Udsatte unges tårnhøje skolefravær presser kommunerne

Skoleelever med bekymrende højt fravær hører til i top tre over kommunernes største udfordringer i forhold til udsatte børn og unge. Det vurderer kommunerne selv i en kortlægning, som VIVE har gennemført for Socialstyrelsen.

Den største enkeltstående udfordring er at skabe klarhed over, hvem der skal gøre hvad – om fravær hos den enkelte unge skal håndteres med en særlig indsats på alménområdet, eller om det skal foregå på det specialiserede område og dermed via serviceloven?

»Det er en svær problematik, for selv om det er i skolen, man kan konstatere et fravær, så er det meget individuelt, hvorfor de har fravær. Blandt andet derfor er det svært at slå fast, om en indsats skal håndteres ifølge serviceloven eller om det er PPR, der skal tage sig af det i skoleregi,« siger Katrine Iversen, der er chefanalytiker hos Vive og har ledet arbejdet med rapporten.

Gennemgående person skaber trivsel

Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL, genkender det billede, som rapporten tegner:

»Fravær er et stort problem, og det handler sjældent om det faglige i skolen. I stedet for bunder det blandt andet i manglende trivsel og i ensomhed, og vi ser også, at anbragte børn har særligt højt fravær,« siger hun.

Hun foreslår, at udsatte unge bliver tilknyttet en gennemgående person, som kan opbygge en god relation til den unge og tage sig af kontakten med de relevante fagpersoner. Det forebygger, at den unge bliver kastebold i systemet, siger hun og foreslår, at den gennemgående person skal være en pædagog.

»Det handler om at arbejde med trivsel og fællesskaber og så i øvrigt tage ansvar for kontakten til sagsbehandler, psykologer, lærere osv. Det kan være med til at skabe større sammenhæng i de udsatte børn og unges liv,« siger Birgitte Conradsen, der er politisk ansvarlig for specialområdet i BUPL.

Pengene spiller ind

Katrine Iversen medgiver, at udfordringerne med at placere udsatte børn og unge i det rette regi kan hænge sammen med, at flere skal inkluderes på almenområdet. Det handler dog også om, i hvor høj grad man har centraliseret eller decentraliseret afgørelsen om, hvor indsatsen i forhold til et barn hører til.

»Mange steder er det den enkelte skoleleder, som træffer beslutningen, og det er også den skole, der skal betale for et specialskoletilbud, hvis man vælger, at barnet ikke skal rummes i alménområdet. Det kan spille ind,« siger hun.

Birgitte Conradsen er enig i, at der er problemer med at definere, hvilket regi en indsats skal ligge i. Også hun peger på, at økonomi er en væsentlig faktor.

»Der er kommuner, som smøler, når fagfolkene anbefaler, at et barn eller en ung har brug for en indsats i det specialiserede system. Det virker som om, de gør det, fordi det vil koste dem penge. Men de skal i højere grad lytte til de professionelle i stedet for at tænke på penge. Det handler om at skabe et godt børneliv,« siger hun.