”Tillid bygges op over tid, og når ingen bliver slået i hovedet med deres fejl”

1.april 2024 slog Børnehuset Sjællandsbroen dørene op på Sluseholmen i København. 

Nu, to år efter, rummer den selvejende daginstitution omkring 120 børn og 29 medarbejdere.

”Da vi trådte ind ad døren første gang, var der langt fra et færdigt børnehus. Der var intet andet end de rå vægge, og vi skulle bygge stedet op ud fra vores erfaringer og tanker om, hvad der er essensen i en god, pædagogisk arbejdsplads. Nu har vi skabt et børnehus fyldt med liv og en dejlig flok børn, og den rejse er vi ret stolte af,” fortæller børnehusets leder Anders Jerger.

Det var i begyndelsen af 2024, at han sagde ja til at udvikle og lede den nye selvejende institution. Ledelsen består også af to afdelingsledere.

”Jeg så nogle fine muligheder i at udvikle en tillidsbaseret ledelseskultur. Jeg tror grundlæggende på, at medarbejdere godt kan finde ud af det arbejde, de er uddannet til, hvis de ellers får plads og opbakning. Og som leder ser jeg det som min opgave at skabe de rammer, pædagoger har brug for,” siger Anders Jerger.

Her fortæller han om de muligheder og faldgruber, der er i at lade tillid gennemsyre ledelsens beslutninger.

Hvad ser du som essensen i tillidsbaseret ledelse?

”Jeg ser det ikke som min vigtigste opgave at definere pædagogik i detaljer, men derimod at have og udvise tillid til den pædagogiske profession. 
Jeg har ofte mødt dygtige pædagoger, som er stærke i at redegøre for læreplaner, metoder og krav, men som sjældnere får mulighed for at tage professionelt ansvar i ordets egentlige forstand: At vurdere, eksperimentere, fejle og udvikle praksis. 

I vores børnehus har vi bevidst forsøgt at gå en anden vej med mindre kontrol, færre koncepter, en mere tydelig retning og langt mere tillid. 
For nylig sagde en medarbejder til mig: 'Her føler jeg mig ikke som udfører, men som fagperson,' og det blev jeg oprigtigt glad for. Dermed var vi kommet i mål med den tillidsbaserede tilgang. 

Jeg synes stadig, der er noget at arbejde med, men vi er et sted, hvor vi kan se, at den ledelse vi praktiserer, har en reel effekt for børn og personale.”

Har du selv oplevet at blive ledet med mere kontrol end tillid?

”Det har de fleste af os nok oplevet adskillige gange. Et konkret eksempel var, da en tidligere chef udleverede et talepapir til mig. Jeg blev bedt om at bruge papiret, hvis vi fik forældreklager. 

Talepapiret fortalte detaljeret om, hvad vi skulle sige. For eksempel stod der 'vent 10 sekunder og spørg så igen.' Jeg opfattede talepapiret som dybt unødvendigt og provokerende, for på det tidspunkt havde jeg rigtig mange år bag mig som leder. Hverken jeg eller andre pædagoger behøver sådanne detaljerede manualer.”

Hvordan vil du beskrive det børnehus, I har skabt?

” Vi har en gruppe medarbejdere, der er virkelig dygtige. De er ikke begrænsede, får hele tiden idéer og er med til at udvikle og prøve nyt af. De ser børnehuset som en pædagogisk legeplads og har alle lyst til at bidrage.

Vores medarbejdere kommer glade på arbejde og oplever, at de har noget at sige i deres hverdag. Og det er ikke bare ledelsens opfattelse. Det er faktisk den tilbagemelding, vi får fra medarbejderne. I vores årlige MUS siger de entydigt, at det faktisk er, hvad der gør, at de trives i huset.”

Hvordan udviser du tillid i din daglige ledelse?

”Det handler meget om at være konsekvent i både handling og kommunikation. Især nyuddannede pædagoger har det med at spørge om lov, og så siger jeg 'Hvis du synes, at noget er en god idé, så gør det. Vi kan altid sparre om, hvad der er rigtigt i en situation, men du vil altid have min fulde opbakning.'

Et eksempel er en pædagog, der vurderer, at det er vigtigt at tage en samtale med nogle forældre. I sådan et tilfælde vil jeg altid bakke op om den vurdering, og pædagogen skal ikke være nervøs for, hvad der sker, hvis forældrene efterfølgende ringer og klager. Jeg bakker op og støtter i både ord og praksis.”

Hvad gør du, hvis en medarbejder begår noget, der i dine øjne er en eklatant fejl?

”Nu har vi ikke oplevet det endnu, men hvis det skulle ske, ville vi sætte os ned og tage en snak med vedkommende. Tillid bygges op over tid, når ingen bliver slået i hovedet med deres fejl. 

Og nu er tilliden så rodfæstet, at medarbejderne kommer til os med alt fra personlige udfordringer til pædagogfaglig tvivl. 

For eksempel kan de komme ind og sige ’Jeg tror da, at jeg fik sagt noget lidt forkert til en forælder. Det kan være, at der kommer en klage.’ Den opbyggede tillid betyder, at de åbent kan fortælle, hvad der er sket. De ved, at vi stadig bakker op.”

Hvordan undgår man, at tillid opfattes som fravær af ledelse?

”Når man udviser tillid og giver frihed, skal man være ekstremt klar på værdier, børnesyn og faglige forventninger. Det er inden for netop de rammer, at pædagogen skal have reel mulighed for at udøve sin profession. 

Det vigtige er, at lederen kommunikerer klart og tydeligt. Pædagogen skal have besked på, at nu er det hende eller ham, der har stafetten. Og træffer hun eller han en beslutning, der siden viser sig at være skæv, vil der ikke være bebrejdelser.”

Er det alle medarbejdere, der trives med fri tøjler?

”Det er en anden måde at være i verden på. Det er en kultur, der langsomt skal bygges op. Og jeg har da også haft medarbejdere, der ikke kunne være i det. 

De har oplevet den tillidsbaserede tilgang som uklare krav og forventninger og vil hellere have klare retningslinjer frem for selv at skulle bestemme. 

Da vi selv har bygget børnehuset op, har medarbejderne fra begyndelsen været med til at beslutte, hvordan vi har indrettet os: Hvordan gør vi tingene helt lavpraktisk? Hvad gør vi med vasketøj og mad? Hvordan holder vi stuemøder, og hvad med forældresamtaler? Det har været en ”nedefra og op”-proces.”

I kan vel ikke helt undgå at skulle dokumentere, måle og følge koncepter?

”Nej, men vi begrænser det og stiller hele tiden os selv spørgsmålet: Giver det mening? 

Vi har da også tilsyn, og vi anvender for eksempel TOPI, der er et simpelt, effektivt redskab, som hjælper os med at opdage et barn, der har behov for ekstra støtte. Og vi har sådan noget som overleveringer, når børn med særlige vilkår skal videre i skole. 

Selv om vi har en institution med frihed og tillid, har vi rutiner og rammer. Hver enkelt stue kan for eksempel ikke indrette sig så frit, at de selv bestemmer, hvornår de skal møde eller holde pauser. 

Der skal være noget transparens og koordinering mellem stuerne, og forældrene skal løbende orienteres om, hvad der sker.”