Stressramt pædagog siger fra: Stop med at gøre det samme på den halve tid
Da Kirsten Kristoffersen i 70’erne startede sin pædagogkarriere som støttepædagog, oplevede hun at have god tid til det ene eller de to børn, som hun dengang typisk var tilknyttet.
Men senere blev de kommunale støttekorps lukket ned, og såvel støttepædagogerne som de støttekrævende børn skulle i slut halvfemserne og starten af nullerne i inklusionens navn høre ind under de almene dagtilbud. Det betød dårligere normeringer, større børnegrupper og deraf følgende forringelser for både børn og voksne, fortæller Kirsten Kristoffersen.
»Vi støttepædagoger gik fra at have været ansat som en del af et korps på kommunen til at være en del af personalet i daginstitutionen, hvor vi skulle tage os af ikke bare de støttekrævende børn, men også indgå i den almindelige personalenormering til stadig større børnegrupper. Vi kunne nu blive taget fra til administrativt arbejde eller skulle vikariere for pædagogerne. Jeg oplevede, at det gik ud over børnene, der blev mere og mere støttekrævende. Samtidig blev det sværere at få ekstern hjælp til støttearbejdet, for da vi kom ind under daginstitutionsledelsen, kom vi længere væk fra de samarbejdspartnere, som vi før havde kunnet hente opbakning hos i kommunen. Efter i over 30 år at have elsket arbejdet som støttepædagog, gik der nogle år i det nye system, før jeg gik jeg ned på det,« fortæller Kirsten Kristoffersen.
Hun har siden været sårbar og fire gange har været ramt af stress og depression. Senest i vinters på sit nuværende job som pædagog i en naturbørnehave, hvor hun i forbindelse med et mislykket forsøg på at trappe ud af sin antidepressive medicin og noget uro på den nye arbejdsplads måtte sygemeldes en kortere periode, indtil ny medicin hjalp hende på ret køl igen.
»Kroppen husker, og man bliver sårbar i situationer, som kan trigge ens angst for at gå ned igen eller miste sit arbejde. Medicinen hjalp, og det går det godt, men et eller andet sted, er man mærket for livet,« siger hun.
Mange får stress
Den i dag 61-årige pædagog er langt fra den eneste pædagog med en stressdiagnose i bagagen. 26 procent eller hver fjerde pædagog i Danmark har i dag symptomer på stress, viser en netop offentliggjort undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Faggruppen pædagoger er særligt hårdt ramt, viser undersøgelsen. Mens andelen af offentligt ansatte, der udviser stresssymptomer de senere år er steget med 20 procent, så er stigningen for pædagoger på 50 procent.
Undersøgelsen peger især på forringelser i normeringerne og besparelser som årsager til øget arbejdspres og deraf følgende stress.
Det understøttes af en spritny BUPL-undersøgelse, som viser, at tre ud af fire pædagoger på grund af personalemangel ofte oplever ikke at kunne drage den nødvendige omsorg for børnene, og lige så mange mener, at de ikke kan give den nødvendige støtte til udsatte og sårbare børn.
Det var også oplevelsen af ikke at kunne hjælpe børnene godt nok på grund af for ringe ressourcer, der pressede Kirsten Kristoffersen i sit tidligere arbejde som støttepædagog.
»Det handlede meget om min pædagogiske, faglige stolthed. Mit arbejde havde jo lønnet sig tidligere og givet så mange successer for de børn og familier, jeg havde haft med at gøre. Da arbejdsforholdene blev værre og værre, kunne jeg se, hvordan familierne også mærkede det, og jeg sad på deres side som barnets advokat, men blev mødt af en mur fra kommunen, hvor intet kunne lade sig gøre. Det var så frustrerende, at jeg vidste, hvad der skulle til, men ikke kunne få lov at hjælpe,« siger hun.
Fra syg til fyret
I en lang periode op til sin første stresssygemelding oplevede Kirsten Kristoffersen at få mere og mere krævende arbejdsopgaver læsset over på sine skuldre, og kulminationen kom, da hun sagde ja til at blive støttepædagog i sit eget hjem i dagtimerne for en meget udadreagerende dreng, som hendes daværende arbejdsplads ikke syntes, de kunne rumme blandt de andre børn.
»Der var kun et halvt år, til han skulle i skole, og jeg ville jo gerne hjælpe barnet og familien, og institution og kommunen lovede mig støtte og opbakning, men jeg måtte klare det hele selv, og jeg oplevede det som et kæmpe svigt af både mig og især barnet,« siger Kirsten Kristoffersen.
Da hun i kommunen bad om supervision og ekstern hjælp, blev støtten i stedet taget fra barnet, og Kirsten Kristoffersen blev herefter sygemeldt i halvanden måned. Det blev ikke lettere, da hun kom tilbage til sit arbejde i institutionen, og den gruppe børn med autisme, som hun her var støttepædagog for, nu skulle inkluderes og have en hverdag med resten af børnegruppen. Tiltaget blev præsenteret som en hjælp til hende selv, så hun ikke arbejdede isoleret fra resten af huset, men Kirsten Kristoffersen oplevede som en forringelse for børnene, som ville opleve mere uro ved at indgå i den samlede børnegruppe.
Samtidig blev det formuleret fra lederens side, at hvis hun igen gik ned med stress, ville lederen blive nødt til at fyre hende.
»Det var jo et kæmpe pres, og samtidig tænkte jeg, at det skulle hun ikke bestemme, så jeg blev ved, indtil en kollega en dag måtte køre mig hjem, fordi hun kunne se, at jeg var gået helt i smadder. Derefter kom så fyringen,« fortæller Kirsten Kristoffersen.
Nej til excel-styring
De første stresssygemeldinger skete i 2008 og 2010, mens fyringen kom i 2012 efter en sygemelding i 2011.
Siden har Kirsten Kristoffersen kæmpet med det stress, der følger i perioder at være arbejdsløs eller vikaransat, der ikke kan få fast arbejde.
»De roser ens arbejde, men der er ikke nogen fast stilling at få,« oplevede Kirsten Kristoffersen flere steder.
For tre år siden var hun heldig at få en deltidsstilling på sin nuværende arbejdsplads – og her ser hun, hvordan det langt fra kun er støttepædagogområdet, der gennem årene har fået stadig ringere normeringer, og som har lagt ryg til besparelser.
I starten af 70’erne var den gennemsnitlige normering godt tre børn per voksen i vuggestuer og syv børn per voksen i børnehaver, mens målinger fra de senere år viser en stigning til nu cirka seks vuggestuebørn og over 11 børnehavebørn per voksen.
»Der er ikke noget at sige til at stressen blandt pædagoger stiger. Gang på gang bliver vi bedt om at effektivisere og gøre det hele på den halve tid, men det kan jo ikke lade sig gøre med mindre vi lukker af for al menneskelig empati og omsorg for børn og familier. Vi pædagoger ser jo ikke på vores arbejde som et fabriksarbejde. Måske kan politikere eller ledere med mange institutioner under sig, og som ikke møder børn og pædagoger i det daglige, fint anskue det pædagogiske arbejde fra skrivebordet som noget, der kan gøres op i et excel-ark, men det er jo fuldstændig hen i vejret at tro, at man kan styre mennesker på den måde,« siger Kirsten Kristoffersen.
Stadig håb
Politikere skal standse deres effektiviseringstogt, og den pædagogfaglige ledelse skal helt i øjenhøjde med pædagogerne, forældrene skal med på banen, og så skal også pædagogerne selv begynde at sige fra, mener pædagogen.
»Vi er nødt til at stå fast og sige højt, at bunden for ansvarlige normeringer for længst er nået, og børnegruppestørrelsen er blevet alt for stor. Vi skal sige fra, når politikere vil putte flere opgaver på os. Og vi skal lade være med at tro, at vi kan gøre det samme på den halve tid, for det har vi nu gjort i mange år, uden at vi er blevet kompenseret, og nu rammer det os selv i form af stress. Vi skal ikke bare klare den, men også vise udadtil, hvor slemt det står til,« siger Kirsten Kristoffersen.
Også på pædagoguddannelsen mener hun, man i højere grad bør forberede de studerende på, at virkeligheden i faget ikke er sådan, som mange drømmer om.
»Om et halvt år bliver min datter færdig som pædagog, og hun snakker om at skulle ud og realisere sig selv og gøre en forskel for børnene og de unge. Men jeg har set, hvordan mange unge netop går ned med stress, fordi det slet ikke er den virkelighed, de kommer ud til. På den anden side giver det mig håb, at de unge stadig tror på pædagogfaget og alt det gode, de med det kan udrette,« siger Kirsten Kristoffersen.
Hun er gammel i gårde og har set bedre tider, og derfor tror hun også på, at udviklingen stadig kan nå at vende.
»Lige nu er faget så presset, at mange søger væk eller går ned med flaget på det. Men om 10 år tror jeg, at vi igen vil se flere små institutioner og små børnegrupper, hvor der er tid og ro til at arbejde med det enkelte barn og gruppens trivsel,« siger hun.
