Nu bliver der ryddet op i reglerne for ledige

En ny aftale indenfor beskæftigesespoltik skal gøre det smidigere for både kommuner og a-kasser at håndtere de ledige, men det skulle også gerne blive lettere at være ledig.

Ansøgninger, selv om du har fået job, og samtaler i et væk med folk, som har begrænset viden om dit fagområde. Det er hverdagen for ledige pædagoger. Men det skal være slut nu. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) lægger op til en længe ventet oprydning og forenkling i reglerne omkring de ledige.

Efter lange forhandlinger er det nemlig lykkedes ministeren at lande en aftale, som meget gerne skal forenkle beskæftigelsesindsatsen. En indsats, som i dag er præget af rigide og langtrukne processer for de ledige.

Ifølge aftalen bliver meget af det arbejde, som før lå hos Jobcenteret, placeret hos kommunerne og ikke mindst a-kasserne. Med den nye aftale får udvalgte a-kasser i en fireårig forsøgsperiode mulighed for at overtage al kontakten med den ledige i de første tre måneder af deres ledighedsperiode og i deres opsigelsesperiode. I dag skal ledige både til samtaler i det kommunale jobcenter og a-kassen.

Minusser og plusser

Aftalen modtages med blandede følelser i BUPL. På plussiden står, at a-kasserne får mere kontakt med deres ledige medlemmer. På minussiden står, at a-kasserne først skal godkendes ud fra en række kriterier, som er beskrevet nærmere i aftalen, og at a-kasserne kun skal have ansvaret i tre måneder.

»Jeg kan godt undre mig over, hvorfor alle a-kasser skal igennem den her udvælgelsesproces, før de kan få de første tre måneder. Hvis man i stedet overlader de første seks måneder til a-kassen, er jeg helt sikker på, at vi vil få en styrket indsats, som gør, at ledigheden faktisk falder. Det vil ske, fordi den enkelte a-kasse kender det arbejdsmarked, som den er knyttet til. Vi kender jo det pædagogiske arbejdsmarked ud og ind og ved, hvad der kræver forskellige forudsætninger,« siger Lasse Bjerg Jørgensen, formand i BUPL-A og understreger:

»Min vurdering er, at de fleste a-kasser vil kunne levere det, som skal til. Vi kan i hvert fald i BUPL-A.«

Forventer mere af min a-kasse

Idrætspædagog Trine Kjær Nielsen (39) er uden job lige nu. Hun har været ledig i flere perioder inden for det seneste år og har derfor mærket beskæftigelsesindsatsen på sin egen krop.

Hun kan sagtens se, at der er fordele ved, at hendes a-kasse får lov til at overtage kontakten til de ledige.

»Det giver forhåbentligt en meget mere person- og fagspecifik rådgivning. A-kassen ved formentligt lidt mere om, hvad det er for nogle relevante job, som jeg kan søge, sammenlignet med Jobcenteret, som skal rådgive alle over en kam,« siger Trine Kjær Hansen.

Forenkling og fleksibilitet

For de ledige kommer aftalen også til at betyde, at der bliver luget ud i de regler og krav, som dagpengesystemet stiller til dem.

Kravet om, at man som ledig skal tjekke jobopslag hver syvende dag, bliver for eksempel fjernet med den nye aftale. Derudover skal de ledige heller ikke søge job, hvis de er på vej på barsel eller efterløn. Og de skal heller ikke sende ansøgninger i seks uger op til, at de begynder i et nyt job.

I dag er det sådan, at ledige skal forsætte med at søge job, også selv om de har et nyt job på hånden - og helt til sidste ledighedsuge.

Det har Trine Kjær Nielsen også prøvet.

»Jeg har selv oplevet det her med at have et job, men alligevel skulle blive ved med at sende ansøgninger og dokumentation for, at jeg havde sendt dem. Det virker lidt tosset. Nogle gange kan man godt føle, at der bare er regler for at have regler,« siger hun.

Bredt flertal står bag

Aftalen bakkes op af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og De Radikale. Den træder efter planen i kraft fra 1. juni 2019.

»Jeg betragter aftalen som et skridt på vejen i forhold til yderligere forenkling af reglerne. Vi håber på, at den enkelte ledige kommer til at opleve en større fleksibilitet, hvor der bliver taget hånd om lige hans eller hendes deres situation,« siger Lasse Bjerg Jørgensen

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.