Tryg tilknytning er den største beskyttende faktor, vi kan give et barn med sig på livets vej
Børnepsykologen byder mig indenfor: ”Der er noget fint ved, at du er taget den lange vej herover,” siger Rikke Yde Tordrup, da jeg ankommer fra København og finder hende i hendes praksis i Tarm Sundhedshus.
Her ligger alt fra jordmoderklinik til rehabiliteringscenteret, og det lave 60’er byggeri var tidligere et sygehus. Som barn var Rikke Yde Tordrup indlagt på børneafdelingen, og kontoret, vi sidder i, var en del af medicinsk afdeling, hvor hendes mormor var patient.
”Nogle af sygeplejerskerne her kan huske min mormor. Og en fortalte mig, at hun selv har været skyld i ridserne på døren der,” fortæller Rikke Yde Tordrup, der holder meget af, at dør og vægge i hendes praksis har en historie, som er knyttet til hende selv.
”Det giver ro og en følelse af forbundethed. Når jeg har været ude og holde foredrag i de store byer – og det elsker jeg – så elsker jeg også at komme hjem og sidde med et barn eller en familie her, hvor jeg er helt grounded,” siger hun.
Sådan skaber vi bedre samfund for alle
Som børnepsykolog interesserer Rikke Yde Tordrup sig især for udviklingspsykologien og særligt tilknytningsteorien. Hun er forfatter til flere bøger om tilknytning og udvikling i pædagogisk arbejde.
I sin karriere har hun mødt mange børn, hvor tilknytningen til de primære omsorgspersoner og opvækstmiljøer tidligt i livet slog fejl. Hun har set dem kæmpe en hårdere kamp i livet end de børn, der fik en tryg tilknytning og en sikker base at søge hjem til og finde støtte i.
”Tryg tilknytning er den største beskyttende faktor, vi kan give et barn med sig på livets vej. De første erfaringer med tilknytning er grundlaget for alle andre relationer og kvaliteten af den kontakt, du får med andre mennesker. Hvis vi alle sammen var overvejende trygt tilknyttet, så ville ikke bare det individuelle barn få et godt liv, men det vil også skabe bedre samfund,” siger Rikke Yde Tordrup.
Her er de overbevisende effekter af tryg tilknytning
Forskning dokumenterer da også, at et barn med tryg tilknytning som voksen får bedre livskvalitet, blandt andet målt et større ordforråd, et højere uddannelsesniveau, en bedre placering i det sociale hierarki og stærkere sociale relationer.
”Som samfund skal vi sikre, at så mange som muligt bliver trygt tilknyttede. Er vi utrygt tilknyttet, vil vi i utrygge situationer bruge uhensigtsmæssige handlemønstre, hvor vi fjerner os, klynger os eller kommer i konflikt,” siger Rikke Yde Tordrup.
Når vi giver omsorgssvigtede børn nye levede erfaringer i trygge relationer hjælper vi dem til at få en bedre selvfølelse.
Rikke Yde Tordrup
Født med en relationel guldske i munden
Rikke Yde Tordrup har selv gode livserfaringer i bagagen fra en tryg barndom på landet omkring Tarm og Skjern, hvor hun voksede op med bedsteforældre og oldeforældre omkring sig.
”Jeg er født med en relationel guldske i munden, fordi jeg har hele min forankring her. Jeg bor i Skjern i et nedlagt forsamlingshus lige ved siden af mine forældres gård. Min søster bor i hovedhuset på gården. Mine forældre i sidehuset. Og mine svigerforældre nede ad vejen. Hele det her samfund, som både min mand og jeg er fra, har meget at gøre med at være rig på relationer og føle, at nogen passer på en,” siger Rikke Yde Tordrup.
En af de første gange, hun selv blev opmærksom på det som barn, var, da hun i en håndarbejdstime blev sendt i byen efter noget sytråd.
”Da jeg kom hjem fra skole, havde mine forældre fået opringninger fra folk, der havde set mig på et tidspunkt, hvor jeg jo ikke skulle gå rundt nede i byen. Jeg har aldrig tænkt det som omklamrende. Man passede bare på hinanden,” siger Rikke Yde Tordrup.
Havde hele sin landsby med i rejse rygsækken
Hun fik samme følelse, da hun som 18-årig en sommer i 1991 gik rundt til de lokale butikker og bad om sponsorgaver, hun kunne tage med sig som frivillig på en Røde Kors sommerlejr i Rumænien, hvor Nicolae Ceausescu to år tidligere var blevet væltet.
”Hos boghandleren fik jeg lim, tuscher og krabbepapir til at lave billedrammer og medaljer af. Sportsforeningerne gav mig t-shirts og nøgleringe. Og ingen bad om dokumentation eller ID, for det var jo bare Rikke, der gik rundt og samlede ind,” fortæller Rikke Yde Tordrup, der de næste syv somre afholdt sommerferielejre forskellige steder i Rumænien og var frivillig på børnehjemmene.
Hver sommer havde hun rejserygsækken fyldt med sponsorgaver fra sin hjemstavn.
”Når jeg pakkede min rygsæk ud på børnehjemmet, var det som at have hele min landsby med mig. Det kræver en ret tryg base og tro på det gode i mennesker både at turde rejse ud og at holde til at se de ting, jeg så på børnehjemmene,” siger hun.
Så umenneskeliggørelsen af børnehjemsbørn i Rumænien
Her så den unge Rikke nemlig enorme omsorgssvigt af børnene, som dengang var helt umenneskeliggjorte. De havde ikke et personnummer, ingen rettigheder og blev passet som om, de lå på en kyllingefarm.
”De yngste lå i stabelsenge på spædbørnsafdelinger, hvor der var helt stille, og det er den mest skræmmende lyd, jeg har hørt. De var gået i dvale, fordi de ingen kontakt fik og lå svøbt som små lukkede pakker,” fortæller Rikke Yde Tordrup, der sammen med de andre frivillige valgte at tage børnene ud så meget, de kunne. Også for at vise personalet, at man godt kunne få kontakt til dem.
”Vi boede privat hos nogle af dem, der passede børnene, og de var kontaktfulde overfor deres egne børn, men børnehjemsbørnene var ligesom udenfor samfundet,” siger Rikke Yde Tordrup, der hjemme i Danmark begyndte på psykologistudiet.
Nærvær, øjenkontakt og udviklende øjeblikke bygger mennesker op
Hun blev optaget af Daniel Sterns udviklingspsykologiske teorier, og fandt mange år senere ud af, at han også havde besøgt de rumænske børnehjem i 90’erne.
”Jeg fik gåsehud over det hele, da jeg hørte ham fortælle om det på en konference i København. Han fortalte om mødet med børn, der bevidst ikke havde fået kontakt, og om hvor nedbrydende det var. Nu gav det mening, at også jeg var så optaget af at finde ud af, hvordan man kan få alle til at indse, hvor vigtige relationer og kontakt er for al menneskelig udvikling,” siger Rikke Yde Tordrup.
Hun taler ikke om en kontakt, hvor man uopmærksomt leger teselskab med et barn, eller mekanisk skifter en ble, mens man tænker på den næste opgave.
”Jeg taler om kontakt med nærvær, øjenkontakt og masser af udviklende øjeblikke, hvor man besøger hinandens indersider. Man er affektivt afstemt, og barnet føler, at jeg ved, at du ved, hvad jeg føler lige nu,” forklarer Rikke Yde Tordrup.
Vi kan give omsorgssvigtede børn nye levede erfaringer
Børnepsykologen bliver altid dybt berørt, når hun møder børn, der har haft mange negative erfaringer i en tidlig alder, men som også kan fortælle om oplevelser af ægte kontakt.
”Måske har de været i Djurs Sommerland med plejefamilien eller bare spist en kiks med deres ressourcepædagog. De beskriver oplevelsen med en ekstra kvalitet, og hvordan det var magisk og helt anderledes, end når de har gjort det samme med deres familie. Nogen har set Djurs Sommerland med deres øjne eller smagt kiksen, som de smager den. Og det har givet dem sådan en god selvfornemmelse, som de aldrig har følt før. Når vi giver omsorgssvigtede børn nye levede erfaringer i trygge relationer, hjælper vi dem til at få en bedre selvfølelse,” siger Rikke Yde Tordrup.
Når vi adskiller små børn fra deres primære base fem dage om ugen i 8-9 timer, så har pædagoger aldrig nogensinde været vigtigere medbyggere af børns selvværd og tillid til verden.
Rikke Yde Tordrup
Pædagoger er fantastiske indersidebesøgere
Når hun observerer i daginstitutioner, indskolinger, SFO’er, kigger hun også efter god kontakt, trygge relationer og udviklende øjeblikke mellem børn og deres pædagoger.
”Mange pædagoger er fantastiske indersidebesøgere, og nogle skal have lidt hjælp. De synes, de har gjort det samme som deres kollega: De har også fået børnene ud på legepladsen, sørget for frokosten og nået det, de skulle. Men den ene pædagog kan have masser af udviklende øjeblikke med børnene, samtidig med at den anden næsten ingen har.
”Det har betydning for, hvilken selvfornemmelse børnene får, og hvilken resiliens, der bliver bygget i de børn til at møde livet,” siger Rikke Yde Tordrup.
Udviklende øjeblikke kræver ingen remedier
Oftest bliver hun dog helt høj af at være sammen med pædagoger, som hun kalder ’spidskompetencemennesker i det relationelle’.
”Jeg kan sidde med sådan en lille klikker og bare trykke klik klik klik: Der kan opstå 100 udviklende øjeblikke i en seance, hvor en pædagog aftaler med en gruppe børn, at de skal synge sangen om giraffen. Og hun går hen og finder sangkufferten. Øjne mødes, og øjenbryn bliver løftet, og de smiler med runde kinder. Børnene ved, at deres pædagog ved, at de glæder sig. Så åbner pædagogen kassen. Der er et lille blik og et nik og spænding i luften, og alle ved, at nu kommer giraffen op, og så sker det, og så skal de synge,” fortæller Rikke Yde Tordrup, der tit får at vide, at pædagogerne i tiden efter at have hørt hendes foredrag bliver ekstra opmærksomme på at bruge deres mimik.
”Udviklende øjeblikke kræver ingen remedier, men kun, at vi er tilstede som trygge baser for børnene og nærværende i vores kontakt,” siger Rikke Yde Tordrup.
Pædagoger har aldrig været vigtigere: Men der er brug for mange flere
Men hun pointerer også, at pædagoger har alt for ringe rammevilkår til at have nok af de vigtige udviklende øjeblikke med børnene.
”Når vi har en samfundsstruktur, hvor vi adskiller små børn fra deres primære base fem dage om ugen i 8-9 timer, så har pædagoger aldrig nogensinde været vigtigere medbyggere af børns selvværd og tillid til verden. Det kræver meget af dem som sekundær base,” siger Rikke Yde Tordrup, der er rystet over, at kommunerne har afskaffet at opgøre de lovbundne minimumsnormeringer på institutionsniveau.
”De fortsat ringe normeringer betyder, at vi ser børn, der er trygt tilknyttede hjemmefra blive utrygt tilknyttede i daginstitutionen, fordi der ikke er pædagoger nok, de kan lave tilbageblik til, når børnene forgæves søger en tryg base i en usikker situation. Det betyder, at mange flere børn kan ende i mistrivsel,” siger ikke Yde Tordrup.
Hvert eneste udviklende øjeblik lagres positivt i barnets hukommelse
Men hun har også håb. For pædagoger ved godt, hvad børn har brug for. Og ligesom hun selv valgte at give de rumænske børnehjemsbørn så mange udviklende øjeblikke som muligt, så opfordrer hun pædagoger til at gøre det samme.
”Hvert eneste udviklende øjeblik, vi giver et barn, kommer ikke dårligt igen. Måske synes man ikke, man gav nok nærvær til nok børn på arbejde den dag, men det, som man nåede, lagres positivt i barnets hukommelsessystemer. Og man kan håbe, at der også hjemme og i barnets andre opvækstmiljøer sættes noget ind på kontoen. For mange bække små udgør en stor å,” siger Rikke Yde Tordrup.
