Smitte stiger blandt pædagoger: BUPL vil have coronapas, hurtig testadgang og syge børn hjem

For at bremse den stigende coronasmitte blandt pædagoger opfordrer BUPL nu kommuner til at indføre krav om coronapas. Men det kan ikke stå alene, og BUPL roser en ny aftale, som skal gøre det lettere for forældre at være hjemme med syge børn og forebygge smittespredning.

Coronasmitten fortsætter med at stige rundt om i landet. For en uge siden havde godt hver tredje danske kommune høj lokal smitte med COVID-19. I dag er det over halvdelen. Smitten er især udbredt blandt børn under 12 år, og det øger smitterisikoen for pædagoger.

Ansatte i daginstitutioner, skoler, SFO’er og klubber er i øjeblikket blandt de faggrupper, som oplever højest smitte med COVID-19. BUPL opfordrer kommuner og Folketing til at gøre mere for at beskytte børn og pædagoger mod yderligere smittespredning.

Coronapas kan hjælpe – men kræver hurtig testadgang

Eksempelvis opfordrer BUPL kommuner med høj smitte til at indføre krav om coronapas blandt ansatte i daginstitutioner, skoler, SFO’er og klubber.

”Coronapas er sammen med vaccination en af de måder, vi kan hjælpe med at beskytte hinanden,” siger Birgitte Conradsen, næstformand i BUPL.

Hun understreger dog, at ordninger med coronapas i eksempelvis daginstitutioner kræver, at de ansatte har hurtig adgang til test.

”Loven lægger op til, at test skal foregå i arbejdstiden. Derfor kan det ikke nytte noget, at eksempelvis transporttid eller kø til teststederne skal føre til, at uvaccinerede ansatte skal bruge flere timer på at blive testet. Kommunerne er nødt til at sikre en hurtig adgang til test tæt på arbejdspladserne,” siger Birgitte Conradsen.

Advarer: Presset arbejdsmiljø kan skabe splid

Birgitte Conradsen påpeger samtidig, at kommunerne bør tilføre ekstra ressourcer til vikardækning i forbindelse med krav om coronapas.

Hun peger blandt andet på, at procedurerne for, hvad man skal gøre som nærkontakt til en smittet, er vildt forskelligt afhængigt af om man er vaccineret eller ej.

”Når hverdagen er så presset, som den er mange steder, kan det helt naturligt skabe frustration, når en uvaccineret kolleger skal hjemsendes med løn, mens de vaccinerede pædagoger må løbe hurtigere, fordi der ikke er ordentlig vikardækning. Og der har arbejdsgiverne altså et ansvar for at sikre, at hverdagen kan hænge sammen,” siger pædagogernes næstformand.

Ny aftale skal holde syge børn hjemme

Mens coronapas kan hjælpe til at forebygge smitte mellem kolleger, er der også behov for at forebygge smitte fra børn til pædagoger. Og her hæfter Birgitte Conradsen sig ved, at Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen netop har indgået en aftale, der skal sikre bedre vilkår for forældre, som må passe børn, der er hjemsendt på grund af COVID-19.

Den aftale (se boks), som Folketinget nu skal omsætte til lov, er særligt interessant i lyset af en undersøgelse fra foråret 2021, som viste, at en tredjedel af forældre til børn i daginstitution har sendt syge børn i institution.

”Vi ved at mange forældre er voldsomt pressede i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen, hvis børnene skal holdes hjemme. Derfor er det en rigtig god aftale, som vi sammen med forældrene har efterlyst længe,” siger Birgitte Conradsen.

Hun understreger, at børn har brug for en så normal hverdag som muligt, og at daginstitutioner, skoler, SFO’er og klubber er afgørende her.

”Men det kræver altså, at smitteforebyggelsen er i orden. Og her skal kommunerne tage ved lære af efteråret 2020, hvor vi så, at institutioner med midler nok til rengøring og opdeling af børnegrupperne formåede at undgå eller inddæmme smittespredningen,” siger pædagogernes næstformand.

Ny aftale: Barselsdagpenge til forældre, som passer COVID-hjemsendte børn

Aftalen indgået mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen, skal sikre barselsdagpenge til forældre, der skal passe et barn, som er hjemsendt fra skole eller daginstitution på grund af coronasmitte.

Desuden giver aftalen refusion af sygedagpenge til virksomheder fra første sygedag, hvis en ansat er smittet med COVID-19.

Læs mere om aftalen hos Beskæftigelsesministeriet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.