfuld dokumentation og kvalitet, mener han.
Forskellige forståelser af kvalitet
At parterne skal tale sammen er Mie Plotnikof, ph.d. og lektor på Aarhus Universitet, enig med sin forskerkollega i. Hun stod i 2010-12 bag et andet forskningsprojekt, der gik ud på at udvikle laboratorier, hvor pædagoger, ledere og forvaltere kunne udveksle deres forskellige syn på kvalitet i dagtilbud for at styrke en mere nuanceret, meningsfuld og fagligt relevant kvalitetsudvikling og dokumentation.
Snarere end at se diskussionen som en kamp mellem kolde og varme hænder skal vi bruge debatten som en anledning til at få talt med hinanden om, hvilke kvalitetsforståelser vi hver især arbejder med, mener hun.
Forudindtagede forventninger
»Langt de fleste fagprofessionelle ved godt, hvad de synes, kvalitet er. Men det bliver ofte indforstået, de glemmer at forklare det til de aktører, der ikke nødvendigvis kan se det samme, som dem. Selvfølgelig skal pædagogerne blive bedre til at sætte ord på, hvad kvalitet er for dem. Men det skal lederne, forvaltningerne og ministeriet også,« siger hun og fortsætter:
»Jeg ser tit, at man har forudindtagede forventninger om, hvad de andre synes, kvalitet er. Det skaber unødvendige fordomme og samarbejdsproblemer,«
Nødvendig forskellighed
Helt afgørende er forståelsen af, at kvalitet kan og skal se meget forskellig ud forskellige steder henne og på forskellige tidspunkter. Det, en økonom leder efter som kvalitet, er ikke det samme som det, en pædagog kigger efter. Derfor er det både umuligt og farligt at forsøge at definere kvalitet i dagtilbud en gang for alle, mener Mie Plotnikof.
»Vi skal lære at lytte uden at gå til kamp med det samme, men i stedet tænke, at de forskellige kvalitetsbegreber er begrundede i forskellige arbejdspraksisser, for eksempel i forvaltning eller i pædagogisk arbejde. Vi skal anerkende, at den forskellighed faktisk er nødvendig.«