Unge på kanten: Naturmøder rummer seks ’ekstremt stærke kvaliteter’

En gruppe forskere har spurgt unge i forskellige natursociale indsatser, hvad møderne med naturen har betydet for dem. De har fundet seks ’ekstremt stærke kvaliteter’ ved naturmøderne, som går igen i de unges fortællinger. Men potentialerne forløses ikke altid i projekterne. Indsigt i de uforløste potentialer ved de unges møder med natur kan udvikle og forfine de naturpædagogiske indsatser, mener forsker Anne Mette W. Nielsen, lektor og ph.d. ved Center for Ungdomsforskning på Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet.

”Møderne med naturen rummer ekstremt stærke kvaliteter, som de fagprofessionelle kan sætte i spil. Dygtige naturpædagoger arbejder i naturen på en differentieret måde, så potentialerne forløses. De ved, at naturen ikke gør det i sig selv.” siger Anne Mette W. Nielsen.

Her er de seks kvaliteter, som går igen i de unges fortællinger:

1: Sanser 

Naturen rummer gru, glæde og nysgerrighed, men også ubehaget. De åbne sanser har en meget potent spænding i sig, forklarer Anne Mette W. Nielsen.

Udfordringen for den fagprofessionelle er at etablere et godt møde, for det gør naturen ikke af sig selv. 

Det skete for eksempel i et af projekterne, da vejret ikke blev som forventet.

”Vi er ude på en strand, hvor de unge skulle bade, men de står under en pavillon, og regnen tæsker ned. Men dagen brænder ikke sammen, for aktiveringen af sansningen – lyden af regnen, følelsen da nogle alligevel løber ud i vandet, og de voksne, der har taget varm te og kakao med, gør, at ekstremsansningen kommer til at sætte sig som en oplevelse, de unge vender tilbage til og fremhæver. Når de fagprofessionelle går ind i det rum, kan de åbne sanserne, så naturen både får lov at rumme roen, men også de ekstreme sansninger. Det potentiale ser vi ikke altid udnyttet, men det ligger der,” siger Anne Mette W. Nielsen.

2: Rutiner 

Naturmøder er tit rutineprægede. Det kan være velfungerende, for eksempel til at hjælpe unge, der er utrygge i naturen, til at vide, hvad der skal ske. Forudsigeligheden har en tryghedsproducerende kraft, som rigtig mange unge i udsatte positioner har brug for. Men nogle gange forstår de unge ikke helt, hvad de rutiner og ritualer, som de og pædagogerne ’bare gør’, skal til for.  

”Det kan for eksempel være altid tænde et bål, også når det er 22 grader varmt. Bålet har en helt klar funktion, når det er dårligt vejr, men mister lidt funktionen, når det er 22 grader. Det er simpelthen ikke meningsfuldt.” 

Man kan godt kigge kritisk på sine rutiner og spørge sig selv og hinanden, om de alle er meningsfulde, foreslår Anne Mette W. Nielsen.

3: Fællesskabet 

I naturen kan man let få en funktion og være en del af fællesskabet uden nødvendigvis at skulle deltage og være sociale på den måde, vi normalt tænker fællesskab. Forskerne ser uforløste potentialer her i forhold til at give plads til, at de unge kan indtage mange forskellige roller. 

”Man kan være den, der passer bålet. Eller den, der laver mad, mens de andre sidder og snakker. Det kan fungere rigtigt fint, fordi det skaber fornemmelsen af tilhørsforhold. En ung havde rigtigt svært ved at være i fællesskabet, men et projekt arbejdede eksplicit med at give ham en funktion næsten som hjælpelærer. Mangfoldigheden i alle de forskellige måder, man kan være i fællesskabet på i naturen, er positiv for de unge.”

”I nogle indsatser har det også stor betydning for den unge i relationen til de fagprofessionelle. Det at kunne gå ture med en voksen, og at man ikke skal sidde inde på et kontor og tale om sine problemer. Man kan gå og gå og gå, og så begynder problemerne at give sig,” siger hun.

4: Opdagelse 

At gå på opdagelse og få øje på nyt i naturen, påskønner de unge meget, men den dør åbnes ikke altid for dem, fortæller Anne Mette W. Nielsen.

”Nogle unge synker bare sammen i pauserne og tænker: Hvad skal vi nu? Det uforløste potentiale ligger i at få fat fantasien og kreativiteten, for at gå på opdagelse i naturen kommer ikke at sig selv. Det skal sættes i gang,” siger hun.

I nogle projekter får de unge støtte til at undersøge og betydningssætte det rum, de er en del af, når de præsenteres for viden om den natur, de møder. I et af projekterne arbejder de unge med at samle materialer til kunstneriske kompositioner over deres familie.

”Her inspirerer man dem til at gå på opdagelse og se naturen på en ny måde. Styrede aktiviteter kan godt lægge op til, at man er i naturen på andre måder end at sætte sig ned på jorden og kradse lidt i jorden eller banke lidt med en pind.” 

5: Viden

I arbejdet med udsatte og sårbare unge har de natursociale indsatser tit en rekreativ og nogle gange nærmest terapeutisk tilgang. Men det kan blokere for de unges videbegær. De fremhæver det positivt, når de møder naturvejledere, som ved meget om naturen og forklarer sammenhænge eller giver dem nye færdigheder.

Her ligger et stort uforløst potentiale, mener Anne Mette W. Nielsen.

”Projekter med unge i udsatte positioner er ofte rettet mod de unges indre liv. Men de unge fortæller, hvor dejligt det er, når de kommer ’ud af sig selv’. Mange føler sig fanget i sig selv, i deres tanker og følelsen af forkerthed. Løsningen findes næppe inde i dem selv. En af de unge siger: ’Naturen får mig til at føle mig irrelevant’, og for hende er det et vigtigt og positivt aspekt. Det sker også, når de unge får nye input og pludselig forstår sammenhænge, som giver en wow-effekt: Hold da op, jeg vidste slet ikke, at en fjer sad så dybt i huden på en fugl.” 

6: Eksistens

Møder med naturen fremkalder store spørgsmål. De mere filosofiske refleksioner dukker tit op, fordi naturen er en tydelig spejling af sammenhængen mellem liv, død og tilblivelse. Ting, der vokser eller går til. Tanker åbner sig, og unge begynder at reflektere over, hvem de er i verden.

De store spørgsmål opstår hos alle unge. Spørgsmålet er, om de har en tryghed og tillid til, at det, de går og tænker over, kan finde genklang eller relevans. Det er vigtigt som fagprofessionel at turde have og give plads til de samtaler, også med de lidt knudrede unge, understreger Anne Mette W. Nielsen. 

”Kommer man med en naturpædagogisk baggrund, hvor man kan lide at tænde bål og være meget hands-on, får man måske ikke lige taget fat i, hvad sådan en ung tænker på. Refleksionen og samtalen over de store spørgsmål opstår ikke altid af sig selv, heller ikke i naturen.”