Nyt lederteam med fælles fodslag: Satte fokus på samarbejdet
Hvordan tilrettelægger man samarbejdet i et lille lederteam, så man tager bedst muligt hensyn til, hvor den enkeltes styrker er, og hvor man kan hjælpe hinanden? Det satte leder Kirsten B. Laursen og souschef Agnete Lange fra Børnehuset Østerled i Hedensted sig for at arbejde med, da de indtrådte som nyt lederteam i institutionen.
Institutionen begyndte et samarbejde med erhvervspsykolog Pernille Frisch fra konsulentfirmaet HumanAct. Processen strakte sig over sidste halvdel af 2017. Som en del af forløbet gik både leder og souschef igennem en såkaldt DISC personanalyse, som giver et billede af den enkelte persons styrker og ressourcer i bestemte situationer. På den baggrund har det nye lederteam fordelt arbejdsopgaver og roller imellem sig.
Herunder kan du se, hvad lederteamet ville med projektet, hvordan de udførte det i praksis, og hvad de har lært af forløbet. Du kan også læse deres bedste råd til andre, der står overfor samme opgave.
Det ville vi
Vi, leder og souschef i Børnehuset Østerled, skulle fungere som nyt lederteam. Vi har tidligere været kolleger og kender også hinanden privat.
Det var vigtigt for os, at vi kunne adskille vores kendskab til hinanden fra vores nye fælles opgave – at samarbejde om at lede børnehuset. Også for at skabe tillid hos medarbejderne og vise, at vi tager opgaven alvorligt.
Mange pædagoger her er afhængige af, at vi hjælper med at skabe en god arbejdsplads, og det skal man være ydmyg overfor. Derfor valgte vi at sætte vores samarbejde under lup med konsulentbistand fra en erhvervspsykolog.
Sådan gjorde vi
Først havde vi en fælles coaching-session, hvor vi talte om vores udgangspunkt for samarbejdet samt vores forventninger til det.
Senere blev vi testet hver for sig af erhvervspsykologen. Vi tog en DISC-test for at få afklaret, hvor vores styrker er, og hvor vi kan hjælpe hinanden. Vi gennemgik hver især resultaterne med konsulenten og diskuterede, hvad vi gerne ville tage med os videre i samarbejdet.
Bagefter gik vi resultaterne igennem i fællesskab og fik gode indspark til, hvordan vi bedst kunne arbejde sammen. På baggrund af den diskussion fordelte vi lederopgaverne imellem os.
Det lærte vi
En af de store gevinster ved projektet var, at vi fik øje for vores styrker - og også for de steder, hvor vi kan hjælpe hinanden. Det er en væsentlig viden at have i et team-samarbejde, hvor man er hinandens nærmeste kollega.
Vores medarbejdere har udtrykt stor respekt for den måde, vi har gjort det på, og vi har oplevet en stor tillid fra dem, fordi vi har været åbne undervejs. Åbenheden betyder, at det ikke bare er den enkeltes ansvar at klare opgaverne, men at det bliver en fælles opgave at løse de udfordringer, der er i en daginstitution.
Vores bedste råd
- Invester tid i at lære jer selv og hinanden bedre at kende, når I indleder et samarbejde.
- Vær på forhånd enige om, hvilke konsekvenser projektet skal have.
- Få hjælp til processen af en fagperson udefra.