Sådan er vores vilkår: Børnene står jo nærmest i kø for at få min opmærksomhed

Da pædagog Heidi Nielsen på Facebook beskrev en eftermiddag, hvor hun på grund af sygdom var alene med 19 børn, var reaktionerne voldsomme. Men sådan er virkeligheden i institutionerne i dag, siger hun.

Hver eftermiddag fra klokken 14.30 er der fire voksne til 50 børn i den integrerede daginstitution Dalgården i Værløse. Når så sygdom eller andet yderligere påvirker hverdagen, kan antallet af børn pr. voksen komme højt op. Det skete forleden for pædagog Heidi Nielsen. Hun var alene med 19 børn, og hun har på Facebook beskrevet situationen, hvor hun måtte trøste et ulykkeligt barn i garderoben. Imens var 18 børn alene inde på stuen.

»Den slags sker af og til. Sådan er virkeligheden i dag,« siger Heidi Nielsen.

Hun understreger, at dette ikke handler om hendes institution, men om normeringerne generelt.

»Min leder gør, hvad hun kan, men rammerne er nu en gang, som de er. Man kan jo også se på kommentarerne på Facebook, at kolleger rundt omkring i landet oplever det samme som mig. Jeg bliver helt rystet, når jeg læser, hvad kolleger kan fortælle.«

Daglige frustrationer

Heidi Nielsen har været pædagog i 25 år, og før det var hun medhjælper. Da hun kom ind i faget, var de seks voksne til 40 børn, men siden er normeringerne løbende blevet forringet.

»Det har været skidt i mange år, og det er slet ikke nyt, at en pædagog kan være alene med mange børn. De seneste år er der imidlertid blevet skåret mere end ind til benet, og hvad er det for et børneliv, vi dermed tilbyder i institutionerne? Kan det være rigtigt, at jeg i garderoben først opdager et så ulykkeligt barn, når kaos har lagt sig, fordi jeg er alene med 19 børn, der skal ind fra legepladsen,« spørger Heidi Nielsen.

For hende er det en daglig frustration, at hun ikke kan komme til at give den omsorg og det nærvær, hun gerne vil give. Det er svært at sætte den faglige pædagogiske barre højt, når rammerne er, som de er.

»Min drøm er, at vi kan være tre voksne til 16 børn. Så kunne man for eksempel gå i kælderen og lave noget motorik med nogle børn, uden at det går ud over kollegaen oppe på stuen. Eller man kan sidde med en lille gruppe og sludre og lege med modellervoks uden samtidig at skulle have et øje på alt, hvad der ellers sker på stuen. Som det er i dag, kan jeg ikke være 100 procent til stede, når vi sidder sådan. Og det giver mig dårlig samvittighed, at jeg ikke kan give det nærvær, børnene selvfølgelig har krav på.«

Heidi Nielsen har vænnet sig så meget til forholdene, at hun har svært ved at håndtere det, hvis omstændighederne pludselig giver hende mulighed for at koncentrere sig om en mindre gruppe børn.

»Ja, når jeg endelig et øjeblik får mulighed for at udføre det pædagogiske arbejde med stor nærvær, der skulle være det almindelige hele tiden, så føler jeg straks, at jeg hellere må gøre noget et andet sted, aflaste en kollega eller tage mig af andre børn. Det er da uhyggeligt, at det er blevet sådan,« siger Heidi Nielsen.

Minimumsnormeringer

For hende er nærværet i det pædagogiske arbejde altafgørende, men det er svært, når man er så få voksne eller endog er alene med mange børn.

»Så er det jo nærmest, som om de står i kø for at få min opmærksomhed og mit nærvær: Ja, jeg skal nok skrive navn på din tegning, jeg skal lige…. Når der så skal spises, vil de gerne have en voksen ved bordet, men det kan de ikke alle have. Så siger jeg, at jeg sætter mig sådan lidt i midten, så de alle kan snakke med mig, men det er jo ikke det samme. De vil gerne kunne sidde og sludre lidt tæt med en voksen, og det ved jeg udmærket. Det er bare ikke muligt,« siger Heidi Nielsen.

Hun vil gerne have minimumsnormeringer, så børnene ikke kommer i situationer, hvor der kun er én pædagog til 19 børn. Og hun vil gerne, at pædagoger bliver bedre til at fortælle beretninger fra dagligdagen, så flere finder ud af, hvordan virkeligheden egentlig ser ud.

»Det her handler ikke om, at det er synd for mig. Jeg kunne jo bare søge noget andet arbejde. Nej, det er børnene, det er synd for, og vi skal ikke lukke øjnene for de vilkår, vi byder dem. Vi skal tværtimod være bedre til udbrede, hvad konsekvenserne af de nuværende normeringer er for børn, forældre og pædagoger,« siger Heidi Nielsen.

Hun har selv vist vejen ved at fortælle om den dag, hun var alene med 19 børn, og først opdagede den ulykkelige og grædende Solveig, der sad klemt inde i garderoben, da roen omsider havde lagt sig fra de øvrige 18 børn.

På bloggen ’vores virkelighed’ kan du læses flere beretninger fra pædagogers hverdag.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.