Skolepædagoger udsat for slag og spark fra frustrerede børn

Både skole-, fritids- og specialpædagoger er blandt de pædagoger, som i stigende grad udsættes for vold på deres arbejde, viser ny undersøgelse fra FTF.

Fra 2001 til 2017 er andelen af pædagoger som oplever fysisk vold steget fra 9 til 25 procent.

Et særudtræk fra undersøgelsen viser, at tallet i 2017 er 24 procent for pædagoger i indskolingen i almenskolen og 16 procent for pædagoger fra specialskoler.

Jon Olufson, tillidsrepræsentant og pædagog på Søborg Skole, kan bekræfte den stigende vold.

»Vi oplever langt mere vold og magtanvendelse end tidligere. Det kan være slag, spark, krads og kast med stole. Det er ikke tilsigtet vold, men mere sådan en random ting, der sker, hvis børnene er frustrerede og ikke kan styre deres temperament,« siger Jon Olufson.

Fejlslået inklusion

Søborg Skole er en almenskole med specialgruppeordninger, og de voldelige hændelser forekommer begge steder, men sker især i specialgruppeordningerne.

Jon Olufson ser volden som et udslag af fejlslået inklusion, hvor pædagoger i folkeskolen i dag står med større opgaver, end de har fået ressourcer, rammer og specialisering til at løse.

I Gladsaxe Kommune, som Søborg Skole hører under, skete inklusionen i folkeskolen samtidig med, man planlagde besparelser for 52 millioner kroner, og i årene efter lukkede en række specialtilbud, fortæller Jon Olufson.

»Vi skal inkludere flere børn, og vi oplever, at børnenes diagnoseark er blevet længere. Specialgruppen er et tilbud for børn med ADHD, men nu får vi også børn med autisme, som vi ikke er uddannede til,« siger han.

Flere børn med diagnoser

Klinisk psykolog og Ph.D. Marie Louise Rimestad fra psykologisk institut ved Aarhus Universitet er ekspert i ADHD og børn med adfærdsvanskeligheder. Hun finder det plausibelt, at den udbredte vold mod pædagoger i skolen og på specialområdet skyldes, at der både er kommet flere børn med diagnoser, og at de skal inkluderes i folkeskolen.

Hun henviser til tal fra Sundhedsdatastyrelsen fra februar 2018, som viser, at siden 2006 er antallet af børn og unge med diagnoser som angst, depression og ADHD tredoblet.

»Det er klart, at når flere børn har de her vanskeligheder og skal inkluderes i folkeskolen, så vil der jo også være flere i SFO’erne og i klasserne, som har vanskelighederne. Og deres pårørende, herunder pædagogerne, vil være mere udsatte for deres ofte udadreagerende, impulsive adfærd,« siger hun.

Privatfoto

Hun oplever heller ikke, at skolen altid har ressourcer til at varetage den inklusionsopgave, som de senere år er blevet dem pålagt.

»Noget af det, der karakteriserer børn, der slår, er, at de har svært ved at regulere sig selv i store sammenhænge med mange børn og ikke særligt mange voksne. Der er ikke ret mange børn, der har lyst til at slå, så når børn gør det alligevel, er det typisk udtryk for, at der er noget, de ikke formår. Og børn, der har de her vanskeligheder og skal inkluderes i i folkeskolen, har brug for nogle særlige vilkår, men det kan de jo ikke få, når en pædagog eller en lærer står alene med 28 børn,« siger Marie Louise Rimestad.

Invitation i grim kuvert

Psykologen beskriver børn, der slår, som en bred gruppe – lige fra børn, der er kede af det, til børn med svære diagnoser som ADHD eller en autismespektrumforstyrrelse.

» Når børn slår, er det en tydelig måde at se, at de er i mistrivsel, og man kan sige, det er som at sende en invitation i en rigtig grim kuvert. Børnene siger jo, at de har brug for hjælp, og der er noget, der ikke fungerer, men det er en rigtig uhensigtsmæssig måde at vise det på,« siger hun.

Hvad et det, børnene har brug for?

»Det ville jo være dejligt, hvis jeg bare kunne komme med nogle enkle tips og fif, som de dygtige pædagoger bare kunne tage til sig. Der er da ting, man kan gøre, men helt overordnet set så giver pædagogerne jo også selv svaret, når de siger, at volden sker, fordi der er for få voksne og for få ressourcer til for mange børn, hvoraf flere har vanskeligheder. Så det er jo nok et helt andet sted der skal sættes ind. For mig at se er det et strukturelt problem,« siger Marie Louise Rimestad.

Forebyg med tid og nærvær

Psykologen har dog bud på, hvad den enkelte pædagog kan gøre, hvis der er tid og ressourcer nok til at hjælpe alle børn.

»Det er jo noget med at have ekstra fokus på de børn, man ved, kan blive udadreagerende og så give dem positiv opmærksomhed, når de ikke er det. Man må arbejde med at skabe gode relationer til dem gennem nærværende stunder med dem, hvor man skærmer dem lidt fra omgivelserne og ikke møder dem med hverken konflikt eller for mange krav, men faktisk bare er sammen med og viser interesse for dem,« siger Marie Louise Rimestad.

Desværre er det bare sådan, at børnene tit får mest opmærksomhed, når de gør noget uhensigtsmæssigt.

»Som mennesker er vi wired til at tage os af det, der larmer og det, der stikker ud. Så når børn er for eksempel kravafvisende eller aggressive, er man nødt til at reagere. Omvendt er man i en travl og presset hverdag, måske ikke så opmærksom på at få sagt ’Hey, der var du lige en god ven’ eller ’Tak. fordi du kommer, når jeg kalder’. De positive strategier, som er dem, man skal vende den onde spiral med og dem, som skal virke på den lange bane, får man måske ikke tid til at sætte ind med, når man er én voksen til de her mange børn,« siger hun.

»Jeg oplever, at pædagoger faktisk er rigtig gode til det med relationsdannelse, men de har nogle svære vilkår,« siger Marie Louise Rimestad.

Hårde omkostninger

De svære vilkår for skole- og fritidspædagoger er med til at give stress, som igen er med til at skabe stressede situationer, der potentielt kan føre til, at nogle børn bliver udadreagerende, fremhæver psykologen.

Det er et hårdt miljø for børnene at være i, men også for de voksne, som risikerer både udbrændthed og sygemeldinger

»Det handler om, at man oplever, at man ikke kan skabe ordentlige rammer med de vilkår, der er stukket ud. Men det er jo en umulig opgave at sikre trivsel, når man er for få til alt for mange børn og nogle af dem har svært ved at trives. Så er det jo både som en negativ spiral for børnene, men også for de voksne, og det vil helt sikkert kunne ses på tal for både stress og sygemeldinger,« siger Marie Louise Rimestad.

Det kan det også på Søborg Skole, hvor særligt pædagogerne i specialgruppen er hårdt ramt, fortæller Jon Olufsen.

»Vi har aldrig haft så mange sygemeldinger. Lige nu har vi to langtidssygemeldte, og vi har også sagt farvel til et par stykker, der er rejst, fordi de ikke kunne mere. Og når nogen er syge, så presser det jo også de andre. Det er nogle hårde omkostninger,« siger han.