Mangler uddannede kollegaer: Kun 6 ud af 10 ansatte i daginstitutioner er pædagoger

Uddannede pædagoger giver kvalitet, lyder det fra Billund Kommune, der har landets højeste pædagogandel. BUPL efterlyser en national politisk målsætning – og helst en med en pædagogandel på 80 procent.

På landsplan er 58 procent af de ansatte i dagtilbud pædagoger. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som sammen med den netop offentliggjorte normeringsopgørelse også har opgjort, hvor stor pædagogandelen er i de enkelte kommuner.

I bunden ligger Samsø (pædagogandel: 41 procent), Hørsholm (pædagogandel: 43 procent) og Solrød (pædagogandel: 46 procent).

Billund: Pædagoger giver kvalitet

Landets bedste kommune, hvad pædagogandel angår, er Billund, hvor 72 procent af de ansatte er pædagoger ifølge Danmarks Statistiks opgørelse.

Førstepladsen glæder Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S), formand for børneudvalget i Billund Kommune.

»Fra min stol hilser jeg meget velkommen, at vi har så høj en pædagogandel ud fra den betragtning, at det er med til at give kvalitet i pasningstilbuddet. Den høje andel er også med til, at vi har en stor tilfredshed blandt vores forældre,« siger hun.

Billund Kommune har en målsætning om en pædagogandel på 70 procent, fortæller hun, og en enkelt institution har udelukkende pædagoger ansat.

For forældrene i Billund Kommune er pædagogisk faglighed også vigtig. 45 procent af forældre, der har et barn på venteliste til vuggestue, fremhæver uddannet personale som en af de væsentligste grunde til at søge en vuggestueplads, fortæller Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

BUPL efterlyser politisk målsætning

BUPL’s formand kalder det ’et broget billede’, når forskellen i pædagogandel kan være så stor fra kommune til kommune.

»Vi har brug for, at der politisk sættes en målsætning for, hvor mange uddannede der skal være i en daginstitution,« siger hun.

BUPL ønsker en pædagogandel på 80 procent.

»Det er et spørgsmål om at være nogenlunde realistisk. Det bedst er, at alle har en uddannelse, men det her handler om et minimum, en standard for, hvordan det skal se ud i alle daginstitutioner. Derfor vil det være godt, hvis man, ligesom man taler om minimumsnormeringer, har en minimumsstandard for uddannelsesniveauet. Og for os handler det om en pædagogandel på 80 procent,« siger hun.

Svært at løfte læreplan med lav pædagogandel

Den ambitiøse pædagogiske læreplan, der trådte i kraft i sommer, understreger behovet for en høj faglighed og en høj pædagogandel.

»Vi skal skabe de bedst mulige pædagogiske udviklingsmiljøer for børnene. Samtidig har vi ikke en målsætning for, hvem det er, der skal løfte den. Det er et paradoks,« siger Elisa Rimpler.

Den lave pædagogandel i nogle kommuner betyder, at det kan være svært for personalet at løfte forventningerne i den pædagogiske læreplan, advarer BUPL’s formand:

»Har man 40 procent, der er uddannede pædagoger, har man også svært ved at stille de rigtige spørgsmål, og det er svært at evaluere på den rigtige måde, og det er svært at tage udgangspunkt i en faglighed.«

Vi skal være ambitiøse

Elisa Rimpler opfordrer til, at man griber fat i sine lokalpolitikere for at drøfte med dem, hvordan pædagogandelen kan hæves, og hvordan man kan skabe de bedst mulige daginstitutioner i kommunen.

Men der er også brug for en national målsætning, fastslår hun.

» Vi bliver nødt til at være ambitiøse, ligesom vi er på folkeskoleområdet, hvor man vil have, at 95 procent at lærerne har linjefagskompetencer, så tænker vi, at man bliver nødt til at have en tilsvarende målsætning - ikke mindst de steder, hvor man har de største pædagogiske og sociale udfordringer. Der skal man sikre sig, at der er en meget høj pædagogandel,« siger Elisa Rimpler.

»Men når alt kommer til alt, handler det jo om, at vi skal have mulighed for at møde alle børn, der hvor de er, så vi kan sikre deres trivsel og give dem det bedst mulige børneliv,« understreger Elisa Bergmann.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.