De vigtigste elementer i en meningsfuld evalueringskultur
Et nyt krav om en evalueringskultur er blevet indført i den reviderede dagtilbudslov. I loven står der ikke noget om, hvordan det skal gøres. Bare at det skal gøres. Så hvordan bliver evalueringskultur til en meningsfuld opgave i pædagogisk praksis?
Det giver ph.d. og docent i dagtilbud og barndomspædagogik ved professionshøjskolen UCL Christina Haandbæk Schmidts forskning en række svar på. I samarbejde med pædagoger og ledere i otte børnehuse har hun og tre kolleger fra pædagoguddannelsen undersøgt og afprøvet, hvordan en meningsfuld evalueringskultur kan se ud i praksis. Og hun blev overrasket.
Evalueringsrum
”Jeg er vildt overrasket og imponeret over, hvad der sker, når man sætter to-tre pædagoger ind i et rum, hvor de får tid til sammen at se på den samme dokumentation. Hold da op, hvor er de dygtige. Der sker noget, når man går ind i et formelt evalueringsrum, hvor man lukker kollegaerne ind og udstiller sin faglighed og sin sårbarhed,” siger hun.
Tre ting er ifølge Christina Haandbæk Schmidt afgørende for at skabe en meningsfuld evalueringskultur: Evalueringen skal være knyttet til teamet omkring en børnegruppe, lederne skal sætte videndeling fra evalueringerne på som et fast punkt på dagsordenen på personalemøder, og der skal være tid til at pædagogerne kan evaluere sammen hver eller hver anden uge.
Fra uformel til formel evaluering
Tidligere forskning i evaluering i daginstitutioner har vist, at der allerede finder masser af uformel evaluering sted i institutionerne.
”Pædagoger er generelt dygtige til at reflektere og evaluere. Når de har været på tur, snakker de sammen i garderoben eller på legepladsen, om det var en god tur; virkede det, vi gjorde? Og næste gang, skal vi huske vådservietter.”
Forskellen er, at evalueringen nu skal basere sig på dokumentation og være mere systematisk.
”Vi har forsøgt at udvikle et værktøj, der kan understøtte pædagogerne i at gå fra den uformelle evaluering til en mere formel evalueringskultur,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
Tag afsæt i jeres undren
En udbredt måde at evaluere på er at vurdere om resultaterne af en indsats står mål med intentionerne. Virkede det? Og kan vi dokumentere forandringerne, har børnene fået nye kompetencer eller ændret adfærd? Den type evaluering siger noget om de synlige resultater, men ikke noget om, hvordan forandringerne rent faktisk skete og hvorfor. Den skaber ingen viden om, hvilken praksis der gjorde forandringen mulig.
”Hvorfor først starte evalueringen der, når vi har lavet en indsats og måske allerede har konstateret, at den virkede? Hvorfor ikke tage afsæt i den undren, som pædagogerne har, og starte evalueringen, inden de overhovedet går i gang med indsatsen og dermed skabe grundlag for at følge processen?” Det er en anden måde at evaluere på end en effektmåling,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
Se på jer selv og jeres praksis
Et kodeord er, at pædagogerne ikke evaluerer og dokumenterer på det enkelte barn. I stedet har forskere og pædagoger rettet blikket mod sig selv og selve den pædagogiske praksis. De filmede for eksempel sig selv med videokameraer for at få øje på, hvad der egentlig skete i de konkrete situationer.
”Flere har sagt, at de skulle tage mod til sig og vænne sig til at blive filmet. Det er sårbart, fordi pædagogerne udstiller deres praksis og inviterer kolleger ind og kigge med.”
Når pædagogerne så på videodokumentationen sammen, satte det gang i de faglige refleksioner.
”Pædagogerne fik øje på, at de har blinde pletter. De ser noget andet, end når de står midt i praksis. Deres drøftelser er meget praksisnære og samtidig meget reflekterende,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
Evaluering kræver tillid
Et eksempel var en pædagog, der havde filmet en situation, hvor hun leger med et barn i sandkassen. Videoen var egentlig tænkt som et godt eksempel på, hvordan det ser ud, når de voksne leger. Men kollegaerne fik øje på noget andet.
”Vi blev optagede af, hvordan hun sad. Hun havde ryggen mod de andre børn og kom til at skærme sådan, at de havde svært ved at komme med ind i legen. Samtalen i evalueringsrummet handlede om, hvordan hun kunne sætte sig anderledes for at invitere flere børn ind. Det er, hvad der menes med selvkritisk; at man tager sig selv med i ligniningen. Vi skal ikke kun tale om, at et barn ikke er god til at lege med de andre børn. Vi skal tale om, hvordan vi selv skaber muligheder for, at barnet får legerelationer.”
Den slags samtaler kræver, at lederne formår at skabe en høj grad af tillid mellem kollegaerne, viser forskningen.
Kontekstnær og konkret
”Pædagogerne evaluerer for at udvikle praksis, så der skal være tillid og samtykke til, at det her gør vi sammen. Det skal ikke være et terapirum, men man skal også turde at vise det, der er svært. Også den konflikt, der ikke blev løst på den rigtige måde.”
Tre ting er afgørende, ifølge Christina Haandbæk Schmidt, for at skabe en meningsfuld evalueringskultur. For det første er det helt afgørende, at evalueringen er knyttet til teamet omkring en børnegruppe.
”Evalueringen skal være meget kontekstnær og konkret. Pædagogerne skal selv formulere, hvad det er vigtig at få kigget på, eventuelt med støtte fra lederen,” siger forskeren.
Tid er afgørende
For det andet er det afgørende, at lederne tager videndeling alvorligt og sætter det på som et fast punkt på dagsordenen på personalemøder, sådan at hele børnehuset får gavn af den viden, der kommer frem i evalueringen i de enkelte teams.
Den tredje afgørende ting har samtidig været projektets største udfordring: Tid.
”Der skal være tid til, at pædagogerne evaluerer sammen hver eller hver anden uge. Fra ministeriets side har det været en gratis omgang, for de har bare skrevet evalueringskultur ind i loven, men ikke sat tid af til det. Jeg havde håbet, at minimumsnormeringerne også indbefattede forberedelsestid til pædagogerne. Evaluering er en sindssygt vigtig opgave, men den ligger oven i alle de andre opgaver. Det koster,” siger Christina Haandbæk Schmidt.
I sidste ende er tiden givet godt ud
Tiden til evaluering er godt givet ud, ifølge forskeren.
”Vi har den myte, at evaluering tager tid væk fra børnene. Vi taler om at ’gå fra’, det siger alt. I stedet burde vi tale om at ’gå til’ evaluering som en vigtig opgave. Vi har fået øje på, at når pædagogerne har identificeret problemet sammen og dermed også deres handletiltag, bliver deres indsats langt mere koordineret. Jeg vil vove at påstå, at de i sidste ende får mere tid til børnene.”
