Ledere skal uddannes i psykisk arbejdsmiljø

Et ekspertudvalg for arbejdsmiljø foreslår at uddanne ledere til bedre at kunne håndtere det psykiske arbejdsmiljø. Eva Munck Immertreu er positiv, men understreger, at der skal mere til.

Ledere skal have nye, bedre muligheder for at blive uddannet i at arbejde med psykisk arbejdsmiljø. Sådan lyder en af anbefalingerne fra ’Ekspertudvalget om udredning af arbejdsmiljøindsatsen’, som har fremlagt 18 forslag til, hvordan man kan styrke indsatsen for et godt arbejdsmiljø.

Her er lederne helt afgørende, fastslår Pia Gjellerup, som er formand for ekspertudvalget, der er nedsat af regeringen.

»Lederne skal klædes på til at kunne forholde sig til, om de gør det ordentligt på arbejdspladsen, eller om det kunne være en god idé at ændre noget – også uden at man behøver at hente eksperter udefra. Psykisk arbejdsmiljø er i meget høj grad en ledelsesopgave, og det er relevant for alle arbejdspladser, da det handler om, hvad der foregår mellem ledelse og medarbejdere og mellem medarbejderne,« siger hun.

Anbefalingen om at forbedre mulighederne for at uddanne ledere, skyldes blandt andet, at mange har efterspurgt netop det, og at lederuddannelser ofte ikke rummer lige det element, fortæller Pia Gjellerup.

Medlemmerne af ekspertudvalget har diskuteret, om de skulle foreslå at gøre uddannelse i arbejdsmiljø obligatorisk, men de har vurderet, at der ikke er nok erfaringer på området. Derfor henviser de til, at det som led i overenskomstforhandlingerne på statens område blev aftalt, at der skal udvikles en frivillig lederuddannelse i forebyggelse og håndtering af psykisk arbejdsmiljø. Ekspertudvalget anbefaler, at man holder øje med, hvordan det går og bruger erfaringerne på resten af arbejdsmarkedet.

Husk lederne

Eva Munck Immertreu, formand Lederforeningen i BUPL, er positiv over for at øge fokus på at uddanne lederne til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø.

»Som udgangspunkt er det en god idé, selv om det er lidt pudsigt, at de ikke foreslår at gøre uddannelsen obligatorisk. Det er et meget vigtigt emne, og jeg håber, at det kan have afsmittende virkning på ledernes eget arbejdsmiljø. Nogle steder oplever lederne, at de har andre vilkår end medarbejderne, når det gælder arbejdsmiljøet – at de skal kunne tåle mere,« siger hun og peger på, at også andre nøglemedarbejdere end lederne skal uddannes.

»Lederen har ledelsesretten, men vi skal huske, at det er et fælles ansvar. Lederen kan ikke løse problemerne alene, hvis der er et dårligt arbejdsmiljø,« siger hun.

Selvom en uddannelse er et godt skridt på vejen, er det en fejl at tro, at den hellige grav er velforvaret, hvis man bare sender alle ledere på kursus, advarer Eva Munck Immertreu.

»Ligesom stress ikke skal anskues som et individuelt problem, skal det psykiske arbejdsmiljø heller ikke. Man skal også kigge på rammerne og alle de krav, der kommer udefra. Måske skal der fjernes nogle opgaver for at give bedre plads til en indsats for godt arbejdsmiljø,« siger hun.

Pia Gjellerup afviser ikke, at det også er vigtigt at forholde sig til rammerne i dag- og fritidsinstitutionerne.

»Men vores opgave har været at kigge på, hvordan vi kan indrette os bedre inden for de nuværende økonomiske rammer, så det ligger uden for vores opgave, selv om det helt sikkert er en meget vigtig diskussion,« siger hun.

Forslag nr. 12

  • ’Ekspertudvalget om udredning af arbejdsmiljøindsatsen’ har fremlagt 18 forslag til at forbedre arbejdsmiljøet. Forslag nr. 12 handler om lederne. Her står:

    ’Der skal udvikles nye og bedre muligheder for uddannelse i psykisk arbejdsmiljø til ledere, så kompetencer inden for psykisk arbejdsmiljø styrkes.’

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.