Ansættelsessamtalen
Aftal rammerne for samtalen
Ansættelsesudvalget skal inden samtalerne have aftalt en struktur for samtalerne.
Den kan for eksempel indeholde en indledende præsentation af udvalgets medlemmer, en kort introduktion til jobbet og institutionen og derefter fokus på ansøgeren, som kan præsentere sig selv og begrunde sin ansøgning.
Der bør på forhånd være fastsat en tidsramme.
Samtalen skal være så konkret som muligt.
Med udgangspunkt i institutionens målsætning, principper og politikker og institutionens pædagogiske læreplan kan I præsentere ansøgeren for konkrete problemstillinger, som han eller hun vil møde i arbejdet og høre, hvilke bud vedkommende har på at løse opgaven.
Det kan være konflikter i børnegruppen, kommunikation med forældrene, hvordan ansøgeren arrangerer en udflugt, eller hvordan han/hun vil gribe ind over for et voldsomt barn.
Tilpas samtalen til den enkelte stilling
Ansættelsesudvalget skal have fokus på at tilpasse sine spørgsmål og krav i forhold til stillingen. Der er forskel på, om det er en leder, en pædagog eller en pædagogmedhjælper, I er ved at ansætte.
Sørg for at få det rette udbytte af samtalerne
For at kunne udvælge og ansætte den rigtige skal I have afklaret de faglige kvalifikationer. De krav, I stiller, skal tydeligt frem, og udvalget skal have et indtryk af ansøgeren som menneske.
Nogle mennesker er mægtig gode til ansættelsessamtaler. Men en person, som ikke har hurtige svar på alt, men som kan udtrykke fornuftige overvejelser, kan vise sig at være bedre i praksis.
Husk, det er ansøgeren, I skal have noget at vide om.
Overvej flere ansættelsesrunder
I nogle tilfælde, fx ved lederstillinger, kan det anbefales at have to ansættelsesrunder - anden runde måske med to udvalgte ansøgere.
Mellem de to runder skal udvalget finde ud af, hvad I mangler af oplysninger, hvad I særligt vil lægge vægt på eller ønsker uddybet.
BUPL anbefaler, at lønforholdene er på plads hurtigst muligt efter samtalen, så I kan indgå en endelig aftale. Man kan ikke forlange, at en ansøger skal takke ja til en stilling, endsige opsige en anden stilling, før vilkårene er helt på plads.