Legen skrumper: Slaget skal slås i institutionerne

Børn leger ikke længere, som de gjorde engang. Den historie har man hen over efteråret og vinteren kunnet læse i aviserne, og i radioen har det lydt, at børns leg hverken er lige så fantasifuld, fri eller fysisk som før.

Afsenderen af de dystre budskaber om legens plads i børnelivet er Ditte Winther-Lindqvist, ph.d. og lektor på DPU, Aarhus Universitet. Sammen med Levende Legekultur indsatsen står hun bag den første store kortlægning af, hvordan det står til med legen i både institutioner og familier i Danmark. Og hun har et budskab til pædagogerne:

”Det store slag for legen skal slås i børns institutioner,” siger hun.

Forældre har gode intentioner

Forskningen viser, at forældrene på trods af gode intentioner har super svært ved at få tid og plads i hverdagen til at lege med børnene. Det handler både om skærmens indtog, men også om, at de moderne familier har så mange planer.

”Forældre ved godt, at legen er vigtig, og de støtter deres børns leg. Men 70 procent støtter også, at der skal leges mere i børns institutionelle liv,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

I daginstitutionerne er vi faktisk rigtigt godt på vej, forklarer hun. 

”Her går det godt de fleste steder. Blandt andet understøttet af en meget fin og meget lang praksistradition, som værdsætter legen. Men også understøttet af den nye styrkede læreplan, som siger, at pædagoger skal prioritere legen”.

Problemerne findes især i skole og fritid

Problemerne findes især i skolerne og på fritidsområdet for skolebørnene, hvor vi stadigvæk har langt at gå for at komme i mål med en god legekultur, ifølge forskeren. 

”Der foregår mange gode ting, men fordi legen ikke er skrevet tydeligt ind i målsætningerne, er det også legen, der først forsømmes, hvis man ikke kan overkomme det hele,” siger hun.

Legen opstår ikke af sig selv, pædagoger skal sikre god legekultur

Børns legekultur har ændret sig. I gamle dage legede børn bare naturligt og altid, når de kunne. I dag betyder skærmen og alle fritidsaktiviteterne, der er blevet en del af vores kultur, at legen ikke bare opstår af sig selv. Det betyder, at man skal gøre noget ekstra for at få gang i legen. 

Og det er nyt, fastslår Ditte Winther-Lindqvist.

”Leg kommer ikke af sig selv i hjemmene, og den kommer ikke af sig selv i institutionerne. Derfor er pædagoger nødt til at gøre noget for at sikre en legekultur,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Før fandt børnene på noget

Når forskeren gennem de seneste 10 år har talt med pædagoger i dagtilbud, siger de gamle i faget, at børnene er ikke lige så gode til at lege og til selv at finde på, som de var engang. 

”Før var det nok at stille gode rammer til rådighed og have tid og sige ’Hvad har I lyst til at lege?’ Så fandt børnene på noget. Men i dag skal de tit have ret meget hjælp. Både socialt og emotionelt, men også fantasi- og forestillingsmæssigt har de behov for støtte til at få en god leg i gang.” 

Pædagoger skal have en legedidatik

Pædagogerne må være en langt mere aktiv part, understreger forskeren, der sammen med pædagoger i daginstitutioner i fem forskellige kommuner har undersøgt, hvordan det kan foregå. 

”Vi har lavet en hel masse forskning, der hjælper os til at forstå, hvad der skal til for at booste en levende legekultur i institutionerne, og hvilke barrierer der er. Det ved vi meget om,” siger hun.

Pædagoger skal have det, som Ditte Winther-Lindqvist kalder en ’legedidaktik’. 

”Ligesom at man på kokkeskolen lærer fire grundsaucer, skal man på pædagoguddannelsen lære fire grundlege, der passer til forskellige størrelser børnegrupper, som man kan justere i en uendelig variation,” siger hun og uddyber:

”Vi kan se, at de pædagoger, der er gode til det, får introduceret børnene til lege, som børnene bagefter bruger som skabelon for deres egne frie lege. Børn skal stadig kunne lege alene uden voksne, men pædagogerne skal skabe fundamentet for, at børnene kan selv. Det kræver en legedidaktik, og der kan vi se, at der er et efterslæb på viden,” siger hun.

Forsker ser positivt på fremtiden

Selvom Ditte Winther-Lindqvists forskning viser, at legen er trængt i børns liv, ser forskeren positivt på fremtiden.

”Jeg er totalt håbefuld,” siger hun.

For det er kun gået fremad med anerkendelsen af legen hos forældrene og i pædagogikken de senere år. Desværre er det samtidig samlet set gået en anden vej med legekulturen. Det er det underlige paradoks. 

”I takt med, at folk er blevet mere opmærksomme på legens vigtighed og børnefeltet nyder større anerkendelse generelt, kan vi se, at legen og hele dens forestillingsunivers er trængt. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at tale om det.”