Pias succes: Jeg vil blive ved med at kæmpe for de små fritidshjem

Institutionen Krudtuglen skulle egentlig være lukket, hvis det stod til Københavns lokalpolitikere. Men Pia Lykke Pedersen, daglig leder i institutionen, nægtede at give op. I dag står institutionen endnu.

I år 2015 brugte Pia Lykke Pedersen et halvt år på at genvinde de små fritidshjem, som politikerne havde planlagt at lukke. Hun var på det tidspunkt daglig leder i den integrerede institution Krudtuglen på Islands Brygge, som både er vuggestue, børnehave og fritidshjem. Hun fik at vide, at de små fritidshjem skulle lukke, fordi Københavns Kommune skulle spare.

Men det skulle ikke ske på hendes vagt, så hun gik i kamp.

»Jeg fik med det samme etableret en forældregruppe og fortalt dem om alvoren i forslaget. Der var en massiv opbakning fra forældrene. De lavede en Facebookgruppe, men det var som om, at nogle ikke helt troede på, at vi kunne gøre noget. Men jeg troede på det,« siger Pia Lykke Pedersen.

I flere måneder kæmpede Pia Lykke Pedersen sammen med forældre og andre pædagoger for at bevare de små fritidshjem på Islands Brygge. Pia Lykke Pedersen inviterede politikerne ud på institutionerne for at vise dem, hvilket liv børnene rent faktisk ville gå glip af, hvis de små fritidshjem lukkede.

»Jeg skrev mails til alle politikerne på børneområdet og fortalte dem, at de var ved at træffe en rigtig dårlig beslutning. At de skulle stoppe galskaben. De fleste af dem svarede og tog imod mit tilbud om at komme forbi og se, hvordan børnene havde det på små fritidshjem,« siger hun.

Hun blev ved

Pia Lykke Pedersen havde en idé om, at politikernes syn på små fritidshjem var anderledes end det, de kunne se i virkeligheden. Hun holdt hele tiden humøret oppe, og selvom hun kunne mærke, at flere medarbejdere og forældre var ved at give op, så blev hun ved.

»Jeg brugte meget energi på det. Jeg skulle overbevise alle andre om, at vi kunne vinde den her kamp og samtidig prøve at få hul igennem, så politikerne også hørte efter,« siger hun.

Efter at Pia Lykke Pedersen havde fået etableret kontakt til politikerne, og de havde været forbi fritidshjemmene på Islands Brygge, kunne hun fornemme et håb. Hun kunne mærke, at politikerne godt forstod, hvad hun mente, når hun blev ved med at kæmpe. Og derfor blev hun ved. Hun kontaktede alle de forældre og pædagoger, hun kendte, og sammen fik de stablet en demonstration på benene. 800 mennesker stod de sammen på Rådhuspladsen.

»Jeg brændte for det, fordi jeg vidste, hvad der var bedst for børnene. De små fritidshjem har en nærhed og en fortid. Vi kender til den hårde skilsmisse i familien, den afdøde mormor og til storesøster, som gik her for 10 år siden. Det skaber nærkontakt med børnene og deres familier, som er vigtig,« lyder det fra Pia Lykke Pedersen, der har været daglig leder i Krudtuglen i 17 år og nu også er leder i Artillerivejens vuggestue og udflytterbørnehave.

Den store sejr

Demonstrationen, de mange mails og Pia Lykke Pedersens hårde arbejde gav pote. Politikerne besluttede at udskyde lukningen af de små fritidshjem i fem år. I dag er planen, at de skal lukke i 2020, når en ny skole er færdig og klar til at modtage børnene. Selvom Pia Lykke Pedersen vandt kampen i første runde, så stopper hun ikke her.

»Når vi når 2020, vil jeg stadig kæmpe for vores fritidshjem. Jeg vil bruge argumentet, at vi har sparet på ledelsen, som de ville have os til. Og det vil jeg underbygge det med, hvor godt børnene har det på de små fritidshjem,« siger hun.

Kampen for at bevare fritidshjemmene var lang og tidskrævende i det halve år, Pia Lykke Pedersen var i gang. Én ting gav hende energien til at blive ved.

»Min passion. Den giver benzin til, at jeg kan køre så længe. Jeg var meget træt bagefter, men det var det værd. Man skal brænde for en sag, det gjorde jeg, og jeg er ikke brændt ud endnu.«


Min drøm

I et virvar af mails til politikerne, samtaler med forældregrupper og planlægning af demonstrationer forsøgte Pia Lykke Pedersen at redde de små fritidshjem i København. Kommunen ville lukke dem, men Pia Lykke Pedersen blev ved med at kæmpe for dem.

»Jeg tror stadig på, at de små fritidshjem står her endnu i 2030.«


Pia er én af fire pædagoger, som Børn&Unge har talt med, der har sat pædagogikken på den lokalpolitiske dagsorden.

Se hele temaet 'Min succes' i Børn&Unge nr 17.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.