Tilbage til stueopdeling: Slut med små corona-børnegrupper i dagtilbud

Corona-retningslinjerne anbefaler ikke længere, at dagtilbud opdeler børnene i små, faste grupper. Godt nyt for pædagogerne, som har slidt for at skabe tryg hverdag for børnene, vurderer forsker. BUPL kritiserer, at nye test-retningslinjer ikke stiller større krav til arbejdsgiverne.

Pædagoger i landets dagtilbud behøver ikke længere opdele børnene i ’mindre, faste grupper’ på omkring fem børn, hvilket ellers har været anbefalet i månedsvis.

I stedet skal de traditionelle stueopdelinger nu igen danne udgangspunkt for de pædagogiske aktiviteter. Det fremgår af de nye retningslinjer fra Børne-og Undervisningsministeriet, som er trådt i kraft efter påskeferien.

Dagen kan lettere hænge sammen

Muligheden for at samle og lave aktiviteter med alle børn på en stue vil gøre det lettere at tilrettelægge hverdagen i mange daginstitutioner, vurderer Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL:

”Der er ingen tvivl om, at de små børnegrupper flere steder har givet nogle gode pædagogiske rammer for arbejdet med børnenes trivsel og udvikling. Men omvendt ved vi, at det er meget svært at få til at hænge sammen med de nuværende normeringer, nu da antallet af børn er fuldtalligt igen.”

Retningslinjerne opfordrer dog stadig til at undgå at blande børn på tværs af stuer i det omfang det er muligt.

Forsker: Børnene har nydt, pædagogerne har slidt

Hverdagen med små, faste grupper har umiddelbart været hårdere for pædagogerne end for børnene, vurderer Kirsten Elisa Petersen, lektor i pædagogisk Psykologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet (DPU).

Om få uger offentliggør hun resultaterne af et forskningsprojekt om danske dagtilbuds indsatser under COVID-19-pandemien.

”Pædagogerne oplever, at børnene generelt - og især børn i sårbare og udsatte positioner - har nydt godt af en hverdag, hvor de har været opdelt i små faste grupper. Til gengæld har vi talt med pædagoger, som er meget slidte og trætte,” siger Kirsten Elisa Petersen.

Pædagogerne har fortalt om konstante omlægninger og om at møde op på arbejde uden reelt at kunne vide, hvordan dagen bliver.

”Jeg har talt med dagtilbudsledere, som bliver ringet op om aftenen og får at vide, at institutionen skal lukke ned på grund af smitte, og det skal de så nå at informere om og gøre klar til inden næste morgen. Det er svært at arbejde med,” fortæller Kirsten Elisa Petersen.

Klarer skærene på grund af fagligheden

Når så mange børn alligevel vurderes at trives med corona-hverdagen, skyldes det i høj grad pædagogernes faglighed, mener Kirsten Elisa Petersen.

”Det ligger i pædagogernes faglige rygsæk at vide, hvordan man arbejder med børn i små grupper og sætter gang i gode aktiviteter, selvom der er udfordringer og mangler mulighed for at planlægge ordentligt,” fortæller hun.

Kirsten Elisa Petersen forventer ikke, at børnene vil få svært ved igen at vænne sig til de store grupper:

”Børnene har været skiftevis på stuerne og i små grupper i løbet af det seneste år. En tilbagevenden til stuerne kan hjælpe til at skabe en mere traditionel, god pædagogisk hverdag. Især nu, hvor temperaturerne stiger, og vejret gør det lettere at lave gode aktiviteter udenfor,” siger hun.

BUPL: Ny anbefaling bør sikre coronatest på jobbet

Samtidig med, at anbefalingen om små børnegrupper forsvinder, lægger de nye retningslinjer op til, at ansatte i dagtilbud lader sig coronateste to gange om ugen.

I den forbindelse bør kommunerne ifølge ministeriet fortælle de ansatte om de specifikke planer for test af personale i de enkelte dagtilbud.

BUPL-næstformand Birgitte Conradsen ser det som et fremskridt, at kommunerne opfordres til at fremlægge en testplan for personalet i den enkelte institution. Men hun understreger, at pædagogerne bør sikres adgang til test, uden at fritiden skal inddrages:

”Når myndighederne opfordrer alle pædagoger til at lade sig teste to gange ugentligt, mener vi stadig, at det må være arbejdsgivernes opgave at sikre enten test på arbejdspladsen i arbejdstiden, eller at pædagoger får løn for de timer, de bruger på at lade sig teste i deres fritid. Det er ikke rimeligt, at der gøres forskel på pædagoger i daginstitutioner og pædagoger og lærere i skolen,” påpeger hun.

Ny lov: Styrelse kan corona-lukke skoler og dagtilbud

Den nye Epidemilov, som trådte i kraft 1. marts, giver Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for at give påbud om lokale restriktioner og nedlukninger af blandt andet grundskoler og dagtilbud.

Nødpasning og –undervisning skal som udgangspunkt fortsætte, selvom kommuner eller institutioner har modtaget påbud.

Styrelsen for Patientsikkerhed opdaterer løbende listen over påbud om restriktioner til dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.