Trepart løfter din løn – lidt
Med januarlønnen kommer der endnu et lønløft på din lønseddel. Det er anden del af lønløftet fra treparten, der nu bliver udmøntet. 300 kroner stiger din løn om måneden, vel at mærke hvis du er fuldtidsansat pædagog. Husk, at de 300 kroners lønstigning er brutto, altså inklusive pension og særlig feriegodtgørelse.
Dermed er din løn steget 900 kroner om måneden brutto alene ved det trepartslønløft, som næsten halverer pædagogers lønefterslæb.
Nu er bruttolønnen 42.500
Derudover har pædagoger med den overenskomst, der blev indgået for knap et år siden, allerede fået en generel lønstigning på 4 procent i april 2024 og en generel lønstigning på 1,3 procent fra reguleringsordningen med oktoberlønnen. Alt i alt er pædagogers gennemsnitsløn steget fra 39.500 kroner om måneden brutto i februar 2024 til nu at være på 42.500 kroner brutto om måneden med det seneste lønløft på 300 kroner om måneden.
Lønløft gælder også deltidsansatte
I alt vil lønløftet fra treparten løfte fuldtidsansatte pædagogers bruttoløn med 1.800 kroner om måneden, når det er fuldt indfaset. Og det er det om præcist et år. Med januarlønnen 2026 stiger din løn yderligere 900 kroner om måneden brutto.
Deltidsansatte pædagoger får naturligvis også del i lønløftet, men deres lønstigning beregnes forholdsvis ud fra, hvor mange timer de arbejder om ugen. Arbejder du for eksempel 32 timer om ugen, så vil dit lønløft være på ca. 1.550 kroner om måneden brutto, når det om et år er fuldt indfaset.
Disse grupper får lønløft nu
Lønløftet fra treparten gælder for følgende overenskomster:
- Pædagogoverenskomsten
- Overenskomsten for det forebyggende og dagbehandlende område
- Overenskomsten for særlige stillinger
- Følgende private overenskomster: Danske daginstitutioner, Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner, Accountor og Frie Grundskoler.
Disse grupper får ikke et lønløft nu
Lederne er ikke på samme måde omfattet af lønløftet. Ledere på lederoverenskomsten fik trepartsmidlerne udmøntet som en pensionsforhøjelse på 1,2 procentpoint fra 17,04 procent til 18,24 procent pr. 1. april 2024. Det højere pensionsbidrag indgår i ledernes fritvalgsordning, hvor pensionsbidrag over 16,44 procent kan udbetales som løn.
Hvis du er ansat på en privat overenskomst, som skal forhandles i år, vil du ikke være omfattet af lønstigningen her i januar. Din overenskomst forhandles i løbet af foråret, og du vil høre nærmere fra BUPL i løbet af de kommende måneder.
Se samtlige aftaler og protokollater for OK24 her
Flere lønstigninger på vej
Overenskomsten fra 2024 er dog ikke færdig med at hæve pædagogernes løn. Inden overenskomsten skal fornys om et år, er der nogle generelle lønstigninger, der skal udmøntes:
1. oktober 2025 kommer en generel lønforhøjelse på 0,24 procent. Her skal reguleringsordningen også udmøntes igen, så de offentlige lønninger kan holde trit med de private, hvis den private lønudvikling har været bedre end forventet.
1. november 2025 kommer en generel lønforhøjelse på 0,20 procent.
Dertil kommer udmøntningen af organisationsmidlerne 1. april 2025. Her skal lønnen stige i alt 2 procent, men hvordan det bliver udmøntet, varierer fra overenskomst til overenskomst. Find din overenskomst nedenfor, og se, hvordan de 2 procent udmøntes.
Bemærk, for pædagoger ansat på overenskomst med Frie Grundskoler er udmøntningen lidt anderledes end for de øvrige overenskomster. De følger nemlig statens OK-ramme. Læs mere om udmøntningen for Frie Grundskoler længere nede.