Sådan kan fritidspædagoger modvirke ulighed i børnelivet

Hvordan opstår ulighed i børnelivet?

Begrebet peger på en kritik af den måde, ulighed ofte forstås på. Pædagogiske institutioner bliver let betragtet som en slags sort boks, forklarer forskeren. Børn træder ind i institutionerne med forskellige forudsætninger og ud igen med forskellige muligheder. Hvordan ulighed opstår og forstærkes i institutionerne, bliver sjældent undersøgt i dybden.

”Vi har været optaget af at gå ind i den sorte boks og se på, hvad der er på spil derinde. Det gør vi ved at kigge på den måde, deltagelsesmuligheder bliver ulige fordelt i pædagogiske institutioner,” siger Maja Røn-Larsen.

I stedet for at forklare ulighed alene som et resultat af børns baggrund ser forskningen på, hvordan ulighed bliver til i konkrete situationer, og hvordan fritidspædagogisk faglighed kan have en stor, men ofte overset betydning for at modvirke uligheden i børnelivet.

Adgang til fællesskaberne er afgørende

Et centralt fund i forskningen handler om betydningen af børns adgang til hinanden. Når børn bevæger sig på tværs af skole og SFO, bruger de i høj grad hinanden og fællesskabet.

”Det her med adgang til fællesskaberne bliver faktisk afgørende for børnenes mulighed for at klare sig i skolelivet og få deres liv til at hænge sammen. Og det får vi ikke øje på, hvis vi bare stirrer os blinde på deres sociale baggrund og den rygsæk, de har med sig hjemmefra,” siger Maja Røn-Larsen.

Børn kommer med forskellige udgangspunkter

Men adgangen til fællesskaber er ikke lige fordelt. For eksempel starter nogle børn i SFO som en del af en gruppe af venner fra børnehaven, mens andre står mere alene og skal finde deres plads i et helt nyt fællesskab. Ifølge Maja Røn-Larsen stiller arbejdet med børns deltagelse i fællesskaberne krav til pædagogernes opmærksomhed på, hvordan børn kommer ind i SFO’en med forskellige udgangspunkter. 

Hun peger på, at det for pædagoger handler om løbende at skabe situationer, hvor børn kan blive betydningsfulde for hinanden på nye måder. For eksempel arbejder pædagoger med at forbinde børn med hinanden gennem aktiviteter og lege, der tager udgangspunkt i børnenes interesser. 

Situeret ulighed: Børn har forskellige betingelser for at deltage

Forskerne bruger begrebet ’situeret ulighed’ til at beskrive, hvordan ulighed kan opstå i helt konkrete situationer og sammenhænge i hverdagen. 

”I stedet for at sige, at ulighed alene kan forstås ud fra nogle baggrundsfaktorer, kigger vi ind i situationerne og ser på, hvad der har betydning der, i forhold til hvordan forskellige børn får adgang og har forskellige betingelser for at deltage,” forklarer Maja Røn-Larsen.

Arbejdet med børns deltagelsesmuligheder og plads i fællesskabet stiller krav til pædagogernes opmærksomhed, analyse og faglige vurdering i nuet. Ikke nødvendigvis i form af planlagte og strukturerede indsatser – det så forskerne også – men i lige så høj grad som løbende vurderinger af, hvad der er på spil for det enkelte barn og for fællesskabet i den konkrete situation. 

Forskerne observerer blandt andet, hvordan pædagoger justerer deres måde at tale på i fællesskabet, så et barn ikke bliver udpeget som problemet, men i stedet oplever at være en vigtig del af gruppen. Det er greb, der kan se små og selvfølgelige ud for pædagogerne selv, men som bygger på en faglig analyse af situationen.

Pædagogers arbejde med fællesskaberne styrker børns deltagelse

En central pointe i forskningen er, at pædagogernes arbejde med at modvirke ulighed ikke først og fremmest handler om at iværksætte særlige indsatser for bestemte børn. Tværtimod peger studiet på betydningen af det almene pædagogiske arbejde med fællesskaber, hvor børnenes deltagelsesmuligheder skabes og styrkes.

Det betyder, at forskerne ikke forstår situeret ulighed som noget, barnet har, men som noget, der udvikler sig i samspillet mellem de mange forskellige parter i børnenes liv og de aktiviteter og situationer, der udspiller sig i hverdagen.

En anden væsentlig pointe i forskningen er, at den pædagogiske faglighed er situeret og kræver, at pædagogerne hele tiden analyserer det, de ser, og justerer sig derefter. Forskerne kalder det fleksibel, fokuseret, fritidspædagogisk faglighed. 

”Der ligger en enorm kompleksitet i noget af det, der ved første øjekast ligner en legende let SFO-hverdag,” siger Maja Røn-Larsen.

”Det er ikke noget, der kan bare planlægges på forhånd. Pædagogerne må hele tiden udvikle deres praksis gennem løbende iagttagelser og analyser.” 

Fagligheden bliver usýnlig, når vigtige indsatser går ubemærket hen

Netop derfor risikerer fagligheden at blive usynlig, fordi der ikke er faglige begreber for ’de små ting’, som let går ubemærket hen som selvfølgeligheder. Samtidig er det ifølge forskeren her, nogle af de største muligheder ligger: 

”Det er igennem de indsatser, der let falder i skyggen, at fritidspædagogikken kan have rigtig stor betydning, når nogle børn ender i sårbare positioner,” siger forskeren.

SFO’en rummer en særlig og i forskningen underbelyst fritidspædagogisk faglighed, netop fordi hverdagen er mindre fast struktureret end i skolen. 

“Det betyder ikke, at pædagogerne er usynlige og ikke spiller en rolle, men det betyder, at deres rolle er en anden end at bestemme, hvad der skal ske,” siger Maja Røn-Larsen og uddyber:

“Man er hele tiden opmærksom på, hvad er det for nogle stemninger, der er? Og hvordan kan vi arbejde pædagogisk relevant i forhold til det?”

Vigtigt arbejde bliver nedprioriteret, når hverdagen presses

Men det gør også fagligheden sårbar. Når ressourcerne er knappe, og hverdagen presses, er det ofte det arbejde, der ikke er skemalagt eller formuleret i planer, som først risikerer at blive bortprioriteret.

”Nogle af de ting, som der ikke er ret meget sprog for eller ret meget planlagt aktivitet over, bliver sårbare. De bliver simpelthen nedprioriteret,” siger Maja Røn-Larsen.

Samtidig peger hun på en risiko for, at fokus flytter sig fra fællesskaber og situationer til individuelle forklaringer, når afmagten vokser over for et barn, der har det svært, og for eksempel er i udredning for en diagnose eller i en særlig indsats.

”Når afmagten i en situation bliver stor, kan det handle om rigtig meget andet end det enkelte barn, men det bliver tit koblet til det enkelte barn. Så risikerer nogle af de almenpædagogiske tiltag, som erfaringsmæssigt har stor betydning, at ryge lidt ud af fokus,” siger hun.

Styrk det usynlige arbejde udenom de planlagte aktiviteter

Hvis pædagoger skal tage én ting med fra forskningen, handler det ifølge Maja Røn-Larsen om at få øje på, værdsætte og styrke betingelserne for det usynlige arbejde, der ofte står i skyggen af de strukturerede og planlagte indsatser. For netop her ligger nogle de ubrugte muligheder for at modvirke ulighed i børns liv.

”Det kræver, at pædagogerne selv skærper opmærksomheden på det usynlige arbejde, eller det arbejde, der let falder i skyggen. At de selv er med til at værdsætte det, for det har en enorm betydning,” siger hun.