Regeringen vil skrotte seniorpensionen: Forlænger nedslidte pædagogers smertehelvede i årevis

Regeringen vil droppe seniorpensionen til nedslidte under påskud af, at det vil øge arbejdsudbuddet. Men både professor, BUPL og oppositionen skyder argumentet ned. I stedet vil regeringens plan forlænge nedslidte pædagogers lidelser i årevis.
mand med ondt i ryggen

Det kan få store personlige, økonomiske og sundhedsmæssige konsekvenser for en lang række pædagoger, hvis regeringen gennemfører planen om at skrotte seniorpensionen, advarer både professor og BUPL.

En del af regeringens plan er at halvere perioden, hvor nedslidte lønmodtagere får adgang til en social ydelse: Fra seks år, som det er tilfældet med seniorpensionen, til kun tre år med regeringens foreslåede ”Arne Plus”-pension.

Men tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at langt de fleste pædagoger på seniorpension var så nedslidte, at de var røget ud af arbejdsmarkedet allerede før, de kom i betragtning til ydelsen. 

Dermed redder netop timingen af seniorpension mange nedslidte pædagoger fra en årelang deroute (se infografik nederst). Og det er denne timing, regeringen nu ønsker at udskyde med tre år.

Forsker tvivler på regeringen: Tallene viser, at pædagogerne er nedslidte

Regeringen begrunder forringelsen af seniorpensionen med, at det vil øge arbejdsudbuddet. Men AE-rådets tal viser, at det næppe vil gøre sig gældende for pædagogerne. Det vurderer professor ved Roskilde Universitets Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Bent Greve.

”Jeg kan ikke med sikkerhed afvise, at nogle pædagoger vil forsøge at hænge fast på arbejdsmarkedet en smule længere. Men det vil være et lille antal, og deres forsøg kan have store personlige og sundhedsmæssige omkostninger. Tallene viser jo, at mange er så nedslidte, at de ryger ud af ordinær beskæftigelse og over på eksempelvis sygedagpenge allerede et godt stykke tid før de får tilkendt seniorpension,” siger han.

Hvis regeringen gennemtrumfer sin plan, skal nedslidte pædagoger i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne altså vente op til tre år længere, før de kan komme i betragtning til seniorpension. Og i mellemtiden øges risikoen for yderligere fysiske, psykiske og økonomiske problemer.

”Indførelsen af seniorpensionen for tre år siden løste netop en række af de problemer, mange nedslidte lønmodtagere tidligere kom i,” påpeger Bent Greve.

Seniorpensionist: Frygter for dem, som vil få forlænget deres helvede i årevis

Lønmodtagere, som allerede har fået tilkendt seniorpension, vil ikke blive ramt af forringelserne, hvis de bliver til virkelighed.
Blandt dem er pædagog Lone Røge fra Holstebro. Hun kæmpede i årevis, måtte sælge sit hus og endte på kontanthjælp, før hun som 62-årig fik tilkendt seniorpension.

”Mine knæ var smadret, ryggen var færdig, og mit bækken var skævt. Jeg var igennem et årelangt helvede inden seniorpensionen gav mig tilværelsen tilbage. Det er ikke kun smerterne og den økonomiske usikkerhed. Det er også følelsen af konstant at føle sig mistroet af kommunen og bruge sig selv fuldstændig op i endeløse afklaringsforløb. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have klaret det i tre år mere, og det gør mig så ondt, hvis flere nedslidte pædagoger fremover skal trækkes igennem det,” siger Lone Røge.

Læs også: Nedslidt pædagog fik ny pension: Man skal være stærk for at være syg

Oppositionen tror heller ikke på regeringen: Vil blokere forringelser på kort sigt

Oppositionen på Christiansborg har også afvist regeringens argument om øget arbejdsudbud.

”Tror regeringen, at det vil øge arbejdsudbuddet at afskaffe seniorpensionen? Det har vi ikke nogen forventning om, eftersom størstedelen af de mennesker, der er på ordningen, ikke er i stand til at opretholde deres arbejde,” siger Mette Abildgaard, politisk ordfører for De Konservative, til Jyllands-Posten.

Sammen med de andre oppositionspartier i forliget bag den oprindelige seniorpensionsaftale (Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre), har De Konservative blokeret for de planlagte forringelser. Dermed vil SVM-regeringen tidligst kunne gennemføre dem på den anden side af et folketingsvalg, hvis de stadig har flertal til den tid.

Klar opfordring fra BUPL: Drop planerne

Lasse Bjerg Jørgensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg med arbejdsmarked og seniorpension som politisk ansvarsområde, opfordrer regeringen til at skrotte planerne. 

”Nedslidte pædagoger og andre lønmodtagere vil ikke bare på magisk vis få det bedre og komme i ordinær beskæftigelse, hvis seniorpensionen bliver udskudt. Selv med de nuværende regler ser vi nedslidte pædagoger, der ender i årelange afklaringsforløb, på kontanthjælp eller helt uden indtægt. Det er dybt problematisk,” siger han.

Lasse Bjerg Jørgensen opfordrer Folketinget til at styrke forebyggelsen af nedslidning af pædagoger og andre lønmodtagere.
”Man skal ikke blive slidt op af at passe sit arbejde. Og hvis man bliver det, skal man i et velfærdssamfund kunne trække sig tilbage uden at frygte at skulle gå fra hus og hjem,” understreger han.

Læs også: Forringelse kan ramme 8 ud af 10: Regeringen vil smadre nedslidte pædagogers redningskrans

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.