Svend Brinkmann om den voksende trivselskrise: Giv flere ressourcer til pædagogikken

Hvis vi skal vende den udvikling, hvor flere og flere børn og unge mistrives, skal vi se på de betingelser børn og unge har for deres liv og ikke anskue mistrivsel som et individuelt problem. Trivselskrisen er et socialt problem, der kalder på pædagogiske løsninger. 

Det mener Svend Brinkmann, forfatter og professor i psykologi på Ålborg Universitet, og han sagde det i Deadline på DR 3. januar, hvor han var inviteret ind for at debattere trivselskrisen.

Diskussionen om børn og unges trivsel handler om to ting, siger Svend Brinkmann til Børn&Unge:

”Den ene er forebyggelse, og hvordan vi sikrer det bedst mulige børneliv, så børn ikke udvikler problemer, der ender i psykiatrien. Den anden diskussion handler om, hvad vi gør, når børn og unge først er kommet i mistrivsel. I begge tilfælde er den pædagogiske tilgang relevant,” siger han. 

Danske børn er omgivet af pædagoger de fleste af deres vågne timer, men vi ser alligevel en stigning i mistrivsel. Hvorfor?

”Det er nok ikke så enkelt, at mængden af timer, som børnene tilbringer i pædagogisk ledede sammenhænge eller institutioner, har en ligefrem sammenhæng med deres trivsel eller mistrivsel. Det handler jo rigtig meget om, hvad der foregår på de tidspunkter. Der skal være tilstrækkeligt med uddannede fagpersoner til, at der kan blive tilrettelagt gode betingelser for børnenes liv og udvikling. Man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved, om det er tilfældet i dag. Det gælder både normeringer, betydningen af uddannet personale og det fysiske miljø.” 

Har vi fejlet i institutioner og skoler, når så mange børn og unge mistrives?

”Skolen har forandret sig til at have en mere instrumentel tilgang til viden og læring. Hele testregimet, skolereformen og alt, hvad der er fulgt med af læringsmål osv., har negative konsekvenser, peger mange på. Det er svært at finde ud af præcis hvor meget, det betyder, men da skolereformen bliver indført, begynder mistrivslen for alvor at banke i vejret. Længere skoledage og det, der foregår i skoletiden, ser ud til at presse børnene mere end før. Skolen er en pædagogisk institution, og hvis måden, den fungerer på, fører til mistrivsel, har den fejlet. Men det er kun en af brikkerne. Mange vil indvende, at man ser en stigning i mistrivsel i mange forskellige lande, også lande, der ikke har haft sådanne reformer af skolevæsnet. Så det kan ikke være den eneste årsag, men det er en af de faktorer, der spiller ind.”

Der er et stigende fokus på læring i de tidlige år af barndommen. Både i Danmark og internationalt retter flere tiltag sig nu mod 'hjemmelæringsmiljøet' i familien for at styrke børns kompetencer, inden de starter i daginstitution. Kan det have en betydning for børn og unges trivsel og mistrivsel?

”Det er ekstremt svært at undersøge den særskilte betydning i forhold til mistrivsel, men det er oplagt, at den udvikling knytter sig til nogle af trækkene ved præstationssamfundet. Efterhånden skal alt, hvad der foregår i børn liv, også når de har frikvarter, går til fritidsaktiviteter og er hjemme i familien, bidrage til deres læring. Men hvad så med det vigtigste i vores liv? Alt det, der har værdi i sig selv? I barnets liv er det for eksempel legen. Selvfølgelig lærer børn en masse af at lege, men hvis man leger, fordi man skal have et læringsudbytte, mister legen sin egen værdi. Den instrumentaliserede tilgang dræber glæden og skaber en frygt for, om man nogensinde gør det godt nok. Når den instrumentelle tankegang rykker ind i familiens sfære, er der ikke noget sted eller nogen tid tilbage i et liv, hvor man er undtaget de her krav om præstation og optimering.”

Hvad kan pædagogikken udrette i forhold til psykologien og psykiatrien, når det kommer til at skabe eller genskabe trivsel for børn og unge? 

”Når man går psykiatrisk eller psykologisk til værks, er den arketypiske måde at tænke på, at mistrivslen knytter sig til den person, der mistrives, og at vi må ændre personen for at fjerne mistrivslen. I nogle tilfælde er det selvfølgelig relevant, men den pædagogiske tænkning er relevant, fordi man ikke bare arbejder med personen, men med betingelserne for personens liv. Pædagogen ser personen i en verden sammen med andre og i fællesskaber, som der skal arbejdes med. Måske vil det have som gavnlig konsekvens, at børnene og de unge også selv bliver opmærksomme på den verden, de er en del af. Jeg følger den hollandske filosof og pædagog Gert Biesta og kalder det 'verdensvendthed'. Det er et godt begreb til at få vores tanker om børn og unges liv sendt i en anden retning end den her psykologiserende tænkning, hvor de skal arbejde med deres indre, og hvor problemet er inde i dem. De unge skal rettes ud imod den verden, de er en del af. Den pædagogiske opgave består i at skabe en verden, som det er værd at rette sig ud imod.”

Hvilke forandringer er politisk og pædagogisk nødvendige for at vende udviklingen i forhold til børn og unges trivsel?

”Hvis vi tager den pædagogiske tænkning alvorligt og siger, at det handler om at skabe bedre betingelser for menneskelig udvikling, skal pædagogikken have bedre betingelser. Nu bliver der lavet psykiatriplaner, og der kommer flere midler til at udrede og diagnosticere. Det vil givetvis hjælpe nogle, og det er godt at få nedbragt ventelister, hvor man kan stå i måneder eller år og få det værre og værre. Alle forstår, at der er brug for flere ressourcer til den sektor, men i grunden burde alle også forstå, at der er brug for ressourcer til den pædagogiske side af sagen. Nu kommer der formentlig en kommission for børns trivsel, og den vil nok fokusere på det psykiatriske og bekymre sig om den stigende andel af børn, der får diagnoser. Man kan håbe, at den også får en opmærksomhed på det pædagogiske, men pædagogikkens stemme har været langt svagere i den offentlige debat end psykologiens og psykiatriens, og det er lidt svært at være optimistisk.
Og så handler det også om at få rullet nogle af de problematiske aspekter af skolereformen tilbage og få frigjort mere tid i børnenes liv til det, der ikke kun handler om at lære på instrumentel vis. At få nedbragt antallet at tests, læringsmål og hele den styrende tilgang, som knytter sig til konkurrencestaten.”