Gratis webinar med topforsker: Sådan sætter du retning og skaber kvalitet

I uge 44 samles ledere overalt i landet for at blive inspireret, gå i dialog med hinanden og sætte fokus på kvalitet. For pædagogfaglige ledere er det en oplagt mulighed for at styrke ledelse tæt på, dele erfaringer og høste ny viden.
Ledelsesugen består af nationale events og lokale aktiviteter i kommuner og regioner.
En af de nyeste programpunkter er et gratis webinar om faglig ledelse på dagtilbudsområdet arrangeret af BUPL, FOA og KL (Kommunernes Landsforening).
Titlen på webinaret er ’Faglig ledelse på dagtilbudsområdet – hvordan lykkes vi med at styrke den faglige ledelse?’
Faglig ledelse skaber kvalitet
Anne Mette Kjeldsen, der er lektor og ph.d. i statskundskab ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet, er oplægsholder på webinaret.
Netop nu leder hun et ’Partnerskab for Børneforskningsprojekt’, der handler om faglig ledelse, kompetenceudvikling og deltagelse i børnefællesskaber i danske dagtilbud.
"Ledelsesforskning viser, at faglig ledelse skaber kvalitet, når ledere sætter retning, faciliterer fælles faglig forståelse og aktiverer fagligheden i hverdagen. Det kræver vedvarende fokus på udvikling, dømmekraft og stærke faglige fællesskaber – til gavn for børnene," siger hun.
Flere spændende oplægsholdere
Anne Mette Kjeldsen er ikke den eneste, du kan se og høre på webinaret.
Du vil også møde Sisi Eibye, fagcenterchef i Kalundborg Kommune, og Merete Vilsen, dagtilbudschef i Aalborg Kommune.
De to kommunale topchefer kommer med deres bud på, hvordan den faglige ledelse på dagtilbudsområdet kan styrkes. Og hvorfor det er så vigtigt.