Unikt børne- og kulturhus samler hele byen: Her spirer det gode børneliv

I landsbyen Vrå har Hjørring Kommune opført et nyt børne- og kulturhus, der foruden dagtilbud, skole og fritidstilbud også huser byens kulturliv. Et spektakulært kunstværk i velkomsthallen symboliserer det gode børneliv, der allerede spirer her.

Lige fra det 1-årige vuggestuebarn til den 80-årige biblioteksbruger.

Alle 2.400 borgere i den lille nordjyske by Vrå har fået et fælles mødested i et helt unikt og nyopført børne- og kulturhus, som huser ikke bare alle dagtilbud i byen, men også skolen, SFO, klub, bibliotek med borgercenter, musikskole og en idrætshal.

Huset blev taget i brug i december 2021, og det er nu her, byens børn udfolder de fleste timer af deres barndoms-, skole-, og fritidsliv.

Daginstitutionsleder Gitte Skaaning Toft er vild med de muligheder, som det nye børne- og kulturhus giver familier og pædagoger for at brobygge, skabe sammenhænge, dyrke fællesskaber, arbejde med overgange og i det hele taget udleve drømmen om det gode børneliv, som det udtrykkes i det velkendte ordsprog ’It takes a village to raise a child’.

”Det er så mange gevinster for børnene i, at hele byen samles her. Når børnene træder indenfor på deres første dag i vuggestuen, sluses de ind i et særligt fællesskab, der varer til sidste skoledag og for nogle af dem endnu længere,” siger Gitte Skaaning Toft.

Binder sløjfe på børnenes dag

Med børneinstitutionerne samlet under et tag oplever søskendebørn at få meget mere barndom sammen.

Børnehavebørnene kan pludselig møde bedstefar, når de i deres indesko besøger husets bibliotek.

Og forældre kan hente børnene på ét sted og samles om at dyrke sport i gymnastiksalen eller på Vendsyssel Idrætscenter, der er nabo til den nye institution.

”Mange af børnehusets børn går til gymnastik om mandagen, og de fortæller, hvordan de efter gymnastik nogle gange spiser aftensmad sammen nede i hallen. Livet i og omkring børne- og kulturhuset er som en rød tråd, der skaber sammenhæng i barnets liv. Og sådan en mandag med fællesspisning i hallen bliver der bundet en stor, rød sløjfe på børnenes dag,” siger Gitte Skaaning Toft.

Kunstværk om at vokse sammen

Også et opsigtsvækkende kunstværk i børne- og kulturhusets velkomsthal er med til at binde børnenes liv sammen og rodfæste dem i det store, nye fællesskab, de i huset er en del af.

Værket forestiller to enorme træstammer med rødder helt ind i fundamentet, og fra hver deres side af en bred opadgående trappe strækker træerne sig helt op under loftet, hvor forgreningerne i 7-8 meters højde mødes og vokser sammen og videre opad – som om de vil bryde igennem taget på bygningen.

Kunstneren bag værket, Peter Max-Jakobsen, kalder det ’Nogle træer vokser ind i himmelen, men for at kunne gøre det, skal de vokse sammen med andre’.

”Værket skulle være så stort, at det ikke er til at overse, og så enkelt, at også børn umiddelbart kan afkode det, og alligevel er der en masse betydningslag i det. Det handler om at sige til børnene, at ’hey, I står ved foden af et liv, der er fuld af muligheder, og ligesom træerne i skoven vokser sammen, vil jeres liv også være forbundne,” siger Peter Max-Jakobsen, der også har et budskab til de børn og unge, der måske føler sig begrænset af deres miljø eller er skoletrætte:

”Det er ikke helt det amerikanske, ’du kan blive, hvad du vil’, men mere et budskab om, at ’du kan blive til meget mere end det, du måske lige nu tænker og tror’. Nok er vi afhængige af de mennesker, vi vokser op sammen med og formes af det miljø, vi vokser op i, men som mennesker bliver vi også ved med at lære nyt og folde os ud. Den tro på livslang læring vil jeg gerne give børnene med sig ud i livet,” siger han.

Rødder og spirer i børnehuset

Besøgende i huset har kaldt kunstværket visdommens træ, verdenstræet, yggdrasil og livets træ.

Også Børnehuset har taget træet til sig og blandt andet har de navngivet de yngste børnegrupper rødderne og spirerne, og storebørnsgrupperne hedder birkene og bøgene.

”Vi fortsætter filosofien bag kunstværket om at vokse op sammen. Vi ser barnet i vuggestuen som det bette frø, der næret af fællesskabet kan vokse og sprede sine grene ud og kravle helt ind i himlen. For under de rette opvækstbetingelser er der jo ikke noget, som ikke kan lade sig gøre for vores børn,” siger Gitte Skaaning Toft.

Sammen kan vi mere

Ligesom børnene får nye muligheder for at udvikle sig i et større børnefællesskab i det nye hus, så forventer Gitte Skaaning Toft også, at pædagogernes fællesskab vil blomstre.

”Før var vi fordelt på byens tre forskellige børnehuse. Gennem årene har vi dog både været vikarer for hinanden, leveret børn til hinanden, leget hos hinanden og hentet karton hos hinanden. Så der har altid været en samhørighed. Men nu hvor vi er rykket ind på samme matrikel og er blevet en samlet personalegruppe på 20 medarbejdere, tror jeg også vores fællesskabsfølelse vil vokse,” siger Gitte Skaaning Toft.

For institutionslederen handler det ikke mindst om at springe ud i de samarbejdsmuligheder det nye børne- og kulturhus giver: Biblioteket ligger lige ved siden af børnehusets lokaler. Det store fællesrum med kunstværket kan bookes til arrangementer. Der er et kæmpe udeareal og idrætsfaciliteter tilknyttet. Musikskolen er under samme tag. Og pædagogerne i børnehuset får et nært fællesskab med de personaler i SFO, klub og skole, som de leverer børn til.

”Vi skal bevare det nære og trygge for vores børn og værne om vores institutioners særegenheder, men ved at samarbejde på kryds og på tværs i huset kan vi skabe noget større sammen. Alt sammen for at børnene her i huset får de bedst mulige opvækstbetingelser de første 15-16 år af deres liv,” siger hun.

Om Vrå børne- og kulturhus

Vrås nye børne- og kulturhus er opført af Hjørring Kommune med en budgetramme på 178 millioner kroner. Det er bygget i perioden april 2019 til december 2021, hvor børn og ansatte kunne flytte ind.

Foruden vuggestue med 24 børn, børnehave med 140 børn og skole med 550 elever er her også legestue til dagplejere, bibliotek med borgercenter, musikskole, ungdomsklub, idrætshal og udendørs aktivitetslandskab.

Det unikke samlingssted for børn og borgere giver ikke alene mulighed for at arbejde pædagogisk med at skabe sammenhæng i barnets liv fra vuggestuestart til grundskoleexit, men også for undervejs at introducere børnene til bøgernes, musikkens, idrættens og naturens verdener.

Vrå Skole er DGI-certificeret som idrætsskole, og børnehuset som bevægelsesbørnehave.

Læs meget mere om projektet på Hjørring Kommunes hjemmeside.

Fire pædagogiske principper om godt børneliv i Vrå

Dagtilbuddene og skolen i Vrå har særligt fokus på fire pædagogiske principper for samarbejdet om at skabe sammenhæng og gode overgange i børnenes liv.

1. Tryghed og genkendelighed

… er af største væsentlighed for såvel små som store overgange i børnenes liv. Det nære samarbejde på tværs af dagpleje, daginstitution og skole muliggør, at fx lege, regler og samværsformer kan deles på tværs af enhederne. Det understøtter barnets oplevelse af genkendelighed og mestring.

2. Læringsspor

… er spor, der forbinder børns læring på tværs af overgange. Fx kan den måde man anvender historiefortælling på i børnehaven flytte med børnene over i skolen, så de oplever en kendt praksis allerede fra første dag. Det skaber ro og styrker barnets oplevelse af kompetence.

3. Relationer

… er helt afgørende for fællesskab med børn og voksne og betyder især alt i en situation med forandring. Derfor bestræber vi os på, at alle børn allerede inden overgang har etableret relationer til de nye børn og voksne, de skal være sammen med i det nye.

4. Nærhed for børn og voksne

Den fysiske nærhed mellem dagtilbud og skole skaber helt særlige muligheder for at bevæge os på tværs af hinandens praksisser. Som personale bestræber vi os op at have et godt nærmiljø, hvor vi har indblik i hinandens hverdag og løbende evaluerer og udvikler den fælles praksis.

Kilde: Faglig leder i Vrå Børnehus Gitte Skaaning Toft.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.