Privatansat pædagog? Glæd dig, nu kommer trepartsmidlerne

Lønnen stiger for pædagoger ansat på en privat institution eller skole. 600 kroner skal lønnen stige med lønnen for enten september eller oktober. Det kommer an på, hvor du arbejder.
penge løn løntjek
Nu rammer lønløftet fra treparten også pædagoger i private institutioner.

Er du privatansat pædagog, der har fået ny overenskomst i år, så kan du godt begynde at glæde dig. Nu kommer trepartsmidlerne nemlig rullende, og har du været ansat i hele kalenderåret 2024, så kommer der ekstra mange penge. 

For en fuldtidsansat udgør lønløftet fra treparten 600 kroner om måneden inklusive pension og særlig feriegodtgørelse. Og husk, at fra årsskiftet stiger lønløftet fra treparten igen. Til den tid til 900 kroner om måneden brutto. 

Læs nedenfor, hvordan lønløftet bliver udmøntet på de forskellige private overenskomster.

Jeg arbejder på en fri grundskole

Er du ansat på BUPL’s overenskomst med Frie Grundskoler, kommer pengene allerede med septemberlønnen. Brutto skal trepartsaftalen løfte lønnen med 600 kroner om måneden for en fuldtidsansat, men fordi nogle af pengene skal gå til bl.a. pension, vil der stå 547 kroner om måneden som trepartstillæg på lønsedlen. 

Naturligvis gælder lønløftet for hele året, selv om det først bliver udmøntet nu. Så er du ansat som pædagog på fuld tid på en fri grundskole, og har du været det hele året, så kan du se frem til at få 4.923 kroner ekstra i løn med septemberlønnen før skat. 

Er du blevet ansat senere end 1. januar 2024, får du efterbetalt beløbet tilbage til din tiltrædelsesdato. 

Deltidsansatte er også omfattet af lønløftet, men de får et lønløft i forhold til beskæftigelsesgraden. Arbejder du 30 timer om ugen, får du et lønløft på 444 kroner om måneden. 

Er du afdelingsleder, bliver lønløftet lidt mindre. Her er trepartstillægget på 450,09 kroner om måneden. Har du været afdelingsleder hele 2024, kan du således se frem til 4.050,81 kr. plus pension ekstra i september måned. 

Er du ansat på overenskomsten med Frie Grundskoler, kan du se din nye overenskomst her:

Overenskomst med Frie Grundskoler | BUPL

Jeg arbejder i en privat daginstitution

Arbejder du i en privat institution på 0-6-årsområdet, skal du lige væbne dig med lidt tålmodighed, for der kommer lønløftet fra treparten først med oktoberlønnen, altså i slutningen af oktober, men selvfølgelig får du for hele 2024, hvis altså du har været ansat i hele 2024. Er du blevet ansat senere end 1. januar 2024, får du efterbetalt beløbet tilbage til din tiltrædelsesdato. 

Uanset om du er ansat på en overenskomst med Danske Daginstitutioner (LDD), Accountor eller Forhandlingsfællesskabet Private Institutioner (FOBU, DLO, SPIA og Børneringen), kan du se frem til at få dine trepartsmidler i slutningen af oktober.

Der kommer til at figurere et engangstillæg på 1.535 kroner (aktuelt beløb) for en fuldtidsansat pædagog. Derudover bliver der givet et grundlønstillæg for treparten. Det vil blive udbetalt med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2024. Er du fuldtidsansat, vil du så få løn for 7 måneder x 512 kroner = 3.583 kroner. Beløbet er pensionsgivende. 

Derefter vil beløbet være 512 kroner i tillæg for november måned. Dertil skal du lægge pension og særlig feriegodtgørelse, og så når du som privatansat også op på de 600 kroner, som dine offentligt ansatte kollegaer får ud af treparten.

Selvfølgelig får du også trepartstillæg, hvis du er ansat på deltid. Det bliver bare givet forholdsmæssigt ud fra, hvor mange timer du arbejder om ugen. Arbejder du for eksempel 30 timer om ugen, vil du få 415 kroner i tillæg.

Ledere

Der kommer et engangstillæg på 1.412 kroner for en fuldtidsansat leder.

Derudover bliver ledernes pensionsprocent forhøjet med 1,2 procent.

Jeg arbejder på overenskomst med DI

Er du ansat på overenskomsten mellem BUPL og Dansk Industri (DI), er din overenskomst forhandlet i 2023, og din løn bliver ikke reguleret med trepartsmidler. Overenskomsten skal fornyes i 2025, og BUPL opfordrer til, at pædagoger på den overenskomst kontakter deres tillidsrepræsentanter eller deres lokale BUPL-fagforening med henblik på lokale drøftelser om løn og tillæg.

Jeg arbejder i en privat institution uden overenskomst

BUPL opfordrer til, at man kontakter sin lokale BUPL-fagforening med henblik på hjælp til at tage dialogen om løn og trepart med leder og/eller ejer af institutionen. Det vil være BUPL’s forventning, at budgettildelingen til en privat institution uden overenskomst vil afspejle de øgede lønomkostninger for de offentlige institutioner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.