Børnehaven er første skridt i flugten fra provinsen: Daginstitutioner anerkender især børns boglige interesser

Unge mennesker flytter fra små til store byer. Det gør de ikke, fordi det er en naturlov, men blandt andet på grund af værdier, de begynder at lære allerede i børnehaven. Det fortæller professor mso Eva Gulløv, der med udgangspunkt i de unges, børnenes og forældres perspektiv er gået tæt på de processer, som løbende lærer flertallet at tvivle på, at der er muligheder i lokalområdet.

»Hvordan er det blevet et værdighedstab at sige, at man bliver i en mindre by? Engang var det jo helt almindeligt. Her spiller uddannelsessystemet en stor rolle i forhold til, at noget er legitimt, mens andet ikke er. Daginstitutionerne spiller med i denne proces, hvor de er første led i uddannelseskæden,« siger Eva Gulløv.

Børn søger børn med samme interesser

Eva Gulløv udgav for nylig sammen med John Gulløv bogen ’Opvækst i provinsen: Om dem, der bliver, og dem der rejser’. De to antropologer boede i foråret 2016 tre en halv måned i Tønder i Sønderjylland og har siden besøgt byen flere gange. Deres feltarbejde foregik blandt andet i gymnasiet, i udskolingen på folkeskoler, blandt forældre og ikke mindst i to børnehaver.

Eva Gulløv har gennem ti uger fulgt hverdagen i to børnehaver. Her stod det klart, at børnene søgte sammen med andre børn med interesser, der lignede deres egne. Blandt andet gik en gruppe drenge meget op i fodbold, mens en anden gruppe gik op i Lego, en pigegruppe leger ofte rollelege, og i en drengegruppe tager legene ofte udgangspunkt i håndværk og arbejde.

’Arbejdsdrengene’, som forskerne har navngivet gruppen, graver, støber, murer, høster eller kører traktorræs. Deres ordforråd på de områder ligger på et højt niveau, så de taler om at nivellere og støbe beton.

»Det er ikke sådan, at børn fra den ene gruppe ikke leger med børn fra de andre grupper, men ser man på det over længere tid, som vi har gjort, er det tydeligt, at børnene grupperer sig efter interesser. Det vil sige, at de søger sammen med meningsfæller, og at de definerer sig selv ud fra, hvad de er gode til, for eksempel at arbejde, spille fodbold eller bygge med Lego,« siger Eva Gulløv.

Bøgerne bliver anerkendt

Pædagoger skal være opmærksomme på, at de sociale skillelinjer mellem børnene er betydningsfulde, mener professoren. Det er vigtigt, fordi børnene selv søger sammen i interessefællesskaber, og fordi det bliver en del af deres selvforståelse.

»Samtidig er det vigtigt, fordi nogle af børnenes interesser får mere opmærksomhed og større anerkendelse fra pædagogerne end andre. Det er ikke, fordi pædagogerne ikke er interesserede i børns viden, men det er en konsekvens af det store fokus på skoleforberedelse. De mere akademiske egenskaber bliver anerkendt, mens det ikke i samme grad bliver anerkendt at vide noget om, hvordan man arbejder på de lokale arbejdspladser. Børnene lærer dermed, at viden har forskellig værdi, men også om de selv hører til dem, der har den relevante viden og kompetencer eller ej. Her ser vi nogle tendenser til at forskelle forstærkes snarere end overvindes,« siger hun.

Børnehaven har fokus på nationale mål 

Pædagogikken er tilrettelagt efter at være anerkendende og tage udgangspunkt i det enkelte barn. Det gør pædagogerne, men der bliver ikke i særlig høj grad lagt vægt på den viden og erfaringer, børnene har med hjemmefra og fra lokalområdet. Det gælder blandt andet den viden, ’arbejdsdrengene’ kommer med.

»Pædagogerne ser det enkelte barn, men det foregår i høj grad udfra, om de har nogle bestemte kompetencer. Institutionerne har mål om, at børnene blandt andet skal være sociale og rummelige, og så er der i mange år efterhånden kommet større og større fokus på det skoleforberedende perspektiv. Det passer alt sammen ind i en national dagsorden og medvirker til, at nogle børns forudsætninger fremstår mere relevante end andres. Derfor er de erfaringer, børnene kommer med fra deres eget liv, ikke noget, man går så meget op i, i hvert tilfælde ikke, når det drejer sig om helt lokale forudsætninger. De kommer ikke rigtig i spil i det pædagogiske arbejde, selvom man sagtens kunne bygge videre på deres erfaringer,« siger hun.

Et bredere ressourceblik - en lokalsensitiv pædagogik

Eva Gulløv argumenterer ikke for, at børn ikke skal lære anerkendte færdigheder eller ikke skal have en uddannelse.

»Men man skal have et bredere ressourceblik, som handler om også at se kvaliteter i det, som børnene kommer med. Og det er ikke en kritik af pædagogerne, men en kritik af en pædagogisk tænkning, der i for høj grad har en national dagsorden og retter sig mod succes i uddannelsessystemet ikke i de lokale samfund. Den dagsorden fylder meget, og på den måde bliver det lokale trængt,« siger hun.

Professoren mener, at det er relevant at rejse nogle spørgsmål i forhold til at styrke en pædagogik, som i højere grad knytter sig til institutionernes lokalområder.

»Måske kan man åbne for en mere lokalsensitiv pædagogik, hvor man er i tættere samspil med lokalområdet, og hvor man i højere grad tager udgangspunkt i, hvad børnene selv kommer med,« siger Eva Gulløv.