Lille lønstigning kommer med oktoberlønnen – lidt mere følger til november

Der er en lønstigning på vej. Men du skal væbne dig med lidt tålmodighed, for det er først med udgangen af oktober, du kan se lønstigningen på din lønseddel.
Det er overenskomsten fra 2024, der igen udmønter sig for langt de fleste pædagoger og ledere. Det er kun pædagoger, der er på overenskomst med Frie Grundskoler, der ikke får et lønløft i oktober, fordi deres overenskomst følger udmøntningen på statens område (se mere længere nede).
For alle andre er der en lønstigning på 0,31 procent på vej. Gennemsnitslønnen for pædagoger er lidt over 43.000 kroner brutto om måneden, så de 0,31 procent svarer til 130 kroner ekstra om måneden brutto inklusive pension, hvis altså du får gennemsnitslønnen.
0,24 procent af lønstigningen er generelle lønstigninger.
0,07 procent kommer fra reguleringsordningen, der sikrer, at lønudviklingen på det private og offentlige arbejdsmarked følges ad.
Her har lønudviklingen i det private ikke levet op til forventningerne, for da overenskomsten blev indgået i 2024, var forventningen, at reguleringsordningen alene ville give en lønstigning på 0,33 procent. Men lavere lønstigninger i det private giver altså også lavere lønstigning til dig i denne omgang.
Flere lønstigninger på vej
Overenskomsten fra 2024 er dog ikke færdig med at give. Din løn forventes at stige igen med novemberlønnen. Her er den aftalte lønstigning 0,2 procent, svarende til lige knap 100 kroner ekstra om måneden brutto for en gennemsnitsløn.
Særligt for overenskomsten med Frie Grundskoler
Pædagoger, der arbejder på overenskomsten mellem BUPL og Frie Grundskoler, følger udmøntningen for statens overenskomst. Derfor får de ingen lønstigning med oktoberlønnen. Til gengæld bliver novemberlønnen bare så meget bedre. For her stiger lønnen med i alt 1,3 procent.
Selv om udmøntningen falder lidt anderledes, så burde den samlede lønstigning set over overenskomstens varighed på to år blive den samme, uanset om man følger kommunernes eller statens udmøntning.
Lønløft fra trepart kommer til januar
I det nye år kan du så se frem til en solid lønstigning i slutningen af januar, hvor den sidste del af det ekstraordinære lønløft til blandt andet pædagoger bliver udmøntet. Lønløftet blev aftalt ved trepartsforhandlinger i 2023.
Her stiger lønnen med 900 kroner om måneden brutto, altså inklusive pension og særlig feriegodtgørelse for en fuldtidsansat.
Dermed har du som pædagog fået et ekstraordinært lønløft på i alt 1.800 kroner brutto, hvis du arbejder fuldtid. Deltidsansatte bliver kompenseret i forhold til timetallet. Arbejder du for eksempel 30 timer om ugen, så er det ekstraordinære lønløft på knap 1.500 kroner om måneden brutto.
Ledere skal dog ikke forvente et ekstraordinært løft i januar. De har nemlig allerede fået det ekstraordinære lønløft som pensionsforbedringer.
Husk dit fritvalg inden 1. oktober
Inden pengene begynder at dryppe ind på kontoen, skal du (måske) forholde dig til fritvalg. Er du omfattet af fritvalg, skal du nemlig vælge inden 1. oktober, hvis du vil ændre dit valg fra løn til pension eller omvendt gældende for 2026.
Det er dog ikke alle, der har fritvalg. Nedenfor kan du se, om du er en af dem, der skal vælge – og hvor stor en del af din løn, der er fritvalg.
Find din overenskomst
Pædagogoverenskomsten
Pædagogoverenskomsten
Pædagoger med 15 års anciennitet har fået en lønforbedring på 2 procent. Lønstigningen er givet som fritvalg, hvor du kan vælge mellem pension eller løn. Som udgangspunkt bliver stigningen indbetalt på pensionen, som så vil være på 17 procent. Du kan også vælge at få de 2 procent udbetalt som løn.
Lederoverenskomsten
Lederoverenskomsten
Ledere har en fritvalgsordning på 4,4 procent. Du kan vælge mellem løn eller pension. Hvis du vælger pensionen, så vil du som leder have en pension på 21,44 procent.
Overenskomst for særlige stillinger
Overenskomst for særlige stillinger
Her er 0,86 procent fritvalg, og pengene kan bruges på løn eller pension. Vælger du pensionen, vil du have en pension på i alt 15,96 procent.
Overenskomst for det forebyggende og dagbehandlende område
Overenskomst for det forebyggende og dagbehandlende område
Fritvalg udgør 0,59 procent, som kan falde som løn eller pension. Vælger du pensionen, vil du have en pension på i alt 15,59 procent.
Overenskomsten med Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner
Overenskomsten med Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner
Pædagoger har fritvalg mellem løn og pension for pædagoger for 1,2 procent af bruttolønnen. Foretages intet aktivt tilvalg, udbetales beløbet som løn.
Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner forhandler for arbejdsgiverne i FOBU, DLO, SPIA og Børneringen.
Overenskomst med Danske Daginstitutioner
Overenskomst med Danske Daginstitutioner
Fritvalg mellem løn og pension for pædagoger og ledere for 1 procent af bruttolønnen. Foretages intet aktivt tilvalg, udbetales beløbet som løn.
Overenskomsten med Accountor
Overenskomsten med Accountor
Pædagoger har fritvalg mellem løn og pension for 1,7 procent af bruttolønnen. Foretages intet aktivt tilvalg, udbetales beløbet som løn.
Ledere har fritvalg mellem løn og pension for 1,4 procent af bruttolønnen. Foretages intet aktivt tilvalg, udbetales beløbet som løn.
Overenskomsten med Frie Grundskoler
Overenskomsten med Frie Grundskoler
Der er ikke fritvalg på overenskomsten med Frie Grundskoler.