Forskning: Pædagogfaglighed er ofte at skrotte planen
Den klatrer over et højt bjerg af besparelser og manglende ressourcer. På vej ned må den konstant dukke sig for ikke at blive ramt af tonstunge kampesten bestående af stigende læringskrav og krævende forældre. Den må snige sig forbi en gigantisk dynge bestående af papir, der er brugt til dokumentation og beskrivelser af evidensbaserede koncepter.
Det lykkes den at komme ud på den anden side, hvor der er mere roligt. Selvom den er mærket af forhindringerne, har den overskud til at stille sig selv det eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg?
Pædagogers egen forståelse
Forhindringsløberen er den pædagogiske faglighed. Og hvordan forstår pædagoger deres faglighed, når alle de ydre krav er skrællet væk? Hvad er deres mål, og hvad er betydningen af pædagogers arbejde, som de selv ser det?
Det har lektor Christian Aabro spurgt pædagoger i seks kommuner om i forskningsprojektet ’Pædagogers faglige rolle og legitimitet – identificering af en aktiv professionsidentitet’.
Svarene fra pædagogerne viser, at det kan være svært at skrælle de ydre omstændigheder væk. Fagligheden varierer fra sted til sted og er afhængig af den ydre styring og den sammenhæng, pædagogerne arbejder i.
Forskelle og ligheder
»Fagligheden skal ses i lyset af de vilkår, der er. Der findes masser af fortællinger om, at pædagogerne er pressede, og så er fagligheden en måde at få det hele til at hænge sammen på. Det handler om at sikre børns vilkår i en situation, hvor de ydre krav ikke gør det. Fagligheden handler om at vurdere, hvad der er bedst for det enkelte barn og børnegruppen i den konkrete situation og under præcis de vilkår, der er den helt konkrete dag,« siger lektoren fra Københavns Professionshøjskole.
Projektet bygger på samtaler med pædagoger i Ballerup, Odense, Rønne, Holstebro, Hillerød og Vordingborg. De bærer præg af, at virkeligheden er forskellig fra kommune til kommune, og at pædagogerne har forskellig alder og erfaring. Derfor har samtalerne også været forskellige. Alligevel viser Christian Aabros forskning, at pædagogernes mål med det faglige arbejde er nogenlunde det samme på tværs af institutioner og kommunegrænser.
Meningsfulde sammenhænge
»De vil danne meningsfulde sammenhænge for børn, hvor der bliver skabt ro, hvor det lykkes at planlægge sig ud af afbrydelser, og hvor de gør børn og deres forældre trygge ved at være i institutionen,« siger han.
Selvom målene er de samme, er der flere veje til at nå dem, afhængig af vilkårene i den enkelte institution.
»Pædagogerne skal vide, hvor de har hinanden, og at de kan supplere og aflaste hinanden. Det er de nære sammenhænge, der har pædagogernes opmærksomhed, og de er mere optaget af at få huset til at fungere end af en stærk professionstankegang. Det handler om konkrete steder, konkrete stuer, konkrete overgange og konkrete børn. Det er vigtigere for dem end professionens generelle udvikling eller pædagoguddannelsen,« fortæller Christian Aabro.
Loyale pædagoger
Han peger på, at pædagogerne i alle kommunerne har en stærk loyalitet over for de steder, de arbejder. Loyaliteten gælder blandt andet over for børnene og kollegerne – også de uuddannede. Pædagogerne er også meget loyale over for forældrene, som de gør meget for at gøre trygge.
I det hele taget fylder forældrene meget i pædagogernes samtaler, og det fremgår, at pædagogerne oplever forældrene som både magtfulde og usikre.
Balancegang over for forældre
»De er meget opmærksomme på ikke at gøre forældrene sure eller utrygge. De taler derfor om, at det er en balancegang at være professionelle over for forældrene – forstået på den måde, at de ikke skal komme for tæt på og overskride deres grænser. Men samtidig skal de heller ikke skabe for stor afstand til forældrene, så de fremstår, som om de ikke engagerer sig i dem,« siger Christian Aabro.
Selvom pædagogerne primært identificerer sig med deres egen institution, er der også overordnede fællestræk, som kendetegner deres faglige fokus. Et af dem er, at arbejdet kræver en særlig kompetence, nemlig at man kan foretage forskellige former for følelsesmæssige afstemninger.
Skal kunne læse børn, forældre og kolleger
»De skal kunne læse, hvad børnene har brug for i en given situation. Samtidig skal de kunne læse forældrene og kollegerne – altså fornemme, hvad de har brug for, og handle ud fra den fornemmelse. De skal kunne bringe balance ind i relationerne og fællesskaberne og enten opretholde eller vende stemninger,« siger Christian Aabro.
Det er komplekst at aflæse børn og handle ud fra det, blandt andet fordi det ofte kræver, at man afviger fra det, man har planlagt. Det er noget andet end at følge et program eller en ordre fra lederen, og derfor kræver det selvtillid, fortæller Christian Aabro.
Stå på mål for egne valg
»Det kræver mod at stole på sine egne vurderinger og idéer og for eksempel beslutte, at det i dag er bedre for lille Anne Mette at gøre noget andet end at deltage i de planlagte aktiviteter. Man skal have en faglig fingerspidsfornemmelse, men det er ikke nok med fornemmelser. Pædagogen skal også kunne begrunde og stå på mål for sine valg,« siger han.
Selvom pædagoger konstant skal vurdere, hvad der er rigtigt i den enkelte situation, er livet i et dagtilbud langt fra isoleret fra omverdenen. Der er masser af krav og påvirkninger udefra som dokumentation, læreplaner og pædagogiske koncepter.
Konceptet er ikke fagligheden
Pædagogerne fungerer i nogle tilfælde som værn mod ydre krav, når de for eksempel vurderer, at omstændighederne ikke er til at gennemføre aktiviteter den enkelte dag. I andre tilfælde er de en slags oversættere, som vælger elementer ud af et koncept og bruger, hvad der passer i den lokale sammenhæng.
»Så overfører de elementerne til deres praksis og låner sprog af dem. De bruger dem for eksempel til at vise deres faglighed og tale om den med forældre, andre faggrupper og hinanden. Et koncept kan være en udmærket vej til at tale om fagligheden, men konceptet er ikke fagligheden. Og det ved pædagogerne,« siger Christian Aabro.
Pædagoger er ikke lydige forvaltere
Pædagogernes faglighed er på mange måder pragmatisk. Gennem faglig refleksion forsøger de hele tiden at balancere mellem børnenes behov og vilkårene i institutionen, og de foretager hver dag masser af vurderinger, som bygger på en blanding af deres individuelle faglige vurderinger og de faglige værdier, som de kollektivt har opbygget i den enkelte institution. Med andre ord vælger pædagoger til og fra, selvom det i debatten kan lyde, som om de ofte parerer ordre og indordner sig under de eksterne krav.
»Pædagogerne fremstår slet ikke som passive ofre for en neoliberal styringsdagsorden, der reducerer dem til lydige forvaltere eller teknikere, der bare skal organisere muligheder for at køre programmer og rutiner. De er meget aktive i deres forsøg på at skabe mening i børnenes hverdagsliv,« siger Christian Aabro.
Lederne er vigtige
Han understreger, at lederne spiller en væsentlig rolle i processen med at vælge til og fra blandt koncepter og krav udefra.
»Der er stor forskel på, om en leder introducerer et nyt tiltag med at sige, at pædagogerne skal arbejde med det, og institutionen i øvrigt bliver målt på det, eller om lederen siger, at pædagogerne kan bruge, hvad de synes, er fornuftigt.«
Netop fordi så mange faktorer spiller ind, kunne man få den tanke, at fagligheden ville være en anden, hvis man spurgte pædagogerne andre steder end i de seks kommuner, som Christian Aabro har besøgt. Det er sandsynligvis på den ene side rigtigt og på den anden side forkert.
Faglige garanter
»Hvis jeg talte med pædagoger i en syvende kommune, ville de delvis sige noget andet. I mit projekt er der seks forskellige styringssystemer, som afspejler sig i pædagogernes samtaler, men der er også elementer, som går igen – blandt andet at pædagogernes faglighed primært er at være faglige garanter for, at børnene har det godt. De fælles elementer ville højst sandsynligt gå igen,« siger lektoren.
Værd at kæmpe for
Han sætter ord på, hvorfor det er vigtigt at dykke ned i essensen af pædagogernes faglighed:
»Man kan se det som en påmindelse om, at pædagoger har en faglighed, som er værd at kæmpe for. Det er andet og mere end det, der kan bøjes ind i årshjul, indsatser eller konceptuelle pejlemærker. Som det fremgår af projektet, drejer pædagogers faglighed sig om at foretage alle de små, men helt afgørende afstemninger, der giver børn og forældre en fornemmelse af, at institutionen vil dem det godt.«
Fire faglige debatter
I forskningsprojektet ’Pædagogers faglige rolle og legitimitet – identificering af en aktiv professionsidentitet’ har lektor Christian Aabro faciliteret samtaler mellem pædagoger i seks forskellige kommuner. Her får du et uddrag af samtaler om nogle af de temaer, der optager pædagogerne i fire kommuner.
Hillerød: Frihed vs. aktiviteter
Et dominerende emne i pædagogernes samtale var at finde balancen mellem på den ene side at arrangere dagen for børnene, så de kommer igennem det, de skal, og på den anden side ikke at spærre for børnenes trivsel, nysgerrighed og deres frihed til selv at bestemme.
Pædagog: »Jeg bliver optaget af at sikre, at børnene kun bevæger sig bestemte steder hen. Altså, det kræver ret meget selvregulering af børnene. Og man skal forsøge at holde sig i den kontekst, hvor man fastholder, at det er noget, børnene har brug for at lære. Samtidig med at man har øje for, at de også har brug for deres egen nysgerrighed efter at bevæge sig frit og mærke: ’Jeg er altså træt. Ja, det kan jeg også godt mærke, at jeg er’. Den balance er supervigtig at arbejde med og have øje for. Og jeg synes, at jeg kan have tendens til, når jeg er travl og lidt presset, at komme for meget over i: ’De skal satme lære selvregulering.’ Når jeg har virkelig god tid, kan jeg i virkeligheden nok ryge lidt for meget over i den anden afdeling, der hedder: ’Du skal mærke dig selv’, eller: ’Hvordan synes du selv’. Det er der også smadder meget kvalitet i. Men kvaliteten opstår særligt, når der er balance i det.«
Rønne: Faglighed i mellemrummene
Pædagogerne taler om, at den planlagte, styrede pædagogik ikke altid imødekommer børnenes behov. De glæder sig over, at det i højere grad er blevet legitimt at tale fagligheden frem som noget, der ikke sker i de planlagte aktiviteter, men i de små sprækker i hverdagens overgange og i møderne i garderoben eller på puslebordet.
Pædagog 1: »Jeg kan blive helt begejstret over de små læringsrum, der er i løbet af en hel dag.«
Pædagog 2: »Ja, at man ikke hele tiden kun har fokus på, at jeg skal have lavet den her aktivitet i dag eller sådan noget. Så glemmer man lige at støtte børnene på de andre tidspunkter.«
Pædagog 1: »Jeg oplever faktisk, at pædagoger er blevet en lille smule mætte og trætte af store og flotte projekter fra 9-11 med, at ’vi gik i skoven og byggede et stort hus', men at vi bliver mere og mere forelskede i de små stunder, hvor vi kan mærke, at der er kontakt, og at det rykker noget.«
Ballerup: Fin metode, men ingen tid
I Ballerup Kommune har man udviklet sprog- og analysemodellen ’BAL’ (Ballerups Analyse af Læringsmiljøer). Det fylder en hel del i pædagogernes samtaler. De er utilfredse med den måde, som kommunen har tvunget programmet igennem på, men de oplever det samtidig som en god metode til refleksion.
Pædagog 1: »Man kan sige, der jo ikke er noget i vejen med metoden. Det er meget spændende jo, men det er bare igen, det der ...«
Pædagog 2: »Tiden!«
Pædagog 1: »Ja, altså helt urealistisk. Men det er jo sådan et koncept, der er kommet oppefra. Når der så kommer en fra forvaltningen eller fra PPR, der siger: ’I dag mellem 12-14 skal vi bare lave den BAL, koste hvad det vil.’ Så bliver der sat vikarer på, og man løber rundt, for at det hele skal fungere. Så går gassen bare af ballonen, fordi så har man bare sat alle kræfter ind på, at nu skal den lykkes.«
Pædagog 2. »Ja, så har man lavet nogle tiltag, men så er tiden der ikke til at fuldføre dem.«
Pædagog 3. »Så kan man godt føle lidt, at man har spildt sin tid, ikke? Jeg kunne jo have lavet et eller andet megafedt med den dreng i den ene time. Eller vi kunne have brugt fire timer, for vi sad faktisk fire medarbejdere og gjorde det.«
Pædagog 1: »Det er lidt sjovt, for man har jo prøvet alle de der koncepter og sagt: ’Det er rigtig godt. Vi skal nok arbejde med det.’ Og så går der bare lige to måneder, og så er man videre. Så har man lagt det tilbage i skuffen.«
Vordingborg: Lyt og stå fast
Pædagogerne oplever, at det er deres opgave at tænke på, hvad der er bedst for børnene i en hverdag med mange krav og forventninger. Samtidig er det svært for dem at sætte sig igennem med en klar autoritet, selvom de føler sig sikre på, hvad der er bedst. De taler om vigtigheden af at stole på sine egne fornemmelser.
Pædagog 1: »Der er mange holdninger til, hvad det betyder at være pædagog. Tag nu andre mellemlange uddannelser, som vi er i tråd med. Hvis en fysioterapeut giver dig et skema med hjem og siger: ’Du skal lave de her øvelser to gange om dagen den næste uge,’ så siger du: ’Det kan du tro.’ Hvis en sygeplejerske siger: ’Du skal tage de her piller to gange om dagen i en uge,’ så siger du: ’Det kan du tro.’ Hvis en pædagog siger: ’Det kunne være smart, hvis nu vi gjorde sådan her to gange om ugen,’ så kommer der også personlige holdninger ind. Eller forældrene siger: ’Sådan gør vi ikke hjemme hos os’. Altså, i det her fag er der meget justering. Og det handler i virkeligheden også om, hvad man selv har med i rygsækken.«
Pædagog 2: »Der er følelser i det, ikke?«
Pædagog 1: »Og vi skal gå på opdagelse, også i forældrene og i børnene, og så justerer vi, og så ordner vi. Nogle gange kan forældre blive hårdt ramt, hvis vi siger noget til dem, mens de i andre situationer ikke vil blive ramt. Vi møder jo også forældre og børn der, hvor de er helt private og sårbare. Der kræves det jo også af os, at vi har den professionelle kappe på til at kunne møde dem, så de føler sig forstået. Forstår I, hvad jeg mener?«
Pædagog 3: »Jo, rigtig meget. Men også det der med at holde fast i, at det er det, vi kan. Og det er det, vi har lært. Og sådan er det.«
