Forskning: Pædagoger jager viden som aldrig før

Sidst du stod med en faglig udfordring på arbejdet, følte du dig da fuldt ud fagligt klædt på i kraft af din uddannelse og dine erfaringer som pædagog til at træffe et fagligt forsvarligt valg? 

Eller havde du en trang til først at søge mere viden i bøger, hos eksperter eller på nettet, før du var klædt på til at tage diskussionen i personalegruppen eller for at legitimere dit pædagogiske valg overfor forældrene, ledelsen eller kollegerne?

Et nyt studie viser, at måden, hvorpå pædagoger oplever deres egen faglige tilstrækkelighed, har ændret sig markant fra den ældre til den yngre generation. Det fortæller Jo Krøjer, der er en del af forskergruppen fra Roskilde Universitet. 

Yngre pædagoger føler sig mere utilstrækkelige

»Den ældre generation har, så vidt vi kan se i undersøgelsen, altid haft en oplevelse af, at de i kraft af at være pædagoger med deres uddannelse og arbejdserfaringer har en faglighed, som er tilstrækkelig og kvalificeret til at træffe fagligt forsvarlige valg,« siger Jo Krøjer. 

Den yngre generation af pædagoger føler sig i langt højere grad fagligt utilstrækkelige.

»De bliver de nødt til at læne sig op ad eller trække på alle mulige videnskilder andre steder fra for at kunne have en oplevelse af, at de valg, de træffer, er fagligt forsvarlige,« siger forskeren. 

Markant forskel mellem generationer 

Studiet er baseret på erindringsværksteder med forældre og pædagoger fra den ’gamle generation’, der havde deres gang i daginstitutioner fra 1972-1992, og den ’yngre generation’, der har været pædagoger og forældre i daginstitutioner efter 1992. 

Studiet går i dybden med forholdsvis få personer og kan derfor ikke generaliseres, men alligevel blev forskerne overraskede over, hvor markante forskellene var mellem de to generationer af pædagoger. 

Det markante skift i oplevelsen af faglighed hænger tæt sammen med de forskellige erfaringer, som pædagogerne i de to generationer gør sig i deres arbejde, forklarer Jo Krøjer.

Beundring er afløst af skepsis

Den ældre generation fortæller, at de har en stærk oplevelse af at blive bekræftet eller direkte beundret i kraft af deres arbejde og faglighed. En bekræftelse, de især møder hos forældrene. Den yngre generation gør sig derimod mange flere erfaringer med at blive udsat for det modsatte. 

»De oplever langt mere at blive konfronteret med, at nogle – typisk forældrene – sætter spørgsmålstegn ved eller forholder sig skeptisk overfor de valg, de har truffet,« siger hun.

»I de mest markante eksempler fører det til en kritik, der bliver rejst overfor institutionens ledelse eller direkte til den enkelte pædagog. Det er meget tydeligt, at de forældre først og fremmest har en stærk oplevelse af utryghed. De oplever ikke, at utrygheden bliver afløst af en situation, hvor de føler sig trygge,« siger Jo Krøjer.

»Og det har vi simpelthen ikke set eksempler på i den ældre generation.«

Stort skift i relationen til forældre

Relationen mellem forældre og pædagoger har ændret sig markant over tid, peger forskningen på. Tidligere har der været en mere direkte, hverdagsagtig relation, som inviterede forældrene meget ind i dag­institutionernes hverdag, og hvor det var en styrke, hvis man kunne have relativt personlige relationer.

»Det har man opfattet som en professionel tilgang til forældrene og institutionslivet – og det er skiftet meget,« siger Jo Krøjer.

Vilkårene i daginstitutionerne betyder, at der ikke er mulighed for at involvere forældrene i samme omfang som før. Der er dårligere tid, institutionshverdagen er meget skemalagt og tilrettelagt, og både pædagoger og børn måles konstant oppefra i systemet. 

Vil sikre sig 110 procent

Hvis man som pædagog har erfaringer med meget kritiske forældre, vil ens tilgang til at give råd, vejledning og information om den pædagogiske linje til forældrene være en anden end før: Man vil forsøge at sikre sig 110 procent, inden man svarer, forklarer Jo Krøjer.

»Pædagoger i den yngre generation er tilbøjelige til at søge viden hos ekspertvidenskilder. Ikke pædagoger, men eksperter, som man kan finde på nettet eller lignende. Det har en form for vidensautoritet overfor de forældre, som pædagogerne skal svare,« siger Jo Krøjer.

Kirsten Hedegaard blev uddannet pædagog i 1992, og de ­­følgende år mærkede hun på sin egen krop de markante skift i hverdagen, fortæller hun til Børn&Unge. 

Vi fik læreplaner og dårligere normeringer

»I starten af min pædagogiske tilværelse var det betydeligt nemmere at være sammen med børnene. Man kunne arrangere ture ud af huset og være sammen på en helt anden måde. I slutningen af min karriere gik meget tid med at skrive og opdatere sig. Vi skulle formidle pædagogikken ud til forældrene hver dag, og det var egentlig tidskrævende. Derudover havde vi læreplaner og sprogbørn, hvor vi havde faste rutiner nogle dage om ugen. Det fyldte meget til sidst.«

Den største forandring i de 25 år, som Kirsten Hedegaard nåede at arbejde som pædagog, inden hun for et år siden gik på pension som 74-årig, er dog de forringede normeringer, fortæller hun.

»Da jeg begyndte som pædagog, havde vi 18 børn, 2 fuldtidspædagoger og 2 fuldtidsmedhjælpere. Der var altid mulighed for at tage en børneflok med en kollega og komme ud. Jeg følte, man kunne give rigtig meget til børnene. Til slut havde vi 27 børn med to pædagoger og en medhjælper, alle på deltid, og så var der en ’flyver’ til at dække hullerne på skæve tidspunkter. Det gav en helt anden tilrettelægning og en helt anden måde at være sammen på med børnene,« fortæller hun.

Historisk til værks

Forskernes beskrivelse af en udvikling mod mere udfordrende forældre, genkender hun fra sit eget arbejdsliv. Det var en god udvikling, mener hun.

»Ja, forældrene er blevet mere kritiske, men det er dejligt. De er med i deres børns hverdag og stiller spørgsmål til pædagogikken og det, vi laver. Det, syntes jeg, var rart. Det gjorde de ikke i starten af min karriere – der var forældrene mere fraværende. Jeg oplevede den kritiske tilgang som en interesse og et engagement fra forældrene, og det giver et bedre samarbejde,« siger hun.

Hvis man vil forstå de skift, der sker i pædagogers praksis og i samarbejdet med forældre, er man er nødt til at gå historisk til værks og se på, hvilke skred der et sket politisk, mener Sine Penthin Grumløse, adjunkt på Københavns Professionshøjskole og forfatter til bogen ’Den gode barndom’, der handler om den børnepolitiske udvikling.

Politikere går tæt på praksis

Læringsdagsordenen, der er rullet ind over daginstitutionsområdet i 00’erne, har fået stor betydning for de krav, pædagoger forventes at opfylde, og den viden, de forventes at besidde. 

»Det er jo noget af en opgave, som pædagoger er pålagt i øjeblikket. De er virkelig frontsoldater i den læringsdagsorden, uanset om de vil det eller ej. Samtidig med at de fleste forældre udmærket godt ved, at de afleverer deres børn om morgenen til få pædagoger og dårlige normeringer,« siger hun.

I dag har man fra politisk hold en helt anden tilgang til daginstitutionerne end tidligere, og man går meget ’tæt på’ med værktøjer, som implementeres i den pædagogiske praksis. Tidligere har politikerne haft en armslængde til det pædagogiske arbejde. Pædagoger blev opfattet som nogle, der kunne noget i kraft af deres uddannelse og erhverv, forklarer hun.

Skal krydse af og evaluere

»Jeg mener ikke, der i dag nødvendigvis er tale om mistro fra politisk hold til pædagogers arbejde. Men man har på et tidspunkt vurderet, at man kunne ’få mere ud af det’, for eksempel ved at sætte fokus på læring, standarder og evaluering,« siger Sine Penthin Grumløse.

»Politikken bliver lavet med ord som ’robusthed’ og ’læring’, som om det ikke er foregået altid. Der var jo masser af læring i børnehaverne i 1970’erne og 1980’erne, men man talte bare om det på en helt anden måde. Dengang gik bekymringen på, om der var nok voksne, og om de havde de rette pædagogiske kompetencer,« siger forskeren.

Idéen om, at alle børn følger de samme skemaer, hvor man kan krydse af og evaluere børns progression, er også ny i børnepolitikken, forklarer Sine Penthin Grumløse. Hun kommer med et eksempel fra Børnekommissionens Hovedrapport i 1981, hvor der lå et stort fokus på, at børn er forskellige, og at de netop ikke følger samme hastighed.

»Den plads til forskellighed er under pres i øjeblikket,« siger hun.

Læringsdagsorden giver bekymrede forældre

Hele læringsdagsordenen kan efter Sine Penthin Grumløses mening være med til at gøre forældrene bekymrede og dermed også mere kritiske: For er de pædagoger, som mit barn er sammen med, så rent faktisk i stand til at løfte mit barn på den måde, som de skal, eller hvad?

Den opgave, som daginstitutionerne forventes at løse, er markant ændret i løbet af de seneste 50 år, påpeger Jo Krøjer også. Der er kommet meget mere fokus på, at daginstitutionerne skal levere børn, som kan måles på at være blevet tilpasset skolesystemet. Det stiller enorme krav til pædagogerne og lægger samtidig et kolossalt pres på, hvad de skal vide.

»Sprogudvikling, motorik, læringsparathed, diagnose eller ej, sociale kompetencer, talkundskab, bogstavkendskab, you name it. Alt det kommer jo oveni den gamle forståelse af, at daginstitutionen er et sted, en have, hvor børnene kan lege, trives og gro. Og hvor pædagogerne kan lave noget, som er sjovt for børn. Det skal de stadig kunne, men de skal også alt det andet, som jo er stærkt specialiserede vidensfelter,« siger Jo Krøjer.

Hellere fordybelse end legitimering

Det er klart, at pædagogisk arbejde kvalificeres, når pædagoger orienterer sig i ny, relevant viden. Men der er forskel på, om behovet for ny viden udspringer af en faglig nysgerrighed og er direkte forbundet til det pædagogiske arbejde med børnene, eller om behovet handler om at legitimere pædagogikken overfor forældre, forvaltning eller politikere, forklarer Jo Krøjer.

»Det er en balance, man skal være opmærksom på. For det kan få uheldige konsekvenser for børnene, hvis pædagogerne i for høj grad skal bruge deres knapt afmålte tid til at legitimere sig overfor andre fremfor at fordybe sig i at tage sig af de børn, de nu er sammen med,« siger hun.