Poul Nyrup om sorgen og håbet: Vi skal tilbage til et omsorgssamfund

Der står en papkasse hos Poul Nyrup Rasmussen. I den har han samlet nogle af de ejendele, som datteren Signe efterlod sig, da hun tog sit eget liv. I mange år åbnede han ikke kassen. Dels havde han meget at se til som statsminister og senere medlem af EU-Parlamentet. Dels tøvede han med at se tilbage på den smerteligste oplevelse i hans liv: At miste det umistelige. 

”Når du åbner papkassen, både i direkte og overført forstand, åbner du også for det øjeblik, du blev slået omkuld. At gøre det kræver, at du har tænkt dig godt om. Og det kræver også et betydeligt mod,” fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

Hvad ville Signe forvente af ham?

Han havde været statsminister i et halvt år, da han mistede sin datter. Midt i den største sorg måtte han træffe en beslutning: Skulle han sætte sig på sofaen og bruge resten af sit liv på selvmedlidenhed og selvbebrejdelser? Eller skulle han spørge sig selv, hvordan hans datter ville forvente, at han fortsatte sit liv? 

I dag, 32 år senere, er Poul Nyrup Rasmussen blevet en forkæmper for psykisk sårbare unge, som han i en alder af 81 fortsat arbejder for at give en stemme. Det har han blandt andet gjort gennem foreningen Det Sociale Netværk og organisationen Headspace, som han begge har været med til at stifte.

Rådgivning øger trivsel og mindsker sygdom

Headspace har nu afdelinger i 32 kommuner. Flere end 92.000 unge i alderen 12-25 har benyttet sig af muligheden for at få personlig rådgivning og støtte. Gennem workshops og oplæg har rådgivningstilbuddet været i kontakt med flere end 460.000 unge, og en forskningsrapport har for nyligt konkluderet, at rådgivningen øger unges trivsel og mindsker risikoen for, at de udvikler psykisk sygdom. 

Et resultat, Poul Nyrup Rasmussen er glad for og stolt over. Og som han måske ikke havde opnået, hvis det ikke havde været for en ung lærerinde i Esbjerg omkring år 1950. 

Bare en urolig knægt

Irma Rasmussen var nyuddannet, da hun fik ansvaret for en flok urolige elever på Vestre Skole, heriblandt Poul Nyrup Rasmussen. 

”Jeg var en af de mest urolige. Jeg sad på bageste række og brugte spisefrikvarteret på at slås. Man ville nok sige, at jeg ikke trivedes, men det lagde jeg ikke selv mærke til. Jeg var bare en urolig knægt,” siger Poul Nyrup Rasmussen. 

Du kan jo godt

En dag kaldte Irma Rasmussen ham op til den sorte tavle, gav ham et stykke kridt i hånden og bad ham om at lave den vinkelrette, som det hed dengang. Og det gjorde han så. Hvortil lærerinden sagde: ’Jamen, Poul. Du kan jo godt. Hvis du fortsætter sådan her, skal det nok gå dig godt.’ 

”Det var den første ros, jeg havde fået i min opvækst. Og lige i det øjeblik mærkede jeg, at jeg kunne. At jeg duede til noget,” fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

Alle har brug for en som Irma

Han begyndte at læse lektier og blev skrap til matematik. Senere gik det også godt i sløjdlokalet, og en drengs liv fandt langsomt sin retning. 

”Vi har alle brug for at møde en som Irma, der på et tidligt tidspunkt signalerer til os: Du er god nok. Det er jo en helt anden måde at anskue vores børn på, end hvis vi siger: Du fejler noget. Nu skal vi behandle dig. Vi skal hellere sige: Du er god til noget, og vi er på vej til at finde ud af, hvad det er.” 

Vi kan ikke bare lade som ingenting

Da Trivselskommissionen for nylig udgav sin rapport, var det blandt andet med budskabet om, at langt de fleste børn og unge i Danmark trives. Men mistrivslen er også stigende, både fordi der bliver flere med dårligst trivsel og færre med bedst trivsel. 

”Trivselskommissionens arbejde efterlader det indtryk, at vi ikke kan lade som ingenting. Det er ikke sådan, at alle børn bare vokser ud af mistrivslen og bliver velfungerende. Der er brug for, at vi gør noget,” siger Poul Nyrup Rasmussen og fortæller, at de også har mærket stigningen i Headspace. 

”Der kommer flere unge ind til os, og der kommer især flere helt unge i 12-13-års alderen. De er i konflikt med deres forældre, føler sig udenfor, har kærestesorger, bliver mobbet eller har alvorligere psykiske udfordringer. De har brug for nogen, som lytter til dem og sammen med dem finder frem til, hvad der kan få dem på sporet igen,” siger han.

Læs også: Pædagogik og fællesskaber er nøglen til bedre trivsel

Den uoverstigelige tærskel til kommunen

Den del af indsatsen ligger godt hos organisationer som Headspace, mener Poul Nyrup Rasmussen, for tærsklen til kommunen kan være uoverstigelig for en ung, der har brug for hjælp. Hvad nu, hvis mine forældre eller venner får at vide, hvad vi har talt om? Hvad nu, hvis de sætter et program i gang, som jeg ikke kan overskue? 

Det betyder ikke, at resten af samfundet skal læne sig tilbage. Der er ét vigtigt begreb, som forældre, lærere, pædagoger og undervisere på alle niveauer i uddannelsessystemet ifølge Poul Nyrup Rasmussen skal huske. Tidlig indsats. 

”Jo tidligere du kan hjælpe den unge, der ikke er i trivsel, jo mindre indgriben behøver du at iværksætte, og jo større er chancerne for, at du kan få en ung tilbage på livssporet igen,” siger han og nævner i samme ombæring, at det kræver et opgør med en behandlingstilgang, der har været fremherskende de senere år. 

Velfærdssamfundet har haft en pris

”Vi har skabt et fantastisk velfærdssamfund, hvor der bliver taget hånd om alle vores problemer, men det har haft en pris. Folk skal sættes i kategorier, før de kan få en bestemt ydelse. Du skal være veldefineret syg, før du kan komme i behandling. Jeg vil gerne tilbage til et samfund, hvor vi kerer os om hinanden, og hvor alle holder godt øje med vores børn og unge og griber ind, hvis de mistrives,” siger Poul Nyrup Rasmussen. 

”På den måde ser jeg mange lighedspunkter mellem pædagogernes arbejde og Headspace. Vi tager udgangspunkt i den enkelte unge. Vi forstår den unges grundlag og behov for at mærke et fællesskab. Og vi vil gerne give den unge opmærksomhed og en tryg relation,” tilføjer han. 

Foto: Jeppe Carlsen

Hvad skulle Poul nu lave?

Pressen stod klar med spørgsmålet, da Poul Nyrup Rasmussen i 2009 vendte tilbage fra europæisk politik. Han havde været cheføkonom i fagbevægelsen, formand for Socialdemokraterne, statsminister og europaparlamentariker. Hvad skulle han nu? 

”Da jeg forlod Bruxelles, så jeg billedet af min datter foran mig. Og jeg var slet ikke i tvivl om, at nu måtte jeg hjem og få åbnet for en debat om, hvordan vi hjælper vores unge, når de har mentale udfordringer,” siger han.

En stærkere stemme til psykisk sårbare

Han svarede journalisterne, at han ville arbejde for at give de sårbare en stærkere stemme. Og så væltede det ind med mails. Fra forældre og børn, som delte sørgmodige fortællinger om psykiske problemer, den ene historie mere dramatisk end den næste. Men som regel med et løfte til sidst: Hvis du går forrest og tager fat, vil vi gerne hjælpe. 

”Jeg blev bekræftet i, at i langt de fleste tilfælde, hvor en familie bliver ramt, er der også et lille ekstra overskud. Et lille håb om, at man også kan gøre noget. Det ved pædagogerne, det ved jeg, det ved vi i Headspeace. Og den forbindelse mellem mennesker skal vi finde, hvis vi vil skabe bedre trivsel,” siger Poul Nyrup Rasmussen. 

Endelig åbnede han papkassen

Papkassen stod lukket hos Poul Nyrup Rasmussen i mange år. Da han endelig åbnede den, var det, fordi han følte, at nu havde han styrken og modet til det. 

I kassen var hans datters dagbøger, der fortalte om tiden, hvor psykisk sygdom fik større og større magt over hende. Men der var også venindebøger og kassettebånd, hvorfra lykken strømmede ud, når hun sang og talte. 

Her kom Signe tilbage til ham og mindede ham om, at hun også havde levet et liv med glæde og gode oplevelser. 

”Som forælder, der har mistet et barn, skal man prøve på at huske, at barnet også har haft lykkelige stunder. Hvis man gør det, har man samtidig fået det værktøj, der skal til for at hjælpe andre unge til at få de lyse øjeblikke.”

Signe har givet ham en stafet

Selv føler han, at hans datter har givet ham en stafet. 

”Med den sorg, jeg har stiftet bekendtskab med, og den indsigt, jeg har nået, har jeg samtidig fået en pligt til at hjælpe andre.”

Det kan han gøre som tidligere politiker med en stærk offentlig stemme. Han kan også gøre det i det konkrete møde med unge mennesker.

Han har jo prøvet det, ham Poul

”Når jeg sidder over for en ung, der har det forfærdeligt, kan jeg mærke, at hun eller han føler en tillid til mig. Fordi ’han har jo prøvet det, ham Poul der’. De begynder at tænke over, hvad de tager afsked med, og hvor meget sorg de stifter, hvis de selv gør alvor af deres tanker,” fortæller han. 

Det sker også, at forbipasserende på gaden prikker ham på skulderen og beder om råd til datteren, der ikke har det godt. 

”Jeg synes jo, at jeg kender den far. Jeg ved, hvilke smerter han har, og hvordan jeg kan hjælpe ham. Det er en fantastisk oplevelse for mig, når jeg kan gøre det” siger Poul Nyrup Rasmussen.

Den, der giver meget, får meget

Den, der giver meget, får meget. Det er blevet en livsfilosofi for ham. Og han har delt meget ud af sig selv, også i en alder, hvor andre vælger at gå på pension.

Men han har også fået meget igen. 

”Faktisk har mine seneste 12-14 år været nærmest lykkelige. Det er en stor glæde for mig at kunne bruge min indflydelse som tidligere statsminister til gavn for børn og unge. Og jeg kan kun anbefale andre at bruge livet offensivt, også i pensionsalderen. Det behøver man ikke at have været statsminister for at gøre,” siger Poul Nyrup Rasmussen. 

Hvis du eller en, du kender, har selvmordstanker, kan det hjælpe at sige det til nogen. Ring til Livslinien: 70 201 201.

Lyt til interviewet i Børn&Unge Podcast. Klik i afspilleren nedenfor.