Ukrainske flygtninge til danske pædagoger: I gør vores børn glade og trygge
Et år efter Ruslands invasion i Ukraine er omkring 12.000 ukrainske børn og unge kommet til Danmark, hvor pædagoger i dagtilbud, skoler og fritidstilbud løbende har taget imod mange af dem.
Og det har de gjort godt, viser en netop offentliggjort kvalitativ undersøgelse, som Rambøll har udarbejdet for Red Barnet. I undersøgelsen interviewes flygtningebørnene selv samt mødrene til de yngste børn om blandt andet modtagelsen i børnenes skoler og daginstitutioner.
"Der er virkelig meget ros til pædagogerne," fremhæver Naja Kinch Sohn, der er seniorrådgiver i børns trivsel hos Red Barnet.
Analysen af interviewene konkluderer blandt andet: At modtagelsen har været god. Børn og familier har følt sig hjulpet i deres svære situation. Og børnene er glade for at gå i dagtilbud eller i skole.
"Selvfølgelig har der været og er stadig udfordringer, men både børnene og deres familier fortæller generelt om at blive mødt af varme, venlige og imødekommende pædagoger, som har hjulpet dem i indkøringen, og som har opfyldt deres børns behov for tryghed. Så stor cadeaux til pædagogerne," siger Naja Kinch Sohn.
Pædagogerne har været fantastiske til at få børnene ind i fællesskaberne.
Naja Kinch Sohn, Red Barnet.
Pædagogik løser mange udfordringer
Mange udfordringer er blevet løst med almindelig god pædagogik, hvor pædagogerne især har været gode til at give omsorg, skabe tryghed og inkludere børnene – også ved at hjælpe med de helt praktiske ting som at forklare forældrene, hvad det vil sige at gå i vuggestue, eller hvad en SFO kan tilbyde. Og hvad er godt at have med i madpakken, eller hvilken påklædning barnet behøver til årstiden.
"Pædagogerne har været fantastiske til at få børnene ind i fællesskaberne. De har forklaret alt det, vi danskere tager som almindeligheder i en institutionshverdag, og de har leget nonverbale lege med børnene, hvis sproget har været en udfordring. Men vi kan også se i analysen, at de steder, hvor der har været en ukrainsktalende pædagog ansat, har flygtningebørn og familier oplevet modtagelsen som særligt god. Så sprogbarrieren og kulturforskelle udfordrer stadig," fortæller Naja Kinch Sohn.
Pædagog: Min ukrainske baggrund hjælper
Både den varme modtagelse og udfordringer med særligt sprog og kultur kan pædagog Oksana Melnyk nikke genkendende til.
Hun kom til Danmark fra Ukraine for 15 år siden og arbejder i dag i den integrerede institution Tinghøjen i Esbjerg, og fordi hun kender Ukraine og taler ukrainsk, bliver hun ofte ringet op af såvel ukrainske familier som daginstitutioner og skoler i lokalområdet. De søger råd om indkøring, eller der kan være brug for at afklare kulturelle forskelle eller sproglige misforståelser.
”Generelt har børn og familier følt sig meget velkomne. Men nogle mødre har for eksempel været nervøse for at aflevere deres blot etårige barn i daginstitution i Danmark, og så har jeg forklaret, at det er normalt, og de kan være helt trygge. Andre har haft svært ved adskillelsen ovenpå en svær flugt, men de kan også se, hvordan deres børn hurtigt bliver glade for at komme i daginstitution og lege, og at de selv får et tiltrængt frirum, da de ofte er flygtet alene med børnene,” fortæller Oksana Melnyk, der også blev ringet op af en mor, som var ked af, at hendes store børnehavebarn pludselig var begyndt at tisse i bukserne.
”Det skyldtes en sproglig misforståelse, hvor drengen havde forstået på pædagogerne, at når man var gået på legepladsen, måtte man slet ikke gå indenfor. Men han måtte jo godt gå ind for at tisse. Men så taler vi sammen, og så løser det sig,” siger Oksana Melnyk.
Børnene elsker medbestemmelsen
Da Tinghøjen ligger i et udsat boligområde i Esbjerg, kunne institutionen kun få lov at modtage et ukrainsk flygtningebarn, selvom der stod mange børn på ventelisten, og selvom Oksana Melnyk kunne tage imod dem på ukrainsk.
"Pigen startede på min stue som femårig, og efter bare et par måneder var hun blevet så tryg ved børnehaven, at kunne rykke ind på en anden stue. Her tog hendes danske sprogudvikling virkelig fart, og i dag indgår hun i legen uden problemer og stort set på lige fod med de andre børn,” fortæller Oksana Melnyk.
Når hun spørger de ukrainske børn, hun møder, hvad de bedst kan lide ved de danske daginstitutioner, er de særligt glade for medbestemmelsen og friheden til at bestemme, hvad de vil lege med.
”I Ukraine er dagen meget struktureret og tilrettelagt af voksne. Man kan ikke bare tage en saks og klippe, hvis det er det, man har lyst til. Så i starten var den største udfordring for børnene, at forstå, at de selv kunne bestemme, om de ville i dukkekrogen eller sidde og bygge noget, uden nogen voksne sagde ’nej, nej, nej’. Nu hvor de har fundet ud af det, og friheden til at lege er det, børnene elsker allermest ved de danske daginstitutioner,” siger Oksana Melnyk.
Integrationen er lettest for de yngste
Godt 1500 ukrainske flygtningebørn går i øjeblikket i dansk daginstitution (se kort med den kommunale fordeling nederst).
Af Red Barnets analyse fremgår, at de yngste flygtningebørn er særligt glade for at komme i daginstitution og lege: ’Ej mor, du kom for tidligt, fordi vi leger’ og ’De to drenge er mine danske venner’ citerer rapporten en ukrainsk mor til et 4-årigt børnehavebarn sit barn for at sige.
Generelt viser både rapporten og erfaringer fra pædagoger, at det er lettere for de yngre børn at begå sig i deres nye liv i Danmark, end for de lidt ældre børn, som i højere grad er påvirket af flugten. De ældre børn savner hjemlandet og venner og familie, som stadig bor der. Mange har en far eller bedstefar, de bekymrer sig om, eller som de nu har mistet i krigen.
Der stilles også store krav til de ældre børn om for eksempel danskundervisning. Og nogle af dem går i både en dansk almen- eller modtageklasse, samtidig med de følger online-undervisning hjemme i Ukraine, hvilket giver dem lektier til langt ud på aftenen.
”Vi kan se af rapporten, at børnene er glade for at komme i skole, men mange føler sig også ensomme og savner deres gamle venner. De grupperer sig med andre børn fra Ukraine, og det forstærkes også af, at de er adskilt fra de danske børn, når de for eksempel går til danskundervisning. Der er flere ting, der gør det lidt sværere for de ældre børn at komme ind i børnefællesskabet end for de yngre børn,” siger Naja Kinch Sohn.
Nu har de været her et år, så det er måske på tide med en politisk plan for, hvordan de skal være her, og hvordan vi hjælper dem bedst fremadrettet.
Klaus Nedergaard, klubleder
Kommer sporadisk i klubben
Klaus Nedergaard er leder af fritids-, ungdoms- og juniorklubben Byggelegepladsen Regnbuen i Avedøre. Han genkender billedet af, at de ældste ukrainske flygtningebørn er hårdt spændt for i skolen og med danskundervisning. Og ofte grupperer sig med andre ukrainere fremfor at møde danske jævnaldrende.
"De søger meget hinanden. Og de få der kommer her nu, opsøger sjældent andre børn, men kommer her primært for at spille computerspil. Jeg har indtryk af, at de spiller med hinanden eller med deres venner hjemme i Ukraine, og det kan jeg sådan set godt forstå, de gerne vil,” siger Klaus Nedergaard.
I starten, da flygtningene kom til kommunen, stod der pludselig 10-12 ukrainske drenge mellem ni og 16 år på byggelegepladsen, og klubben holdt fællesspisning og en introduktionsaften for de unge og familierne. Men efter sommerferien kom de ældste slet ikke, og de andre kommer nu kun sporadisk. Kun tre af de 10 unge, der engang imellem dukker op, er meldt ind i klubben.
”Vi prøver at få dem med til at spille fodbold eller over i salen på skolen, men det er ikke noget, de selv opsøger. Sproget er også en barriere, men vi bruger en oversættelsesapp til det mest nødvendige, og nogle gange er de interesserede i lidt mad. Jeg ville gerne gøre mere for dem, især nu, hvor der er udsigter til, at nogen skal blive her meget længere, end vi troede til at starte med, men det kræver et større samarbejde i kommunen om en mere målrettet og struktureret pædagogisk indsats,” siger Klaus Nedergaard, der også efterlyser politisk handling.
”Man har givet særlov til, at de ukrainske flygtninge kan komme hurtigt ud i det danske samfund, og nu har de været her et år, så det er måske på tide med en politisk plan for, hvordan de skal være her, og hvordan vi hjælper dem bedst fremadrettet,” siger Klaus Nedergaard.
Det slutter ikke med modtagelsen
Krigen i Ukraine synes langfra slut, og nye tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at fire ud af 10 ukrainere ønsker at blive permanent i Danmark.
"Nu er chok og traumer fra flugten kommet lidt på afstand, men der er opstået nye bekymringer for, hvordan man nu får skabt en ny og tryg tilværelse for sig selv og sine børn i Danmark. Mange har mistet både hjem og familie, og de har nu mere at blive for, end de har at vende hjem til. De ser droneangreb på deres hjemby i tv og tænker, det vil jeg ikke byde mine børn," fortæller Oksana Melnyk.
I Red Barnet er Naja Kinch Sohn også overbevist om, at de ukrainske flygtninge er en opgave for danske pædagoger mange år frem.
"Det slutter ikke med modtagelsen. Pædagogerne skal blive ved med det, de gør så godt. De skal fortsætte med at give børnene ro, stabilitet og forudsigelighed i hverdagen. Og blive ved med at insistere på at få dem ind i fællesskaberne i danske dagtilbud og skoler, så børnene oplever at have værdi for andre og ikke føler sig så ensomme. Det kræver selvfølgelig, at der er ressourcer og personale nok til opgaven,” siger hun.
Læs rapporten 'Fra Ukraine til Danmark', Rambøll for Red Barnet, februar 2023.
Få mere viden i Børn&Unge nr 5/2022
