Signe puster til gløderne i vredens bål: Det er nu, vi skal kæmpe mod uligelønnen

’Det er helt fantastisk, at man nu griber bolden i flere byer’, siger pædagog Signe Jespersen fra initiativgruppen mod Tjenestemandsreformen fra 1969. Tirsdag var der for første gang demonstration i både København og Aarhus, og fra den 11. maj er der også demonstration i Aalborg.

Signe Jespersen er pædagog i Aarhus, og hun er stærkt engageret i kampen mod den forældede Tjenestemandsreform fra 1969. Tirsdag var hun til endnu et møde med politikere på Christiansborg, og da mødet var slut, gik hun ned på slotspladsen for at deltage i demonstrationen der.

”Vi skal have en lønreform, der passer til 2021, og som afspejler de normer og værdier, vi har i dag og ikke dem, som var i 1969,” siger Signe Jespersen.

Vi skal anerkendes ligeværdigt

Hun har i flere år kæmpet for ligeløn. Hvad er hendes drivkraft?

"Jeg er gået ind i det her, fordi jeg helt grundlæggende mener, at pædagoger, sygeplejersker og andre traditionelle 'kvindefag' skal anerkendes på lige fod med andre faggrupper og i overensstemmelse med den værdi, de bidrager med til samfundet. Løn er anerkendelse, og vi skal anerkendes ligeværdigt. BUPL har kæmpet for et opgør med lønefterslæbet i årevis, men hvis vi skal nå i mål, så er vi som medlemmer nødt til at komme endnu mere på banen," siger Signe Jespersen, der også har kastet sig ind i fagpolitik som medlem af BUPL Aarhus’ bestyrelse siden 2018.

Hun er den eneste pædagog i den tværfaglige initiativgruppe på 11, der har sat ekstra fut i bevægelsen mod den forhadte tjenestemandsreform. En reform, der i mere end 50 år har holdt lønnen nede i typiske kvindefag i den offentlige sektor - for eksempel pædagogfaget.

Det skal der gøres op med, og det skal være nu, mener Signe Jespersen.

Protesterne mod Tjenestemandsreformen fra 1969 breder sig da også. På en uge blev der indsamlet 50.000 underskrifter til et borgerforslag mod reformen. En facebookgruppe har fået næsten 10.000 medlemmer, og også de ugentlige tirsdags-demonstrationer breder sig.

Tirsdag blev der for 4. gang demonstreret foran Christiansborg, denne gang med BUPL-formand Elisa Rimpler på talerstolen. For første gang blev der demonstreret i Aarhus foran rådhuset, og 11. maj kommer Aalborg med i protesten.

Signe og Elisa foran Christiansborg
BUPL's formand Elisa Rimpler, tv, og Signe Jespersen får en lille snak - sikkert om uligeløn - inden Elisa Rimpler skal på talerstolen ved demonstrationen foran Christiansborg. Foto: Jakob Carlsen

Fedt at det breder sig

Initiativgruppen består ud over Signe Jespersen af sygeplejersker, jordemødre, socialrådgivere og en akademiker. I første omgang ville initiativgruppen have et borgerforslag lagt ud på vegne af alle de berørte faggrupper, og det skulle gerne ske den 8. marts,

Det lykkedes, og til stor overraskelse for gruppen tog det kun en uges tid at nå op på de krævede 50.000 underskrifter. Det betyder, at Folketinget er forpligtiget til at behandle forslaget. I forslaget kræves en ophævelse af Tjenestemandsreformen fra 1969, og at der skabes ligestilling i lønforholdet mellem offentlige faggrupper. Forslaget behandles i Folketinget 20. maj.

Se borgerforslaget her

”Vi er godt klar over, at borgerforslaget ikke gør det alene. Der skal være folkelig og politisk opmærksomhed omkring det. Det er baggrunden for ideen om Tjenestemands-tirsdage med demonstrationer. Og det er fedt, at det nu breder sig” siger Signe Jespersen, som særligt glæder sig over, at det er kolleger andre steder, der griber bolden og selv arrangerer demonstrationer.
Tværfaglig kontakt via Facebook

Initiativgruppen oprettede facebookgruppen ’#SlutMed1969 - Ophæv Tjenestemandsreformen fra 1969’, der nærmer sig 10.000 medlemmer, og her skabes kontakter på tværs af fagene.

”Vi er godt klar over, at vi ikke kan gøre det her alene, vi er nødt til at have mange med. Og jeg kan bare mærke, at der er kæmpe sammenhold på tværs af faggrupper og på tværs af landet. Jeg bor i Aarhus, så jeg kan jo ikke stå foran Christiansborg hver tirsdag. Men det er der så mange pædagoger fra København, der gør. Det faglige fællesskab gør, at folk vil det her,” siger Signe Jespersen.

I bunden af lønhierarkiet

Initiativgruppen har skrevet til alle partiernes beskæftigelsesordførere og ligestillingsordførere og inviteret dem til at mødes, og der har været både virtuelle og fysiske møder med flere af partiernes ordførere på området. Tirsdag var der møde med Venstres ordførere, og noget tyder på, at der er skabt lydhørhed i partierne.

”Det er jo en politisk vedtaget reform fra 1969, så det er også politisk, der kan gøres op med den. Vi skal have en lønreform, der passer til 2021 og som afspejler de normer og værdier, vi har i dag og ikke dem, som var i 1969. Dengang placerede man fag med mange kvinder i bunden af lønhierarkiet, og den går bare ikke i dag. Det er en forældet opfattelse af, at omsorgsarbejde er mindre værd, og det er en kæmpe fejl, at man ikke har gjort op med det for længst. Egentlig aftalte man dengang i 1969, at reformen skulle revurderes hver femte år. Det er bare aldrig sket,” siger Signe Jespersen.

’Løn og status hænger jo sammen’

Dengang blev kvindernes indkomst nærmest set som et supplement til mandens indtægt, og derfor behøvede den ikke være så høj. Den holdning er det på tide at få gjort godt og grundigt op med, mener Signe Jespersen.

”Vi anser jo os selv som et land med ligestilling, så der skal gøres op med den strukturelle uligeløn. Tager vi mit eget fag, så gør vi pædagoger jo en kæmpe forskel for andre mennesker hver eneste dag. Vi er afgørende for, at samfundet kan fungere, og det skal selvfølgelig aflønnes retfærdigt. Og så er der det samfundsmæssige: De unge vælger de her fag fra, fordi lønnen ikke er fulgt med tiden. Og løn og status hænger jo sammen, så skal vi rekruttere og få de dygtigste kolleger i fremtiden, starter det med lønnen. Derfor er det i samfundets interesse at få lavet om på det her. Det kan godt ske, det koster, men man kan jo også vende den om og spørge, hvad det koster at lade være,” siger Signe Jespersen.

Demonstration
Bitten Persson, faglig sekretær i BUPL's forretningsudvalg, havde til demonstrationen fundet sin gamle vest fra OK 18 frem. BUPL's formand Elisa Rimpler, th, skal have foreviget 'kampvesten'. Foto: Jakob Carlsen

’Vi bliver ved’

Foreløbig fortsætter de ugentlige demonstrationer og møderne med politikerne, og på Facebook bliver flere og flere medlemmer af de forskellige faggrupper mobiliseret.

”Det her vidner om, at vi har et stærkt fagligt fællesskab, et sammenhold på tværs af faggrupper og en vilje til at få gjort op med den historiske uligeløn. Derfor fortsætter vi. Der er ingen bagkant. Nu ser vi, hvad der sker, når forslaget skal behandles i Folketinget den 20. maj, og hvis det er nødvendigt, er vi parate til at fortsætte vores aktioner, og flere kan komme til. Det er nu, vi skal have gjort op med det, der skulle have været gjort op med for længst,” siger Signe Jespersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.