Udsatte børn kommer ikke i fritidstilbud: For nogle er tilbuddet for dyrt og for dårligt

Mange børn i udsatte positioner kommer ikke i SFO, fritidshjem og klub. 8 ud af 10 pædagoger ser børn eller unge, der ikke kommer i et fritidstilbud, som pædagogerne ellers vurderer, at børnene ville have stor glæde af at komme i.

Det viser BUPL’s vilkårsundersøgelse blandt knap 6.000 medarbejdere på 6-18-års-området gennemført i marts og april 2019.

I 2017 blev pædagogerne stillet det samme spørgsmål. Dengang var det ’kun’ 66 procent, der så børn udenfor fritten, hvor de vurderede, at de ville have gavn af at komme i fritidstilbuddet.

Det er især økonomien, der får mange forældre til at trække deres børn ud af et fritidstilbud, viser fritekstbesvarelserne fra de pædagoger, der har deltaget i undersøgelsen.

’Jeg kender flere børn helt ned til 1 kl. der går hjem kl. 14 og spiller computer eller PlayStation, indtil forældrene kommer hjem. Hvor forældrene mener at SFO er for dyrt, når deres børn kan passe sig selv,’ skriver en pædagog.

SFO’er er dyre

Ifølge tal fra Danmarks Statistik ligger landsgennemsnittet for taksten på en SFO-plads på 18.191 kroner om året. Til sammenligning koster en børnehaveplads 20.535 kroner om året i gennemsnit. Landets dyreste SFO-pladser er på Langeland, hvor det koster 25.366 kroner om året at gå i SFO. Odense er næstdyrest med 24.024 kroner om året for en plads. En børnehaveplads i Odense koster 20.130 kroner – og den har jo åbent hele dagen.

De dårlige normeringer og den begrænsede tid, fritidsordningerne har åbent, spiller også ind på børnenes fravalg. En anden pædagog skriver:

’Vi oplever flere og flere udmeldinger fra SFO’en, fordi tilbuddet ikke er godt nok - med det menes, at de voksne har for travlt, aktiviteterne er få. Særligt de børn, som vi ikke har tid til at tage hånd om, og som har mulighed for at gå hjem efter skole, er dem, det meldes ud.’

Flere pædagoger beretter, at der også er en social slagside.

’Vi har en del børn der er meldt ud af SFO’en af økonomiske årsager. Det er børn og unge fra særligt udsatte og sårbare familier,’ skriver en pædagog.

Og det rammer også børn med anden etnisk baggrund, skriver mange pædagoger i fritekstbesvarelserne:

’Vi oplever et stigende antal af tosprogede børn i skolen, som ikke taler dansk eller taler meget lidt, som jeg tænker kunne have gavn både socialt og sprogligt af et fritidstilbud.’

Forsker: Mulighederne i SFO er pressede

Det er indlysende problematisk, lyder vurderingen fra Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved Syddansk Universitet, at børn, der ville være pædagogisk hjulpet af at gå i et fritidstilbud, ikke kommer der.

»I den ideelle verden ville der være gode ressourcer i fritidsinstitutionerne, og lige præcis den her gruppe børn, der har forskellige grunde til ikke at komme, der blandt andet handler om økonomi, men også om fravalg, ville faktisk være der,« siger hun.

Men virkeligheden er noget mere kompleks og broget, advarer hun.

»Problemet er, at de potentielle muligheder i fritidsinstitutionerne er pressede. Der er virkelig dårlige økonomiske ressourcer og dårlige vilkår i de pædagogiske rum, så nogle gange kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget mening det giver, at de udsatte børn er der,« siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

De mange pædagoger, der peger på, at fritidsordningerne er blevet for dyre og for dårlige, kan have en pointe, mener hun.

»Det er vanskeligt at argumentere for, at det er en god ide at give rigtig mange penge for at være et sted, hvor det næsten bare bliver spild af tid,« siger hun.

Der er et liv udenfor skolen

Det er ærgerligt, at fritidspædagogikken er så presset, mener Anja Hvidtfeldt Stanek, for børn (og voksne i øvrigt også, tilføjer hun) har brug for hjælp til at få fyldt indhold på og finde ud af, hvem man er, når man ikke lige er i skole (eller på arbejde for de voksnes vedkommende).

»Fritidspædagogik handler traditionelt om andre ting, om at holde fast i, at der er et liv udenfor skolen, hvor vi har fri. Fritidsinstitutioner er et sted, hvor man kan hjælpe børn og unge til at få øje på, at man også kan andre ting end at være på skærmen. Muligheden for at få sat andre dagsordener og vise, at man kan andre ting, bliver klippet voldsomt fra, når de ikke kommer i fritidsinstitutionerne - altså i den ideelle verden,« siger hun.

Pædagoger udfører kæmpearbejde på trods

Det er forståeligt, at Anja Hvidtfeldt Stanek sætter spørgsmålstegn ved, hvad fritidsinstitutionerne kan tilbyde, siger Lars Søgaard Jensen, faglig sekretær i BUPL’s forretningsudvalg.

»Jo mere, der bliver barberet ned, jo vanskeligere bliver det at leve op til det, som pædagogerne selv vil, og det, der ligger af forventninger fra kommunen og i lovgivningen. Det er min opfattelse, at pædagogerne i fritidsinstitutioner laver et kæmpe stykke arbejde - på trods. De får øje på de børn, de kan nå at få øje på, og de gør noget, ved de problemer, de kan se. Men det er klart, at de ikke kan løfte det hele. Det er svært at få tid til refleksion og faglig sparring, fordi der er så meget pres på i hverdagen. Det er stadig et tilbud, hvor der bliver lavet masser af god pædagogik på trods.«

Hvis fritidstilbuddene skal være et tilbud for alle børn, også dem, der ikke kommer nu, selv om de har brug for det, er prisen afgørende, påpeger Lars Søgaard Jensen.

»Selvfølgelig handler det om normeringer og vilkår i fritidsinstitutionerne, men det handler også om, at der bliver lagt en grænse ind for, hvor meget det må koste for forældrene. Når en SFO-plads i Odense er dyrere end en børnehaveplads, skriger det jo til himlen. Det er helt forkert.«