Skoler og SFO’er lukker ned – vuggestuer og børnehaver skal fortsat holde åbent

Som følge af stigende smittetal sender statsministeren nu skoler, SFO’er og klubber på tidlig juleferie. Til gengæld holder daginstitutionerne fortsat åbent. BUPL undrer sig over, at der ikke ved samme lejlighed indføres nødpasning i daginstitutionerne, der er hårdt ramt af smittestigning blandt pædagogerne.

Tirsdag blev regeringens skærpede corona-restriktioner udvidet til at omfatte samtlige kommuner. Og med ugens udgang vil nedlukningen blive øget, så endnu flere børn, unge og pædagoger bliver omfattet.

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.

Nedlukningen gælder til og med 3. januar 2021.

Regeringens udmelding kommer i forlængelse af nye tal fra Statens Serum Institut (SSI), som viser, at smittespredningen fortsat er i stigning. Og ansatte i pædagogiske institutioner har på det seneste været blandt landets allerhårdest ramte af covid-19.

Skoler, SFO’er og klubber lukker, dagtilbud skal fortsætte

Som udgangspunkt sender nedlukningen samtlige pædagoger og børn i skoler, SFO’er og klubber hjem med udgangen af fredag den 18. december.

Dog skal der stadig være pædagogiske tilbud til børn og unge i socialt udsatte positioner, hvilket får betydning for blandt andet klubberne. De vil fortsat holde åbent i begrænset omfang for børn og unge, der har behov for det.

På trods af stigende smitte i vuggestuer og integrerede institutioner holdes daginstitutionerne ifølge regeringen fortsat åbne i normalt omfang.

BUPL: Indfør nødpasning i daginstitutioner

BUPL-formand Elisa Rimpler er tilfreds med, at der lukkes ned for skole, SFO og klub for at begrænse smittespredningen.

Men hun undrer sig over, at daginstitutionerne skal holde åbent som sædvanligt, selv om smittetallet blandt det pædagogiske personale nu er større end i ældreplejen og skolen.

Hun mener, daginstitutionerne i betragtning af situationen burde overgå til nødpasning.

”Vi hører om meget vanskelige arbejdsforhold i daginstitutionerne. Det psykiske arbejdsmiljø er alvorligt presset. Vi får stadig flere henvendelser fra pædagoger og ledere, som fortæller om umulige og meget utrygge forhold. Det havde vi håbet og forventet, at regeringen ville handle på,” siger Elisa Rimpler.

Kommuner bør tage ansvar

Elisa Rimpler understreger, at pædagoger har strakt sig langt for at få samfundet til at køre.

”Men det er meget at forlange, at mens hele landet lukker ned, skal pædagogerne i daginstitutionerne stadig gå på arbejde, som de plejer. Man skal huske på, at vi ikke, som de øvrige faggrupper, problemfrit kan bruge værnemidler af pædagogiske hensyn, ligesom de i de fleste kommuner skal betales af egen lomme. Det giver en kæmpe utryghed, som vi er nødt til at handle på,” lyder det fra BUPL-formanden.

Hun opfordrer desuden til, at kommunerne i højere grad tager ansvar for dimensionering – altså begrænsning af antallet af børn i daginstitutionerne. I øjeblikket overlades det ansvar i alt for høj grad til de enkelte pædagogiske ledere.

”Det er urimeligt, at den enkelte leder midt i en i forvejen presset situation, skal afgøre, hvilke børn der må komme, og hvilke der ikke må. Det må være et politisk ansvar,” siger Elisa Rimpler.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.