Pædagoger troede, de fulgte børnenes perspektiver: Video viste noget andet
Selvfølgelig er det børnenes nysgerrighed og engagement, der sætter dagsordenen for pædagogikken. Sådan tænkte pædagogerne på Klippigården i Aabenraa Kommune i hvert fald, indtil børnene blev udstyret med GoPro-kameraer, der optog virkeligheden, som børnene oplevede den. Optagelserne afslørede, at det var pædagogerne, der var styrende og talende i børnenes liv.
Pædagogerne har siden den opdagelse forsøgt at lægge bånd på sig selv. Men det kan være svært.
Pædagogen stopper sig selv
”Nej, du skal ikke putte æblet ned i posen. Så kan den jo ikke flyve.”
Sætningen når lige at slippe ud af munden på pædagog Pia Langelund Christensen fra daginstitutionen Klippigården i Kliplev i Aabenraa Kommune. For hun ved jo godt, hvad der sker, hvis et æble lander i en plastikpose, der skal flyve i vinden. Men i stedet for at stoppe pigen stopper hun sig selv.
”Jeg var ved at falde i med begge ben, for jeg havde jo løsningen: Hvis du putter æblet ned i posen, falder den ned, fordi den bliver for tung. Jeg måtte stoppe mig selv, og i stedet når jeg at sige: ’Du kan jo prøve det’.”
I stedet for selv at forklare lader Pia Langelund Christensen barnet selv undersøge, hvad der sker. Og netop den bevægelse har været central i udviklingsprojektet Børn i naturfaglige forundringsmiljøer, hvor pædagoger og forskere sammen har undersøgt arbejdet med læreplanstemaet natur, udeliv og science.
”Hold op, hvor taler vi meget”
I projektet har pædagoger fra otte dagtilbud i Aabenraa Kommune arbejdet sammen med undervisere fra UC SYD om at undersøge deres egen praksis i arbejdet med læreplanstemaet natur, udeliv og science. Et af redskaberne har været GoPro-kameraer, som børnene har haft på. Optagelserne giver pædagogerne mulighed for bagefter at se verden fra børnehøjde, bogstaveligt talt.
Og det gav nogle overraskelser.
”Når pædagogerne kiggede på videoklippene fra deres egen praksis, blev de i første omgang meget opmærksomme på, hvor meget de selv talte. Hvor meget de hele tiden selv forklarer, hvad der sker for børnene,” fortæller lektor Christoffer Fuglsig Nissen, der sammen med lektor Ida Guldager har ledet projektet.
For mange pædagoger blev det tydeligt, hvor hurtigt man kan komme til at forklare og styre situationer, hvor børnene egentlig er i gang med at undersøge noget selv. Den erkendelse kan Pia Langelund Christensen genkende, og i dag gør pædagogerne noget andet, fortæller hun.
”Som pædagog er det okay ikke at være der hele tiden, snakke hele tiden og spørge børnene hele tiden. Det er okay, at vi stopper op og står lidt i baggrunden,” siger hun.
Små valg er ikke det samme som børneperspektiv
I projektet har pædagogerne fået et nyt blik på, hvad det egentlig vil sige at følge børns perspektiver. Mange mente, at de allerede gjorde det, men projektet har givet dem et nyt blik på, hvad det betyder i praksis, forklarer Christoffer Fuglsig Nissen.
”Når pædagogerne for eksempel tager børnene med på tur, har de en idé om, at de følger børnenes perspektiver, fordi børnene får lov til at have en eller anden form for valgfrihed i forhold til nogle små valg. Fx: ’Skal vi gå den eller den vej?’” siger Christoffer Fuglsig Nissen.
Men det er ikke nødvendigvis det samme som reelt at følge børnenes spor. Når pædagogerne giver mere plads til børnenes initiativer, kan det også føre helt andre steder hen end planlagt, var erfaringen i projektet.
”Det kan godt være, at man havde en plan om, at man skulle ned til et vandhul. Men undervejs faldt man over et eller andet. Vi har et videoklip, hvor børnene blev meget optagede af sådan en kloakrist med vand, der løb ned i,” fortæller Christoffer Fuglsig Nissen.
Børnene begyndte at undersøge, hvor store pinde der kunne flyde med vandet ned i risten.
”Og 1, 2, 3, jamen så gik størstedelen af den tid, der var afsat til at gå tur, med at finde forskellige pinde og ting, der kunne ryge ned i risten.”
Pædagoger er holdt op med at planlægge turen på forhånd
Netop den slags situationer viser, hvad det kan betyde at følge børnenes perspektiver. Pædagogerne i Klippigården har taget konsekvensen, fortæller Pia Langelund Christensen. Tidligere kunne en tur i skoven være planlagt i detaljer på forhånd. I dag er udgangspunktet langt mere åbent, fortæller hun.
”Førhen planlagde vi, at i dag skal vi ud at plukke brombær, og vi skal se, om vi kan finde noget uglegylp, og så skal vi også lige have madpakken med. Vi bor fantastisk for enden af en skovsti, når vi har gået 10 minutter, er vi ude i skoven. Så i dag siger vi: ’Vi skal på tur i skoven, og så ser vi, hvad den tur bringer med sig’.”
Langsommelighed giver tid til børns undren
Et af nøglebegreberne i projektet er langsommelighed. En bevidst beslutning om at sætte tempoet ned og give plads til fordybelse, fortæller Christoffer Fuglsig Nissen.
”Det blev sådan en frigørelse fra en traditionel aktivitetstænkning, hvor man definerer mål på forhånd, og over i en mere procesorienteret opmærksomhed på, hvad børnene selv bliver optagede af,” siger han.
For Pia Langelund Christensen handler det blandt andet om at give børnene tid til deres undren.
”I stedet for at stille alle de der spørgsmål, man normalt stiller, når børnene finder en død fugl, så stopper vi nu op, og vi lytter.”
Børnene får lov til at undersøge situationen i deres eget tempo.
”Vi pædagoger skal ikke være så forhippede på at komme med en masse svar. Lad nu børnene selv få lov til at være i nuet og opleve den ro, det giver omkring dem,” siger hun.
Kamera i børnehøjde gav blik for de stille børn
GoPro-kameraerne har også givet pædagogerne et nyt indblik i, hvad børnene faktisk bliver optaget af. Når optagelserne bliver gennemgået bagefter, kan de se situationer, de ellers ikke ville have lagt mærke til.
”Vi fik jo næsen ned i lige præcis det, børnene har interessen for,” siger Pia Langelund Christensen.
Det gælder også de stille børn, som ellers ikke fylder så meget i de fælles aktiviteter.
”Når de fik det kamera på og var ude at opleve sammen med en enkelt eller to, hold da op, så skal jeg love for, at der var en masse sprog og undring,” fortæller hun.
Spændende at eksperimentere
Tilbage ved plastikposen og æblet finder pigen hurtigt ud af, at når æblet kommer ned i posen, bliver den for tung til at flyve. Pointen er, at hun selv fik lov til at opdage det.
”Det bliver lidt mere ping-pong med børnene, når de prøver tingene af selv. Selvfølgelig er det spændende at eksperimentere: Hvad sker der, når jeg putter æblet i? Hvad sker der, når jeg tager det ud igen?” siger Pia Langelund Christensen.
Netop dér begynder science i dagtilbud, foreslår projektet. Når pædagogerne stopper med at forklare verden, men i stedet giver børnene mulighed for selv at undre sig og undersøge den.
