Klubben skal sætte de unge fri af præstationspresset

Børn og unge skal præstere uafbrudt og konstant i alle de arenaer, de befinder sig på. I skolen, hvor de måles, testes og evalueres som aldrig før, blandt venner og familie og på de sociale medier, hvor de sætter sig selv i scene for at gøre sig fortjent til det næste like. Præstationskulturen rammer alle, men den presser i særlig grad de unge.

Sådan lyder analysen i bogen ’Præstationskultur’, der handler om skyggesiderne ved præstationskulturen, men også om, hvordan sociale fællesskaber kan modvirke det pres, der fører til mistrivsel blandt børn og unge. Bogen er skrevet af sociolog Anders Petersen, der gennem hele sit arbejdsliv har forsket i samtidsdiagnose, og Søren Christian Krogh, der i forbindelse med sit ph.d.-projekt har interviewet 80 udskolingselever om præstationsforventninger.

”Vi bliver det, vi præsterer. Og børn og unge præsterer indenfor rammer, der bliver dikteret for dem, i den forstand at kravene til at præstere på en særlig måde er institutionaliseret,” siger Anders Petersen med henvisning til skolen, hvor det i dag drejer sig om at kunne klare det, der testes, måles og evalueres i langt højere grad end tidligere.

Læs også Børn&Unges tema om pressede klubber og pressede unge

Ser sig selv som tabere

Den uendelige præstation skaber en kultur uden frirum. Hvor der ikke er noget helle, forklarer Anders Petersen.

”Lige så snart, du er ved at nå i mål, flytter målstregen sig jo. Der er hele tiden noget nyt, du skal stræbe efter. Der er ingen mulighed for en pause eller et hvil. Og der er ingen grænser for, hvornår du ikke skal præstere, det er ongoing. Vi ved, at også fritidslivet er blevet en præstationsarena. Fokus i mange sammenhænge er, hvordan du yder, sådan at det er dig, der kommer til at stå øverst på sejrsskamlen.”

Unge opfatter det pres, de bliver udsat for i præstationskulturen, som en væsentlig del at deres trivsel og psykiske mistrivsel. I undersøgelser markerer de selv, at det er en faktor, som spiller en væsentlig rolle for, hvordan de har det, forklarer forskeren:

”Formår man ikke at honorere kravene, følger en følelse af utilstrækkelighed. Følelsen af at være udenfor og den stærkeste følelse af alle: at se sig selv som en taber. Presset bliver forstærket af, at de unge bliver tudet ørene fulde af, at de har alle muligheder i hele verden, og det gælder bare om at vælge og gøre det rigtige.”

Læs også Børn&Unges tema om ensomme unge

Presset har aldrig været større

Men har samfundets krav om at leve op til bestemte forventninger og finde sin egen vej ikke altid presset unge, og har det ikke altid været svært at være ung med alt hvad det indebærer af usikkerhed og fejltrin? Svaret er både ja og nej, ifølge forskeren.

”Det har altid været svært at være ung og skulle finde sin identitet. Men mængden af pres fra forskellige arenaer til at være ung på en bestemt måde har aldrig været større. Det er den store forskel,” siger han.

Han peger på de sociale medier, der spiller en stor rolle i de unges liv, og som tidligere generationer ikke har haft inde på livet.

”Der skal du sætte dig selv i scene på en helt specifik måde, hele tiden og om og om igen. Det eneste, der gælder, er, hvor mange likes og blinkesmileys, du får. Du bliver spejlet i at være en særlig person, når du får den anerkendelse. Får du den ikke, kan der ske to ting: Enten må du op på hesten igen, eller også ryger du ned af slisken.”

Pædagoger: Præstation er også en drivkraft

I Ung Norddjurs oplever klubpædagogerne også, at præstationskulturen presser de unge, fortæller pædagog Mie Secher.

”Vi mærker det konstant, netop fordi vi arbejder med arenaer, hvor der er lov til at fejle, at prøve af og at turde. Det er de unge slet ikke vant til, de er nærmest lidt bange for det. De er meget engagerede, men det er, som om de ikke tør træde ved siden af,” fortæller hun.

”Vi skal vise dem en vej ind i den præstationsfrie arena. At det er ok at træde ved siden af. Det stiller store menneskelige krav til os, der arbejder i fritidstilbuddene.”

Præstation behøver ikke kun være negativt, for det er også en drivkraft, mener pædagogerne. De unge bliver motiveret af, at de voksne har høje ambitioner på deres vegne. Det fortæller Kristian Kjerri Nyholm, der står for et årligt musikalsk liveshow med musik og video, som bliver skabt af unge på tværs af alle klubberne i Norddjurs Kommune.

”De unge vil rigtig gerne have noget konkret indhold, og der må rigtig gerne være høje ambitioner på deres vegne. Det oplever vi er enormt motiverende for dem,” siger han.

’Hvor er det ærgerligt, vi skal konkurrere’

I liveshowet dyrker pædagogerne talentet hos de unge, som er rigtigt dygtige til at spille på instrumenter, synge eller udvikle konceptet. Men det tyngende ved præstationskulturen er de lykkedes med at hive ud af projektet, fortæller Mie Secher.

”Vi kørte førhen en konkurrence på højt niveau for den samme type dygtige unge. En dag kom de selv og sagde; ’det her er de fedeste måneder, vi er blevet så meget dygtigere, men hvor er det ærgerligt, at vi skal konkurrere og være mod hinanden’. Det var deres udtryk, og det var meget sigende. Konkurrencen blev en hæmsko, og så opstod ideen til liveshowet,” fortæller Mie Secher.

Under arbejdet med liveshowet bruger de unge meget tid i øvelokalet, men de spiser også aftensmad sammen, ser film og sover sammen. Det styrker relationerne – både mellem de unge og til pædagogerne.

”Der er en masse uformel hygge, og det gør, at fællesskabet bliver enormt stærkt,” siger Kristian Kjerri Nyholm.

Løsningen er præstationsfrigørende rum

Fritids- og klubpædagogikken har en helt afgørende rolle i at vende udviklingen, hvor børn og unge mistrives på grund af præstationspres, mener sociolog Anders Petersen.

”Hvis problemet er præstationspres, så kan en løsning være etablering af præstationsfrigørende rum i de arenaer, hvor børn og unge befinder sig. Jeg vil gerne slå et slag for, at fritidspædagogikken kan blive arnestedet for de her præstationsfrigørende rum,” siger han.

Anders Petersen er helt med på, at de unge vil gerne lære og udfordres i klubberne. Præstere om man vil.

”Ingen ønsker at gå rundt og trisse tilværelsen i stykker. Man vil gerne gøre noget. Skabe noget. Jeg er ikke ude efter præstationen som sådan. Jeg er ude efter en særlig variant af den, der disciplinerer mennesker på en utrolig ufordelagtig måde og har negative konsekvenser, som har en stor indvirkning på de unges trivsel. Når vi ved det, så er det vores forbandede pligt at gøre noget. Om ikke andet skal vi forsøge,” siger han.